Hvem håber jeg bliver den næste pave?

I skrivende stund sidder jeg her i Rom og venter på, at konklavet – altså valget af en ny pave – skal begynde. Jeg har været her siden starten af april, og når denne klumme udkommer om nogle dage, kan vi meget vel allerede vide, hvem den nye pave er. Men det forhindrer mig ikke i at dele nogle tanker om et spørgsmål, jeg bliver stillet igen og igen i disse dage: Hvem, håber du, bliver den nye pave, og hvilke kvaliteter skal han have?

Mit enkle svar er, at det vigtigste for mig er en pave, der tror på, at Jesus er opstanden, at han lever og er Herre. En pave, der viser os vejen til hellighed og til, hvad det vil sige at følge Kristus. Paven er Kristi stedfortræder her på jorden (ifølge katolicismen, red.) – først og fremmest en åndelig leder. Ser man derimod på, hvordan medierne dækker konklavet, får man hurtigt det indtryk, at paven nærmest er som en slags præsident med et politisk program.

Alt handler om, hvad han skal mene om verdens problemer, krige, klima og sociale spørgsmål – men meget lidt om den Gud, han tror på. Derfor var jeg også helt enig med den amerikanske katolske biskop Robert Barron, der står bag “Word on Fire”-instituttet, da han forleden skrev på X:

“Jeg er så træt af de fjollede politiske analyser af pavekandidaterne: “Hvor står han i forhold til immigration? Klimaændringer? De fattige?” Hør nu – ja, evangeliet har bestemt moralske konsekvenser, men det er selve evangeliet, der virkelig betyder noget. Og det glædelige budskab er, at Jesus Kristus er opstanden fra de døde og derfor er den retmæssige Herre. Det, jeg leder efter i en pave, er en mand, der fast tror på dette og ved, hvordan han kan gøre det levende og overbevisende for mennesker i dag.”

Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv. Ja, evangeliet har en moral, og paven må selvfølgelig også tage stilling til verdens udfordringer. Den katolske kirke er verdens største moralske autoritet. Men kernen er og bliver forholdet til Gud. I dag er alting blevet politiseret – menneskelige relationer, nationer, ja, selv vores dagligdag og indkøb. Netop derfor har vi brug for en pave, der kan løfte blikket fra det politiske spil og minde verden om, at der findes evige sandheder, som ikke skifter med tidens strømninger. En pave, der kan give verden et stærkt moralsk kompas og vise, at troen er en vej, der rækker langt ud over det materielle.

Jeg håber også på en pave, der ser det som sin vigtigste opgave at være hyrde for de troende. Der er i dag en tendens til, at paven i høj grad ses som en, der skal række ud til andre – til politikere, andre religioner og til hele den sekulære verden. Det er vigtigt, ja, men faren er, at hans egen flok kan blive forsømt. Den stærkeste måde at evangelisere på er nemlig at styrke menigheden indefra, så verden omkring os mærker den styrke og får lyst til at være en del af den.

Det er også værd at huske, at pavevalget ikke fungerer som et demokrati. Ordet konklave betyder faktisk “med nøgle”, og det er helt bogstaveligt: Kardinalerne bliver låst inde i det Sixtinske Kapel, som forsegles udefra under stemmeafgivningen. Det sikrer, at ingen udefra – hverken politikere eller andre magter – kan blande sig. Valget ligger helt i kardinalernes hænder. Den katolske kirke tror på, at Helligånden er til stede og ønsker at vejlede dem.

Kardinalerne har fri vilje og kan vælge at lytte – eller lade være. Lad os derfor bede om, at de lader sig lede af Guds ånd, så Kirken får en pave, der kan lede med visdom, tro og styrke i en tid, hvor verden har allermest brug for det.