IPSICC

Pave Frans er død, 88 år gammel

Den nu afdøde pave Frans mindes af mange for sit varme smil, sit opgør med misbrugssager i den katolske kirke, sin omsorg for fattige og sin beskedne livsstil. Men paven har flere gange rystet kristne verden over med sine udtalelser, fx da han i 2024 sagde, at verdens forskellige religioner er udtryk for forskellige veje til Gud. Foto: Bigstock

Pave Frans, den romersk-katolske kirkes 266. leder, døde 2. påskedag i en alder af 88 år, skriver Premier Christian News.

Pave Frans, med det borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio, blev født i Buenos Aires, Argentina i 1936. Han blev valgt til pavedømmet i marts 2013 efter pave Benedikt X’s tilbagetræden.
Jorge Mario Bergoglio blev den første jesuiterpave og den første pave fra Amerika. Paven, der boede i Vatikanets Casa Santa Marta, blev indlagt på Agostino Gemelli Polyclinic Hospital den 14. februar 2025 efter at have lidt af bronkitis i flere dage.

Her fik han diagnosen dobbeltsidig lungebetændelse, og han blev først udskrevet 38 dage senere. Påskedag viste den sygdomssvækkede pave sig ganske kort på balkonen på Peterspladsen for at sige ”Brødre og søstre, glædelig påske”.

Meddelelsen

Vatikanets kardinal Farrell annoncerede dødsfaldet i mandags med ordene: ”Kæreste brødre og søstre, med dyb sorg må jeg meddele vor hellige fader Frans’ død. ”Kl. 7:35 i morges vendte biskoppen af ​​Rom, Frans, tilbage til Faderens hus. Hele hans liv var viet til Herrens og hans kirkes tjeneste. Han lærte os at efterleve evangeliets værdier med troskab, mod og universel kærlighed, især til fordel for de fattigste og mest marginaliserede.

”Med enorm taknemmelighed for hans eksempel som en sand discipel af Herren Jesus, anbefaler vi pave Frans sjæl til den ene og treenige Guds uendelige barmhjertige kærlighed.”

Begravelsen

Frem til begravelsesceremonien lørdag har paven ligget i en åben kiste i Peterskirken. Paven havde selv ønsket at blive stedt til hvile i Santa Maria Maggiore-kirken i Rom. Dermed bryder han med en årelang tradition, hvor paver er blevet begravet i Peterskirken.


En uortodoks pave

I efteråret 2024 erklærede pave Frans på et interreligiøst møde på en katolsk ungdomsskole i Singapore, at ”alle religioner er en vej til Gud” og at de forskellige religioner er ”forskellige sprog” for at nå Gud. Udtalelserne fik både katolikker og protestanter verden til at protestere mod afvisningen af Jesus Kristus som eneste vej til frelse.

”Hvis du begynder at kæmpe, ’min religion er vigtigere end din, min er sand, og din er ikke’, hvor vil det så føre os hen?” spurgte paven retorisk ifølge Crux Now. ”Der er kun én Gud, og hver af os har et sprog for at nå frem til Gud. Nogle er sheiker, muslimer, hinduer, kristne, og de er forskellige veje [til Gud].” I en reaktion til pavens udtalelser skrev biskop Joseph Strickland med et citat fra 2. Tim. 2 på X:

”Bed om, at pave Frans klart må sige, at Jesus Kristus er den eneste vej til Gud. At fornægte dette er at fornægte ham. Hvis vi fornægter Kristus, vil han fornægte os, han kan ikke fornægte sig selv.” Joseph Strickland var tidligere blevet fyret fra sin stilling i Roman Catholic Diocese of Tyler, Texas, på grund af uenighed med paven i spørgsmålet om kirkens holdning til LGBT’ere samt katolske politikeres ret til nadver, selv hvis de går ind for fri abort.

Læs også: Pave Frans’ sidste dag efterlader verden med et stort håb