Om barmhjertighed og dagmartærter
Det er onsdag eftermiddag og tid til et af ugens mange gode møder med mine sognebørn. Et noget ”lukket fællesskab” må man sige, for i dagens tilfælde drejer det sig om mit besøg i den lokale arrest, som det også er min pligt at betjene, som det så fint hedder. Arresten er fyldt til bristepunktet med mænd i varetægt, og enkelte er begyndt deres afsoning.
Sammen med en af de indsatte har vi kaldt onsdagens møde for ”bibelskole for banditter”, efter han resolut afviste mit forslag om bare at kalde det for kirkehøjskole. ”Det er sådan noget, der kun lyder spændende i din verden, præst.” Så var den navnestrid bilagt. Men intet godt kristent møde uden det, der for os lutheranere og danskere læner sig op af at være det tredje sakramente: Kaffe og kage.
Jeg har købt to store sukker-glinsende dagmartærter, der hurtigt blive fordelt imellem de fem nye medlemmer af min lille ”cellegruppe”. Jeg takker nej, da det jo er fastetid, og jeg har ovenikøbet forkyndt fra prædikestolen den forgangne søndag, at jeg i fastetiden vil afholde mig fra alkohol og sukker. Men tænker alligevel, at ingen jo behøver at finde ud af det, hvis jeg nu plumper i. Der er vel andre, der i dette selskab har mere på samvittigheden. Men nej, jeg lader de tomme kalorier passere.
Dagens tekst er den barmhjertige samaritaner, som de indsatte kaster sig glubske over med samme appetit som over tærterne, der nu går rundt for anden gang. ”Du skal da ha´ en stykke kage, præst,” siger min sidemand og flekser sine overarme, der er tykkere end mine lår. Jeg ryster på hovedet, men kommer straks i hu, at jeg en time tidligere blev budt et stykke varm hjemmebagt græskarkage, bagt af en af de indsatte, som havde været på bagekursus. Et tilbud, man som præst naturligvis ikke kunne afslå.
Efter en god udlægning af dagens lignelse og samtale om, hvad det vil sige at være barmhjertig, summerer en af de indsatte, der for første gang i femten år er blevet clean, det op for os alle: ”Ja, det er bedre at være kriminel og have et godt hjerte, end at være et lovlydigt røvhul.” Bibelkredsens medlemmer nikker bekræftende og skænker mere kaffe i de hvide plastickopper. Jeg forsøger stilfærdigt at påpege det problematiske i at være kriminel, men modsvarene kommer hurtigt den anden vej.
”Du ved præst, hæleren er lige så god som stjæleren.” Og en anden tilføjer, ”Tag nu et stykke kage mere, præst.” Og, ja, når først diget er brudt…. Og hellere bære sin lidt runde farkrop med værdighed, være en hyggelig præst, end at være en tynd lovlydig stivstikker, tænker jeg og tager næsten modvilligt et stykke dagmartærte mere.
