Hvor vigtige er stævnerne for deltagernes tro og liv?

Det spørgsmål svarer ledere fra Evangelisk Frikirke Danmark, Tværkulturelt Center, Luthersk Mission og Indre Missions Ungdom på
Generalsekretær i Evangelisk Frikirke Danmark, John Nielsen, udtaler:
”Hos os har vi en stærk tradition for lejre for børn og unge og for sommerkonference for alle generationer. På lejrene har mange børn og unge gennem tiden valgt at sige ja til Jesus. Den beslutning er der også nogen, der tager på sommerkonferencen.”
Lyder der et direkte kald til omvendelse?
”Måske taler man i dag mere om efterfølgelse – at man skal give sit liv til Jesus og vælge at følge ham. Nogle vil opleve, at de kan sætte dato og klokkeslæt på, hvornår de kom til personlig tro. Men mange har brug for længere tid – og så vokser de ind i troen. I dag har folk ofte brug for en længere proces. Det skyldes den generelle afkristning, som har præget samfundet gennem mange år. Folk har som udgangspunkt mindre baggrundsviden om troen og mindre bibelkundskab end tidligere. Men det ser ud til, at noget er ved at vende. Efter en tid med afkristning søger mennesker igen mod kristendommen. Nu sker det jo i Danmark, at mange – også kendte folk – kommer til tro, både uden om kirken og gennem kirken. Nogle af dem har ikke en lang proces. De kan måske sætte dato og klokkeslæt på en bestemt oplevelse, som har givet dem en relation til Jesus. De bruger sjældent ordet omvendelse om deres oplevelse. Tidens store ord er tro. De har haft en oplevelse, som har gjort dem troende. Så søger de mod kirken. Og de har brug for oplæring og fællesskab med andre kristne.”

Netværkskoordinator Birthe Munck-Fairwood fra Tværkulurelt Center fortæller om erfaringerne fra tværkulturelle lejre:
”På lejrene oplever man kristendommen i praksis, og man kan sidde og iagttage, hvordan folk omgås med hinanden. Også muslimer kan opleve fællesskabet med kristne. Nogle af dem kommer igen år efter år, fordi de oplever accept og næstekærlighed på lejrene. Der er en tydelig forkyndelse, men ikke noget pres. Man behøver ikke at deltage i de forkyndende møder, men mange muslimer gør det alligevel. Og så gør det en stor forskel for dem, at de får oversættelse til deres eget sprog.
Else Wiwe fra Luthersk Missions tværkulturelle arbejde udtaler:
”Deltagerne oplever fællesskabet som meget givende. Lejrene byder på sommer- og ferieoplevelser og et velkomment frirum, hvis man til daglig bor på et asylcenter. Det gør også indtryk på forældrene, at andre laver aktiviteter for deres børn. Man ser overalt mennesker, der står sammen og beder for hinanden. Mange af deltagerne er nye kristne, og de får stort udbytte af at være med til bibeltimerne og undervisningen. Vi kan forkynde helt frit, og vi prøver at arrangere oversættelser for alle dem, der ikke forstår dansk eller engelsk godt nok.

Som regel bliver der oversat til fire forskellige sprog, men vi har ofte deltagere fra 25 forskellige nationaliteter med på lejrene. Ofte har deltagerne kontakt med en lokal kirke der, hvor de bor, og lederne arbejder tæt sammen med kirkerne. Det at være med på en tværkulturel lejr vil ofte styrke relationerne med den lokale kirke.”
”Man ser overalt mennesker,
der står sammen og beder for hinanden.
Mange af deltagerne er nye kristne,
og de får stort udbytte af at være med
til bibeltimerne og undervisningen.”
Landsleder i Indre Missions Ungdom Filip Bangura Fyhn udtaler:

”Mange prioriterer af komme med på IMU’s stævner, og ofte kommer de sammen med venner og familie. Her kan man opleve, at det sociale og det åndelige spiller sammen i en rigtig god kombination. Det er ikke bare ferie og hygge, men også en mulighed for sammen at reflektere over forkyndelse og lovsang. For det er det, der skal fylde. Det har rigtig høj prioritet for mange at komme med på stævnerne. De beskriver det som en ”mountain top experience”, altså nærmest som at være oppe på Forklarelsens Bjerg sammen med Jesus. Et stævne kan få en til at føle sig ”høj”, og det er noget, man tager med sig hjem til hverdagen bagefter. Nogle inviterer også ikke-kristne venner med, fx fra gymnasiet. Og de får så mulighed for at opleve både forkyndelse, sange, ritualer og fællesskab. Så de oplever, at troen får liv.”
Lyder der et direkte kald til omvendelse?
”For det meste lyder der ikke et direkte kald til omvendelse fra taleren. Men vi lægger stor vægt på, at der skal være samtalerum og mulighed for forbøn. Den mulighed skal være til stede, ikke bare efter aftenmøderne, men også i løbet af dagtimerne. Der skal altid være nogen, som man kan kontakte. Og det er noget, rigtig mange benytter sig af. Og så vil jeg bare tilføje, at det er en kæmpe glæde, at så mange af folks gaver og evner kommer til udtryk i det samarbejde, vi har omkring både forberedelsen og afviklingen af lejrene.”
”…vi lægger stor vægt på,
at der skal være samtalerum og mulighed for forbøn.
Den mulighed skal være til stede,
ikke bare efter aftenmøderne,
men også i løbet af dagtimerne.”