Laura Kjærgaard var med i den første sæson af X-Factor

Det sidste show i dette års X-Factor er netop rullet over skærmen. I 2008 kom den første sæson af X-Factor. Her var Laura Kjærgaard med og blev nr. 2. Det nævnes ofte, at de færreste, som deltager i X-Factor, kan leve af musikken bagefter. Men for Laura blev det en døråbner til en verden fuld af musik.

Hvad fik dig til at stille op til X-factor i 2008?

”Jeg var sygemeldt med stress, da jeg stillede op. Jeg havde en længsel efter at finde ud af, om der var plads til mig i musikbranchen; om de professionelle mente, at jeg havde noget at byde på. Udseendemæssigt var jeg lidt anderledes og passede måske ikke helt ind, det betød meget dengang i 2008. Samtidig var jeg jo sygemeldt og havde brug for at gøre noget sjovt. Jeg underviste både solister og gospelkor og var meget optaget af at gøre andre gode, men jeg glemte måske lidt mig selv og havde brug for at prøve mig selv af. Det var vildt sjovt at være med,” husker Laura.

Men medieinteressen var voldsom. Programmet var en kæmpesucces. ”Alle medier havde jo meget fokus på os, og vi var på ”spisesedlerne” (avisforsider, red.) i langt højere grad end nu. Så jeg var meget træt bagefter, for det havde været voldsomt at blive så kendt. I den periode var vi næsten mere kendte end de kendte. Alle havde jo en holdning til én dengang, og det fyldte meget.”

X-Factor har banet vejen

Da Laura var færdig med X-Factor, fik hun tilbudt en pladekontrakt med Sony, som hun valgte at takke nej til. ”Jeg syntes ikke, at der var det bedste fundament for samarbejde, og det føltes ikke rigtigt i maven,” fortæller hun. ”Remee, som var min mentor, ville, at vi skulle lave noget musik sammen, og vi startede, men det løb ud i sandet. Der kom så mange tilbud til mig efter X-Factor, også fra folk, som ville have mig ud og synge, så det var meget naturligt for mig at kombinere det at give koncerter rundt i hele Danmark og så samtidig have gospelkor og undervisning.”

På den måde blev vejen banet for, at Laura fik sin egen virksomhed fyldt med musik. ”Jeg har mødt så mange mennesker, og der har åbnet sig mange døre, som har ført mig videre. Det har været et kæmpe springbræt. På den måde har X-Factor givet mig mulighed for at leve af noget, jeg brænder for.” ”Jeg tror ikke, jeg var endt samme sted som nu, hvis ikke jeg havde været med i X-Factor – men så var jeg jo så bare endt et andet sted. Det er de valg, vi tager, der fører os ad livets vej, men mon ikke, at planen hele tiden har været, at jeg skulle noget med musik og formidle et budskab til mange mennesker?”

Troende via gospel

Laura er i dag daglig leder af gospelkirken ’The Gospel Fellowship’, som hun har været en del af i mange år. Derudover har hun sin egen virksomhed, ’One-woman-biksen’, som er en blanding af sangundervisning, kor, koncerter, teambuilding-workshops, foredrag osv., og i alt dette lægger hun ikke skjul på sin tro.

”Jeg er opvokset meget kulturkristent. Min far bad fadervor, når vi blev puttet. Vi havde Bibelen og salmebøger i reolen, men de blev aldrig rigtig brugt. Min tro er kommet igennem, at jeg begyndte at synge gospel. Det var gospelmusikken, der vakte min interesse, og jeg begyndte at tænke over, hvad det var, jeg sang om. Det blev vækket i mig, og jeg tog nogle skridt i den retning derigennem. Til at starte med voksede det frem i mig igennem samtaler og ved, at en gospelinstruktør sagde, at vi skulle tænke over, hvad vi sang om, og hvilken betydning det havde for os enkeltvis. Det kom stille og roligt – og så begyndte jeg at lave Taizé-gudstjenester i Aarhus (en kristen meditationsform, red.).”

Ledte efter Gud

”I de første mange år søgte jeg Gud i store mirakler, som jeg havde hørt andre fortælle om: at de havde hørt Guds stemme eller set ham i en glasmosaik. Jeg gik og ledte efter alle mulige tegn på, at det var rigtigt, det jeg troede på. Men jeg fandt ikke noget – det var fis i en hornlygte, syntes jeg.”

”Men så var jeg med til en Taizé-gudstjeneste, hvor jeg fik et skriftsted, hvor der stod: Jeg er det stille nærvær – en brise, en vind, et frø, der blev sået. Da gik det op for mig, at alle de steder, jeg havde ledt og ledt efter de store tegn, slet ikke var dér, jeg skulle møde Gud. Det var i det stille nærvær, jeg skulle finde ham. Så det var det helt modsatte – og dér oplevede jeg at få mit møde med Gud. Jeg havde ledt alle de forkerte steder og tænkt, at Gud skulle være på en bestemt måde, men sådan var det slet ikke. Det lærte mig, at Gud eller det guddommelige møder mennesker helt forskelligt. For nogen er det i de store ting, for andre i en sang, en tale eller noget helt andet. Så jeg endte med at acceptere, at det ikke ser ens ud for alle, og det gjorde noget godt for mit trosliv.”

”I de første mange år søgte jeg Gud i store mirakler,
som jeg havde hørt andre fortælle om;
at de havde hørt Guds stemme eller set ham i en glasmosaik.
Jeg gik og ledte efter alle mulige tegn på, at det var rigtigt,
det jeg troede på. Men jeg fandt ikke noget
– det var fis i en hornlygte, syntes jeg.”

Troen er fundamentet

”For mig er min tro ikke kun forankret i, at det er kirkeligt, det jeg laver. Det betyder lige så meget, hvordan jeg behandler folk i køen i supermarkedet, hvordan jeg leder folk, eller hvordan jeg åbner et perspektiv eller et rum, som de personligt kan bruge til noget. Jeg kan også have en sangtime, hvor jeg kan få mine sang-elever til at finde ind til deres potentiale og værdi, eller i et firma, hvor jeg skal lære folk at synge gospel. Jeg har altid et element af næstekærlighed og fællesskab med. Mine værdier er jo en del af mit fundament. Jeg prøver at møde verden, som jeg selv vil mødes.”

Et af de steder, Larua gerne vil mødes og bliver mødt, det er i gospelmusikken. ”En af grundende til, at jeg også har taget gospelmusikken med i min ’One-woman-biks’, er, at det er blevet så stor en del af mig. Det er hele fundamentet for det, jeg laver. Det er der, mine værdier er forankrede og den ro, det giver og det dybere formål, det giver; et formål med livet.”

Alternativ til det negative

For Laura betyder troen også meget i den urolige tid, vi lever i.

”Jeg er da meget bekymret over det, der sker, men jeg tror også på håbet, og jeg tror på, at det starter hos os selv. Jeg tror på, at hvis man sår noget godt, så kommer der også noget godt at høste. Vi skal acceptere, at der er noget, vi ikke kan gøre noget ved. Men vi kan bede for fred, elske de mennesker, vi møder, og være med til at sprede gode nyheder – og det er det, vi alle kan gøre. Vi må give slip og lade Gud tage hånd om det. Det er svært at snakke om de her ting i den her tid, men vi må tænke på, hvad vi giver plads til. Der er et alternativ til det negative, og den må vi hjælpe hinanden med at finde,” slutter Laura

Udover ’One-woman-biksen’ og arbejdet som daglig leder i ’The Gospel fellowship’ kan du også møde Laura i hendes podcast ’Tal om det’, som hun har sammen med Rikke Møllnitz.

”(Gud) møder mennesker helt forskelligt.
For nogen er det i de store ting, for andre i en sang,
en tale eller noget helt andet.
Så jeg endte med at acceptere,
at det ikke ser ens ud for alle,
og det gjorde noget godt for mit trosliv.”