IPSICC

Kig din teenager over skulderen

Netflix’ nye serie ”Adolescence” er baseret på en sand historie om en 13-årig mordmistænkt.

Af Filip Smidt soc. pæd. og psykoterapeut

Den gode børneopdragelse har de seneste 50 år haft en stigende opmærksomhed i vores samfund. Børn har fået rettigheder, forældre har fået frataget opdragelsesmuligheder så som at slå (heldigvis). Og i løbet af dette årtusinde er der opstået en hel industri omkring den rigtige opdragelse.

Jeg møder ofte forældre i min praksis, der bliver i tvivl om, hvorvidt de opdrager deres børn rigtigt. Om de nu får styrket alle deres barns sanser og evner, så de kan følge med, når de skal i skole, så de kan få gode venner og få et godt liv. Jeg husker det selv, fra da mine børn var små. Der var så mange ”eneste rigtige” måder at opdrage sit barn, samt oplære dem i et liv som kristen. Og der var også ofte folk, der havde holdninger til bedre valg, der kunne træffes, end dem vi valgte for vores børn og familie.

Uanset hvad vi vælger, så prøver vi at læne os op ad noget eller nogen, som ser ud til at have en fornuftig måde at opdrage på. Jeg er for nyligt blevet særligt opmærksom på teenageopdragelse og forældreansvaret, fordi trivselskommissionen har været ude med nogle dejligt tydelige anvisninger med fokus på forældre, der skal være bevidste om eget- ansvaret for deres børn. Som de selv siger det: ”Familien er den vigtigste arena i langt de fleste børns og unges liv.” Betragtningen er banal, men ofte glemt, når talen falder på mistrivsel.

Samtidig ser de glædeligt på den udvikling, der er sket i det moderne forældreskab; forældre, der kvalitativt engagerer sig i deres børn. Trivselskommissionen ser særligt fire temaer, der har taget overhånd i forældreskabet i dag. Det er overbeskyttelse, monitorering, forhandling og individfokus. Og med den tilgang oplever mange forældre sig trygge og sikre på at være så nærværende og vidende om deres børn så muligt.

Trivselskommissionen ser særligt fire temaer,
der har taget overhånd i forældreskabet i dag.
Det er overbeskyttelse, monitorering, forhandling og individfokus.

Men børn, og særligt teenagere, vil ikke regnes ud, derfor skaber de ny adfærd, hver gang vi lige tror, vi har gennemskuet dem, som vi forældre ikke helt kan gennemskue. Dette blev jeg i den grad mindet op efter at have set Netflix’ nye Adolescence, som handler om 13-årige Jamie Miller, som bliver anklaget for at have stukket en klassekammerat ned med kniv. I serien følger vi dels Jamie Miller, politiets opklaringsenhed og hans forældre.

Mark Stanley, Owen Cooper og Stephen Graham i ’Adolescence’. Storbritanniens premierminister har opfordret alle skoleklasser til at se den i undervisningen. Foto: Netflix

Jeg blev meget optaget af serien, som er skildret meget rå, hvor hvert afsnit er filmet i et ”one-take” – uden klipning, hvilket gør oplevelsen meget intens. Som placerer den i øjenhøjde med den aldersgruppe, den handler om. Serien er blevet gjort gratis for alle i Storbritannien, og premierministeren har været ude og opfordre alle skoleklasser til at se denne serie i undervisningen. Man vil forsøge at tale ind i en debat om børns brug af sociale medier, og hvad de her bliver udsat for.

Desuden sættes der også fokus på unge drenges forbilleder og den uvidenhed, forældrene ofte ikke er bevidste om, i forhold til det indhold deres børn fylder sig med. Serien kan jeg på det varmeste anbefale, at man ser sammen med sine børn fra 13-års alderen, da den kan give muligheder for nogle spændende samtaler med ens teenagebørn. Vi skal som forældre turde gå tæt på vores børn, også når de er 15, 16 og 17 år. Vi skal være nysgerrige, opsøgende, indlevende på, hvad vores børn fylder sig med, for vi ved det ikke.

Vores børns feed på deres telefoner bliver hurtigt ensporet på det, der optager dem lige nu. Derfor har de brug for at blive udfordret til at møde forskellige holdninger, så deres informationsstrøm bliver nuanceret og bred. Som en kristen forælder er jeg også optaget af, hvor meget trostanker fylder i mine børns feed, og også hvilken baggrund denne undervisning, de får, stammer fra. Der er enormt mange ”insta-preachers” og ”Tik-Tok evangelister” derude, og det er virkelig svært at gennemskue, hvad deres holdninger er farvet af, og hvilken trosretning de selv bekender sig til.

Jeg har besluttet mig for at sænke bekymringerne omkring dette, og så få mine drenge til at sende mig et link, når de ser klip, der undrer dem, eller som de synes er gode. Forældrekommissionen opfordrer os forældre til at huske på, ”at vi kender vores eget barn bedst, sænk skuldrene, og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn, for at det trives.”

Jeg kan ikke være mere enig. Vi skal ikke gå med en konstant bekymring om, hvorvidt vi gør det godt nok. Men engang i mellem skal vi turde stoppe op og sammen med vores ægtefælle eller en god ven at kigge på den tilgang, vi har til vores børn og unge. Er vi oprigtigt nærværende, og ved vi egentlig, hvad de går og foretager sig og fylder deres liv med. Hvis du, når du læser det, tænker; Ja! Det har jeg styr på, jeg kender mine børn, og jeg ved, hvad de fylder sig med.

Så er det netop dig, jeg vil udfordre. Fordi vi kommer aldrig til fuldt ud at vide hvad vores børn fylder sig med, og derfor er det nødvendigt, at vi en gang i mellem er nysgerrige på, hvad der lige nu er det, der optager dem – for det skifter hurtigt, særligt på deres mobil. Så måske skal du smide dig i sofaen med din teenager og bruge lidt tid på at bladre i hinandens feeds, så I også her kan få et større indblik i jeres børns dagligdag.

Der er helt sikkert teenagere, der vil brokke sig over at blive kigget lidt over skulderne, men det gør slet ikke noget. For det handler ikke om at overvåge, men derimod at engagere sig og tage et forældreansvar for, hvad de fylder sig med. I Adolescence møder vi et forældrepar, der pludselig må se hinanden i øjnene og sige, ”vi synes da, vi har gjort det så godt vi kunne,” for kort tid efter at måtte konkludere ”det har vi måske ikke, hvis vores dreng har haft en del af sit liv, som vi aldrig rigtig har været bevidste om. Vi troede jo bare, at vi vidste, hvad der skete i hans liv.”

”Forældrekommissionen opfordrer os forældre til at huske på,
”at vi kender vores eget barn bedst, sænk skuldrene, og vid,
at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed,
nærvær og omsorg er det vigtigste,
du kan give dit barn, for at det trives.””

Så kære forældre: vi må tro på vores forældreevner, og prøve – med åbne øjne – nysgerrigt også at turde diskutere vores egen andel i de liv, vores børn og unge lever.