”Når krigen er slut, vil vi hjem”

For Natalia Pylypenko er musikken på en særlig måde blevet en indgang til Danmark og dansk kirkeliv. Den ukrainske violinist, der i 35 år var ansat i Nationaloperaen i Kyiv, spillede første gang til en gudstjeneste i en dansk kirke fire måneder efter den russiske invasion.

I dag er det snart halvandet år siden, at hun og hendes mand Sergey Selivanov, der er ingeniør, flygtede fra krigen i Ukraine. Efter 11 måneder i midlertidig indkvartering på et tidligere vandrehjem i Søborg er adressen i dag en lejlighed i Bagsværd. Men når krigen er slut, rejser de hjem.

Hurtig kontakt med kirken

Kort efter ankomsten til Danmark i marts 2022 fik Natalia Pylypenko kontakt med en lokal kirkemedarbejder, der dukkede op til et velkomstarrangement for ukrainske flygtninge. Den 56-årige tidligere orkestermusiker blev inviteret til at spille ved en international gudstjeneste i kirken, og det blev den første af mange gudstjenester i forskellige kirker, hvor den ukrainske violinist har glædet danskere og andre flygtninge med sit virtuose spil – ofte musik af hjemlandets store komponister.

Senere fulgte en række kirkekoncerter og medvirken ved større arrangementer. I dag er Natalia Pylypenko tilknyttet flere danske orkestre, men hun tager stadig ud i kirker og medvirker ved gudstjenester og arrangementer, hvor hun også gerne spiller salmer.

Kristne i Sovjettiden

”Vi voksede op i Ukraine i Sovjettiden, da det ikke var velset at gå i kirke. Der var tidspunkter, hvor præster blev forfulgt. Min bedstemor lærte mig om Gud, men troen var noget, vi holdt for os selv. Vi har begge familie i tidligere generationer, der var præster og betalte en høj pris for deres kristne tro. Kirken har altid betydet meget for os, selv om vi ikke har kunnet give udtryk for det. Kirken er et helligt sted, hvor vi får fred i hjertet. Som violinist er det stadig noget særligt for mig at spille i en kirke, fortæller Natalia Pylypenko og understreger, at selv om efterårets kalender er godt fyldt op med orkesterprøver og koncerter, er der også plads til invitationer fra kirker.

”Vi voksede op i Ukraine i Sovjettiden,
da det ikke var velset at gå i kirke.
Der var tidspunkter, hvor præster blev forfulgt.
Min bedstemor lærte mig om Gud,
men troen var noget, vi holdt for os selv.”

Om det er en protestantisk eller ortodoks kirke betyder ikke noget. I Danmark er danskernes kirke protestantisk, og det respekterer vi. Der findes kun én Gud. Han elsker alle mennesker. Vi er alle hans børn,” siger hun.

Bekymret for familien

Den første tid i Danmark var Natalia Pylypenko overbevist om, at krigen snart ville slutte. Alt ville blive godt igen, så de kunne vende hjem til den store lejlighed, de forlod i hovedstaden Kyiv, og som siden har stået tom. I dag er hun ikke længere så sikker på fremtiden. ”Vi får hele tiden dårlige nyheder. Mine forældre, min søn og min bror er stadig i Ukraine. Mine forældre er gamle og har et dårligt helbred. De kan ikke rejse. Min søn bor tæt på en militærbase, der er et oplagt bombemål. Jeg taler med min søn hver dag. Vi tænker hele tiden på dem og på vores land og vores folk. Somme tider er det svært at sove om natten,” siger Natalia Pylypenko, mens hun skænker te i køkkenet i den hyggelige toværelses lejlighed i Bagsværd, som parret overtog i marts.

Hun bliver varm i stemmen, når hun fortæller om en tidligere violinelev fra Kyiv, der flygtede til Polen og netop har modtaget en prestigefuld musikpris. ”Hun skrev til mig den anden dag og takkede mig så meget for min undervisning. Det gjorde mig så glad og varm om hjertet,” siger den ukrainske violinist, der i mange år underviste på videregående musikuddannelser i Kyiv.

”Vi får hele tiden dårlige nyheder.
Mine forældre, min søn og min bror
er stadig i Ukraine.
Mine forældre er gamle
og har et dårligt helbred.
De kan ikke rejse.
Min søn bor tæt på en militærbase,
der er et oplagt bombemål.”

Underviser ukrainske børn

I Danmark har ukrainske flygtningefamilier bedt hende undervise deres børn. ”I dag underviser jeg otte ukrainske børn i violin. Jeg vil gerne lære mere dansk, så jeg også kan undervise danske børn. Det er en særlig glæde for mig at undervise børn,” fortæller hun og tilføjer, at hun også prøver at samle et ukrainsk kvindekor. ”Det er kvinder, der kan lide at synge, og som synger fra hjertet. Det er ikke et professionelt kor. Men når vi synger sange fra vores land, gør det noget godt ved os.”

Tak til Danmark

Selv om bekymringer for familien i Ukraine og krigens uforudsigelige gang fylder meget i hverdagen, forsøger Natalia Pylypenko at finde glæde i de nære ting. Som de mange grønne planter, der spirer og gror i vindueskarmen og minder hende om bedstemorens frodige have i barndommens Ukraine. Eller når hun laver mad fra det ukrainske køkken, og velkendte dufte breder sig i lejligheden. Og når hun tager violinen frem og stryger med buen hen over strengene, kan hun stadig for en kort tid glemme alt andet.

”Hver dag beder vi til Gud om,
at krigen må stoppe.
Intet er umuligt for Gud.
En dag må det være slut.”

”Jeg kan mærke, at danskere godt kan lide ukrainsk musik. Jeg vil gerne sige tak til Danmark med min musik. Danmark har taget imod os. Vi er meget taknemmelige. Vi tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis Danmark og andre lande havde lukket deres grænser for ukrainske flygtninge. Men når krigen en dag er slut, vil vi gerne hjem og hjælpe vores folk. Hver dag beder vi til Gud om, at krigen må stoppe. Intet er umuligt for Gud. En dag må det være slut.”