Jeg kan slet ikke råbe min mand op. Hvordan kan vi redde vores ægteskab?

Hej Filip

Igennem 12 års ægteskab har jeg prøvet at få det til at fungere mellem min mand og mig. Vi mødte hinanden, da vi var i 30’erne, og blev gift efter 1 1/2 år intensiv investering i at møde hinandens familie og venner og gå til ægteskabssamtaler. Jeg havde oplevelsen af, at han ”ville mig”, og vi havde meget tilfælles i vores kristne tro og baggrund. Da vi blev gift, ville vi de første år lære hinanden at kende inden eventuelle børn kom på tale.

Jeg flyttede til hans område og havde to frusterende år, hvor alt var nyt for mig. Jeg faldt ikke til i byen og i kirken, og jeg oplevede ikke den støtte fra min mand, som jeg havde håbet. Jeg prøvede mange gange at tage en snak med ham om, hvordan jeg havde det, men oplevede ikke, at han kunne se sagen fra min side. Jeg var dybt ulykkelig og prøvede på mange måder at tilpasse mig min mand.

Senere flyttede vi til et andet område, hvor vi begge faldt godt til, og hvor vi fik vores tre børn. Vi har altid kæmpet med kommunikationen, og jeg har bedt min mand om at være med til forskellige ægteskabs-aftner/-kurser. Han synes ikke, det giver mening med disse input og kan ikke sætte ord på, hvad han føler. Det har altid været mig, der har måttet tage fat på samtaler om det, som har været i mellem os.

Det har været enormt tungt, ensomt og svært. For to år siden måtte jeg sige til ham, at nu havde jeg brug for, at der skete noget i vores forhold. Jeg havde oplevelsen af, at det var mig, som bar ansvaret, for at vores ægteskab kunne fungere, og jeg havde brug for en parterapeut til at hjælpe os videre. I parterapiforløbet sagde han direkte, at han havde ret til at være vred, og at han havde fuldstændig styr på sine følelser.

Der var ikke en eneste ting, han kunne se, han kunne gøre anderledes. Jeg lærte lidt om en episode, der havde såret ham dybt, og bad om forladelse for det, og det var fint. Jeg følte mig dog af gode grunde stadig ikke mødt i min smerte over vores samliv. Det var ikke muligt for min mand at se situationen fra min vinkel af. Jeg er nu så mentalt brugt og påvirket psykisk af at leve sammen med min mand, at det fylder alt for meget i mig. Hver eneste ting, vi skal finde fælles løsninger på, tager enormt meget energi fra mig. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan mere, og hvor jeg bliver nødt til at tage vare på mig selv. Der skal ske en forandring nu!

Jeg kan ikke råbe min mand op. Har du måske nogle ord til min mand og mig? I mit sidste håb om en redning af noget så dyrebart som et ægteskab skriver jeg til dig.

Venlig hilsen ”Pernille” (Anonymiseret)

Kære ”Pernille”

Først og fremmest vil jeg sige, at det kræver stort mod at åbne op om sådanne udfordringer, som du står overfor i dit ægteskab. Du har investeret meget tid og følelser i dit forhold, og det er forståeligt, at du nu føler dig udmattet. Du beskriver et mangeårigt arbejde på, at jeres forhold kan blive bedre for jer begge, så I får en hverdag, hvor I kan nyde hinanden, og det liv, I har sammen. Der, hvor I står nu, er der ingen lette løsninger eller hurtige forandringsmetoder.

Jeg har ofte besøg af par i min praksis, som kæmper med noget af det, du beskriver: et forhold, der opleves tæt på ødelagt, og en fortvivlelse for, om der er noget at redde. Det er der ikke altid.
Derfor bruger jeg altid tid, sammen med parret, til at kortlægge, hvad de ønsker for deres forhold, hvis det kan reddes, og hvad det vil gøre ved deres hverdag, hvis det lykkes. Dette er ofte en svær øvelse, når frustrationer, mistillid og svigt kan være nogle af overskrifterne for et forholds situation.

Hvis begge parter beslutter sig for at ville være nysgerrige på forandring, oplever jeg oftest, at det lykkes for parrene at finde en glæde og tro på et bedre liv sammen – og så det kan reddes for mange. I din situation får jeg indtryk af, at du oplever dig meget alene i kampen for jeres forhold og i ønsket om, at det skal være anderledes. Derfor bliver du nødt til at stille dig selv spørgsmålet, som jeg næsten læser mellem dine linjer:

Hvor længe vil du finde dig i den hverdag, I har? Kan din mand tillade sig at underkende den frustration, du oplever i jeres forhold? Og er dine krav og forventninger til jeres forhold for høje? Disse spørgsmål er virkelig svære for én selv at drage objektive konklusioner på. Derfor vil jeg råde dig til at gøre det klart for din mand, hvor alvorligt du oplever jeres situation. Det er så alvorligt, at skilsmisse kan blive en løsning, hvis I ikke sammen arbejder på en forandring.

Hvor længe vil du finde dig i den hverdag, I har?

Kan din mand tillade sig at underkende
den frustration, du oplever i jeres forhold?

Og er dine krav og forventninger
til jeres forhold for høje?

Disse spørgsmål er virkelig svære
for én selv at drage objektive konklusioner på.
Derfor vil jeg råde dig til at gøre det klart for din mand,
hvor alvorligt du oplever jeres situation.

Det er så alvorligt, at skilsmisse kan blive en løsning,
hvis I ikke sammen arbejder på en forandring.

Dette skal ikke siges til din mand som en trussel, men derimod som et forsøg på at understrege den alvor, du ser, I står i. Desuden kan det også være nødvendigt, at din mand forstår, at han ikke kan tage dig for givet, hvis han ikke også plejer jeres forhold. Hvis han forstår alvoren, skal I hurtigst muligt finde en parterapeut, der kan hjælpe jer med at navigere gennem alle de følelser, frustrationer og den vrede, der forhindrer jer i at finde hinanden. Og I bliver nødt til at gå ind i processen med en forventning om, at det er en lang proces, I sætter i gang, sammen med en behandler.

Hvis din mand ikke vil anerkende den frustration og smerte, du står i, så vil jeg opfordre dig til selv at søge hjælp hos en professionel, der kan støtte og guide dig i din svære situation. For det er vigtigt, at du i dit liv også tager dig selv seriøst og passer på dig selv. Det kan være nødvendigt, at du over for din mand får sat nogle grænser for, hvad du vil finde dig i, og hvordan du vil, at jeres familie skal være.

Dette siger jeg kun, fordi jeg læser i dit brev, at du allerede gentagne gange har forsøgt dialog og prøvet at reflektere over din egen rolle i den store konflikt, I står i. Jeg ved, det er en meget svær situation, du står i, og derfor vil jeg opfordre dig til at dele dette svar med din mand og udfordre ham på, hvad det giver ham af overvejelser, når han læser det. Jeg ønsker dig alt det bedste i denne svære tid, du står i, og håber for jer, at I finder en vej sammen, hvor I begge er tilfredse med hinanden, jeres familie, og jeres liv.

De bedste hilsner
Filip Smidt