80 år efter

Hver gang jeg besøger Mindelunden, føler jeg, at jeg er på hellig grund. Her kom jeg med mine forældre siden den blev indviet. Og historierne om de tapre døde fik jeg fortalt, så jeg ikke glemmer dem.

Og nu står jeg så igen ved det helligste sted i Mindelunden. På plænen foran de tre henrettelsespæle ligger der blomster. Og på en plade i græsset står Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge, som døde. / I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde.” Det er ikke svært at se fangerne for sig. De første, der blev henrettet, var de seje jyder fra Hvidsten, og siden kom så alle de andre, der ligger begravet i den store plæne. Her stod de deres sidste morgen, før byen vågnede, og sang deres modige morgensang:

Kæmp for alt, hvad du har kært, / dø, om så det gælder! / Da er livet ej så svært, / døden ikke heller. Så faldt skuddene. Og derefter evighedens stilhed, mens de døde blev båret bort. Som forfatter har jeg i fire romaner skrevet om De tapre døde. Og som forfatter måtte se mig selv i spejlet og spørge: Hvordan ville du selv havde handlet. Jeg håber, at jeg ville have handlet som mine hovedpersoner. Måske. Jeg ved det ikke. Men nu er det 80 år siden, Danmark fejrede sin befrielse, og næppe nogen af de aktive modstandsfolk længere er i live. Men det er deres børn.

Barndom på listesko

Min generation, som jeg i sidste bind af Trilogien ”Du ved det nok mit hjerte” og ” Hjerter taler samme sprog” kalder ”Den usynlige hær”, kæmpede deres egen frihedskamp. Deres frihedskamp var mod deres torturerede, vingeskudte og psykisk nedbrudte forældres DÆMONER. Og derfor var deres barndom en barndom på ”listesko”, hvor man ikke turde have kammerater med hjem som andre, fordi man aldrig vidste, hvordan ens psykisk labile forældre havde det. De var børn af modstandsbevægelsen. Hvoraf mange efter krigen begik selvmord.

For fem år siden blev jeg som salmedigter bedt om at skrive en frihedssang til jubilæet og dens alsangsarrangementer. I det næstsidste vers skrev jeg: I dag er der tid til at takke / de modige kvinder og mænd, / der kæmped med livet som indsats, / så Dannebrog hejstes igen. / Og takke de børn, som betaler / en pris for forældrenes mod. / De bærer som voksne en barndom / med lugten af modstand og blod.

I den forbindelse modtog jeg ofte tak fra flere jævnaldrende, der med dette vers følte sig hørt. De havde båret en barndom ”med lugten af modstand og blod”. Sangen kan høres på YouTube ”Så tung var de tungeste dage”. Som forfatter har jeg holdt mange foredrag om mine bøger. Jeg glemmer aldrig den kvinde, der efter et foredrag fortalte mig, at hun havde måtte skifte skole seks gange, fordi hendes mor havde været forelsket i en tysk soldat.

Hendes mor var ikke en feltmadras eller tyskertøs. Men blev behandlet sådan. Nej! – Vi må bestemt heller ikke glemme de børn fra forældre, som af den ene eller anden grund var kommet på den forkerte side af kridtstregen. I det hele taget er retsopgøret ikke et kapitel, vi skal være stolte af.  I bogen ’Den usynlige hær’ ses alt fra børnenes synsvinkel. Den begynder sådan: ”Vi har det jo godt. Siger mor. Og onkel Johannes. Og det har vi også. Når far ikke græder.”

”…derfor var deres barndom en barndom på ”listesko”,
hvor man ikke turde have kammerater med hjem som andre,
fordi man aldrig vidste, hvordan ens psykisk labile forældre havde det.
De var børn af modstandsbevægelsen. Hvoraf mange efter krigen begik selvmord.”

Men tvillingerne Dan og Simons far græder utrøstelig tit. Og vågner med mareridt. Det er ikke let at have en skrøbelig far, men det viser sig, at tvillingerne ikke er de eneste i klassen, der slås med krigens eftervirkninger på hjemmefronten. Sammen med et par klassekammerater danner Dan og Simon Den usynlige hær, der hjælper hinanden til at se styrken i de svage.

80 år efter

Hvem er tilbage? Både dem på den rigtige side og den forkerte side af kridtstregen er døde. Men det er deres børn ikke. De fortjener at blive hørt. Inden det er for sent. Og vi har stadig børn, børnebørn og oldebørn, der gerne vil høre om de fem tunge år. Og det skylder vi dem, der betalte den højeste pris for, at vi kan leve i fred. Historien om nazisme af enhver art skal fortælles. Igen og igen. For hvor er vi glemsomme. Desværre. Og glem ikke børnene.