’Jeg tror, at Gud har en vej til at nå alle mennesker’

Hver morgen bruger Sigrid Meier Andersen en halv times tid eller lidt mere på at læse i Bibelen og lytte til Gud. Hun takker for dagen og beder Gud om at vise hende, hvad hun skal gøre den dag. Om der er noget, det er særligt vigtigt, at hun tager sig af, eller mennesker, som har brug for hende.

”Jeg tror, at vaner og disciplin er meget vigtigt, når det gælder vores tro. Derfor har jeg holdt fast i det, jeg fik anbefalet som ung,” siger hun.

Sigrid Meier Andersen bor i det nordlige Aarhus, og Udfordringen er taget på besøg hos hende for at høre om hendes lange liv som kristen og hendes engagement i den kristne vækkelsesbevægelse Moralsk Oprustning. En bevægelse, der kom til Danmark fra England, hvor den var kendt som Oxford-gruppebevægelsen – og som Sigrid Meier Andersen lærte at kende lige efter 2. Verdenskrigs afslutning.
”Så det er snart 80 år, jeg har haft min morgenrutine med at begynde med at gribe ud efter Bibelen i stedet for efter avisen eller telefonen, som mange nok gør i dag,” siger hun.

Sigrid Meier Andersen læser nu også avis, både Kristeligt Dagblad og Udfordringen, og på hendes reol i stuen står bøger om historie og kristendom og både nyere og ældre romaner, blandt andet Anne-Lise Marstrand Jørgensens dobbeltroman om den berømte middelaldermystiker og nonne Hildegard af Bingen. På samme reol står en biografi om Gandhi, som Sigrid Meier Andersen købte, efter at hun havde mødt et af Gandhis børnebørn i Indien. På hendes stuebord ligger en biografi om den danske biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der under 2. Verdenskrig blev kendt for at udsende et hyrdebrev med kritik af nazismen og støtte til jøderne til alle landets præster, som han opfordrede til at læse brevet op i kirken. Han var i en periode en ledende figur i Moralsk Oprustning, og Sigrid Meier Andersen husker et møde på Kronborg Slot, hvor omkring 10.000 mennesker var samlet, og Fulgsang-Damgaard var en af hovedtalerne.

”Mit engagement i Moralsk Oprustning har formet mit liv på mange måder. Det former min dag, og det former mine valg. Jeg forsøger at udføre de opgaver, Gud giver mig, på en måde, som fremmer fred og glæde. Det kommer af den træning, jeg fik i mine unge år i Moralsk Oprustning,” siger hun.
”Desuden har mit møde med Moralsk Oprustning betydet, at jeg har boet i og besøgt lande som Holland, England, Schweiz, Indien, Australien, Bangladesh og Zimbabwe. Jeg har mødt så mange spændende mennesker,” siger hun.

En søskendeflok på ti

Sigrid Meier Andersen bor i en ældrebolig, som hun flyttede ind i for tre år siden, da hun var faldet og havde brækket hoften. En veninde rådede hende til at lade sig skrive op til en lejlighed, som er indrettet til, at man kan komme rundt med rollator eller kørestol, hvis det bliver nødvendigt. Det råd tog Sigrid Meier Andersen imod, selv om hun endnu langtfra har brug for nogen af delene. Hun går til svømning og gymnastik og er aktiv i Christianskirken, den lokale sognekirke, hvor hun blandt andet er med til at lave kirkekaffe. Indtil for nylig har hun også været frivillig ved babysalmesangen, og hun hjælper gerne med ad hoc-opgaver. Desuden er hun besøgsven for tre ældre mennesker, hvoraf de to er en del yngre end hende selv.

”Jeg er ud af en familie med ti børn, fem drenge og fem piger, og vi er fire af søskendeflokken tilbage, deriblandt min storebror på 102 år. En anden af mine brødre er netop død, og han blev ligesom flere af de andre over 90 år, så der ligger nok noget i familien, som gør, at mange af os bliver gamle,” siger hun.

Hun tilføjer med et smil, at det vigtigste er at takke for hver ny dag – sådan som hun gør i forbindelse med sin stille stund om morgenen.
”Gud velsigner os og giver os i overflod; vi skal bare lægge mærke til det. I går lagde jeg mærke til de små gule blomster, der var sprunget ud – de var som små lysende stjerner,” siger hun.
Sigrid Meier Andersen er vokset op i et kristent hjem på det vestlige Fyn, hvor der blev bedt bordbøn og aftenbøn og læst andagtsord hver dag. Forældrene gik også i kirke, men det var ikke altid, at børnene var med – især ikke da flokken voksede, og der ikke var plads til dem alle i bilen. Desuden var præsten ikke særlig børnevenlig. Heller ikke missionshuset stod for Sigrid Meier Andersen som et særlig rart sted. Hun oplevede det som mørkt og koldt og præget af en lidt trist og tung stemning.

”Gud velsigner os og giver os i overflod; vi skal bare lægge mærke til det. I går lagde jeg mærke til de små gule blomster, der var sprunget ud – de var som små lysende stjerner.”

Grønkålssuppe og Guds eksistens

Alligevel blev kristendommen et trygt udgangspunkt for Sigrid Meier Andersen, der husker sin barndom som en tid med nærmest konstant solskin og en fast rytme.
”Der var ligesom en plan over dagen, og vi havde hver vores at tage os til. Dem, der skulle i skole, sørgede for det, og mor stod og smurte madpakker, mens far satte karlene i gang i marken. Fra min synsvinkel var det harmonisk og fredfyldt, og det står for mig som en tid, hvor jeg nød at være til. Jeg kunne også lide at gå i skole og havde en god veninde der, som jeg ofte besøgte – især når de skulle have grønkålssuppe, for det elskede jeg,” husker hun.

Hun tvivlede ikke på Guds eksistens og havde en fornemmelse af, at Guds anvisninger var gode at følge. Hun havde ikke trang til at gøre oprør og forestillede sig, at hun skulle blive gift og leve et godt kristent familieliv.
Det kom dog til at gå noget anderledes. Som den første i børneflokken fik hun lov at komme i realskole, mens de andre kom ud at tjene som 14-årige, og efter realskolen kom hun i 1948 til England for at arbejde i huset. En skelsættende oplevelse, som krævede mod og overvindelse at kaste sig ud i.

”Jeg følte mig helt lost, for jeg forstod ikke den dialekt, de talte. Men heldigvis tog et par svenske piger sig af mig. Trods vanskelighederne gav det mig smag for at komme ud i verden og opleve noget, og jeg lærte at overvinde de vanskeligheder, jeg mødte på min vej. Det gjorde mig mere robust,” siger Sigrid Meier Andersen.
Desuden var hun tryg ved, at Gud var med hende. Hendes barnetro, som også var blevet fremmet ved, at hun og hendes skoleveninde læste i en børnebibel sammen, var intakt.

Nede i en bølgedal

Den blev dog sat på prøve, da hun flyttede til København for at uddanne sig til børnehavelærerinde.

”Jeg synes ikke længere, at min kristendom virkede og gjorde nogen forskel. Mange af de andre gik ud på skæg og ballade, og det var jeg ikke interesseret i. Hvordan kunne jeg så opleve den glæde og frihed, de havde? Jeg syntes ikke, at jeg havde noget at give mine kammerater,” siger hun.

Hendes tro på Guds eksistens var intakt, men hun var i vildrede med, hvad troen skulle betyde, og hvordan Gud kunne hjælpe hende med at finde og leve et liv med glæde og frihed.

”Jeg var nede i en bølgedal. Men så mødte jeg en bekendt, som jeg havde lært at kende via noget KFUK-arbejde. Hun var netop kommet hjem fra et ophold i Schweiz og fortalte, at stedet var hovedsæde for noget, der hed Moralsk Oprustning. Hendes glæde smittede, så jeg blev nysgerrig,” fortæller Sigrid Meier Andersen.

På stuebordet ligger forskellige blade og foldere om Moralske Oprustning, nogle på dansk, andre på engelsk, tysk og fransk. Et sort-hvidt magasin fra 1936 er et minde fra hendes barndom, hvor hendes far kom hjem med magasinet, der handlede om Oxford-gruppebevægelsen, forløberen for Moralsk Oprustning.

”Jeg husker, at min far fortalte mig om det, så jeg har i virkeligheden kendt denne bevægelse i 90 år. Det er forunderligt, som Gud kan lægge ting til rette,” siger hun.

500 mennesker på et slot i Schweiz

Hendes veninde fortalte om, hvordan 500 mennesker havde været samlet på et slot i Schweiz, som bevægelsen havde købt og sat i stand. Her havde været mennesker fra hele Europa, selv fra Tyskland, og de havde arbejdet sammen og talt om, hvordan en moralsk og åndelig oprustning var nødvendig for at skabe en fredelig verden.

”Tankegangen var og er, at verden bør ledes af ledere, der lader sig lede af Gud. Og selvom man ikke kan sige, at den vision er blevet realiseret, så har bevægelsen sat sig spor. Konrad Adenauer og Robert Schumann var begge i Schweiz på det første lange seminar og mødte hinanden der. Så man kan sige, at en del af det moderne Europa og af EU blev født der,” siger hun med henvisning til Vesttysklands første kansler, som stod i spidsen for den nydannede stat fra 1949-63, og den franske jurist, der var sit lands udenrigsminister fra 1948 til 1952 og anses for en af grundlæggerne af det forenede Europa.

”Jeg blev fuldstændig grebet af det, min veninde fortalte, og som jeg selv kom til at opleve, da jeg engagerede mig i Moralsk Oprustning. Tænk, at kristendommen kunne være så effektiv og fyldt med så meget begejstring, kampgejst, handlekraft og glæde. Dér fandt jeg det, jeg havde savnet og manglet,” siger Sigrid Meier Andersen.

Hun tog selv til Schweiz et par år efter veninden, og der oplevede hun, hvordan bevægelsen arbejdede på det individuelle og kollektive plan.
”Grundlaget for ens engagement i verden må være, at man må gøre op med det falske og forkerte i ens liv. Derfor skulle man som det første gå sit liv igennem og måle det på fire absolutte normer: Absolut ærlighed, absolut renhed, absolut uselviskhed og absolut kærlighed,” fortæller hun.

Rapserier og samvittighedsransagelse

Sigrid Meier Andersen husker denne første proces som vanskelig, men også helt afgørende.
”To af mine veninder var med i Schweiz og forklarede mig, at jeg skulle sætte mig med en notesbog og tænke mit liv igennem og skrive alt det op, som stred imod de fire absolutter. Jeg syntes, at det var så skamfuldt og ydmygende. Men mine veninder insisterede på at se, hvad jeg havde skrevet, og de tog så kærligt imod det. Det blev en vigtig lektie i at lægge min stolthed fra mig. Og det fantastiske var, at jeg oplevede, hvordan min skam forvandlede sig til glæde og frihed,” siger hun.

Hun husker, at hun blandt andet bekendte, at hun havde rapset nogle småting fra nogle familier, hun havde været i huset hos, blandt andet nogle navnemærkater fra en familie, der ejede en trikotagefabrik. Nogle af disse mærkater havde hun endnu.
”Mine veninder lod mig forstå, at jeg måtte gøre det godt igen ved at sende mærkaterne retur sammen med et brev, hvor jeg undskyldte. Så det måtte jeg gøre, og igen var det en god øvelse i at lægge min stolthed væk,” siger hun.

Udover denne samvittighedsransagelse blev Sigrid Meier Andersen introduceret for den praksis, hun fortsat har hver morgen.
”Vi lærte at læse i Bibelen, være stille og lytte til Gud og skrive vores tanker ned. Jeg har fyldt mange bøger med notater,” siger hun og finder en bog frem, som indeholder daglige notater fra en periode i 1952-53, hvor hun opholdt sig i Holland.

”Grundlaget for ens engagement i verden må være, at man må gøre op med det falske og forkerte i ens liv.”

En prinsesse på besøg

Sigrid Meier Andersen boede flere måneder i Schweiz – og efterfølgende op til et år ad gangen på flere af bevægelsens centre i bl.a. England, Holland og Sverige. Her erfarede hun styrken i fællesskabet at kende.
”Vi arbejdede i grupper, hvor vi delte med hinanden, hvad vi havde erfaret i vores stille stund om morgenen, så vi kunne hjælpe og støtte hinanden i at omsætte det, vi identificerede som Guds vilje i vores liv,” fortæller hun.

Det praktiske arbejde med rengøring og madlavning delte medlemmerne imellem sig, og hver bidrog med det, de oplevede at have særlige evner eller kald til. Nogle skrev bøger, andre lavede film og teaterstykker, der skulle tjene til en moralsk oprustning med fokus på fredsskabelse og konfliktløsning på arbejdspladser eller på nationalt og globalt plan.
”En gruppe tog til Ruhr-distriktet i Tyskland og boede sammen med de kommunistiske minearbejdere, som opfattede dem som endnu en kraft i samfundet, der ville forhindre dem i at realisere kommunismens idealer. I

Moralsk Oprustning var vi optaget af social lighed, men de opfattede os som en trussel,” fortæller hun.
Fire af de kommunistiske arbejdere lod sig dog overtale til at tage med til Moralsk Oprustnings center i Schweiz, og så skete der noget.

”De blev overvældede over at se, at mange af deres idealer blev levet ud her, og de tilsluttede sig alle fire bevægelsen. Men de havde ikke held med at overbevise deres kammerater, da de kom tilbage.”
Sigrid Meier Andersen var overvældet over de kreative og kloge mennesker, hun oplevede, at bevægelsen tiltrak, og af den lighed, der blev praktiseret.
”Vi var mennesker fra mange sociale baggrunde, men alle var på lige fod, og alt blev gjort frivilligt og ulønnet. Den rumænske konge og hans hustru, den danske prinsesse Anne, kom endda på besøg, og hun snakkede helt almindeligt med mig, mens jeg hakkede grønsager,” husker hun.

Langt senere mødte Sigrid Meier Andersen et af Gandhis børnebørn på Moralsk Oprustnings center i Indien, hvor han var engageret i bevægelsens arbejde. Og hun har i det hele taget mødt mange mennesker, der har givet deres tid, ejendomme og penge til bevægelsen og arbejdet uegennyttigt for at fremme dens sag.
”Man kan ikke sige, at verden er blevet bedre, så vi kan se det tydeligt med vores øjne. Men der er stadig et arbejde i gang, hvor unge uddannes i fredsskabelse og social retfærdighed, og mange af dem, der har deltaget i bevægelsens kurser, tager tilbage til deres hjemlande og gør en vigtig indsats, hvor der er konflikter og uro,” fortæller Sigrid Meier Andersen.

Ikke hænge med hovedet

Selv overvejede hun kortvarigt, om hun havde et kald til at arbejde fuld tid i bevægelsen, men konkluderede, at det ikke var Guds plan med hende. I stedet vendte hun tilbage til Danmark og arbejdet som børnehavelærerinde – og efter et par år til skiftende stillinger som børnehaveleder, blandt andet i en menighedsbørnehave.
”Jeg forsøgte at give børnene det bedste, jeg havde. Når jeg havde min stille stund om morgenen, prøvede jeg at søge Guds råd til, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville gerne give børnene noget godt med – tryghed og også kendskab til kristendommen. Til at begynde med oversatte jeg nogle engelske bøger med bibelhistorier og klæbede den danske oversættelse ind. Dem læste jeg højt for børnene en gang om ugen, og når de så forlod børnehaven, måtte de hver vælge en bog, de fik med,” siger hun.

Hun er aldrig blevet gift, for de forelskelser, hun oplevede fra sin egen eller andres side, var ikke gengældte. Det faldt ikke i hak, og det har hun for længst sluttet fred med, at Gud nok har haft en mening med.
Sigrid Meier Andersen mener ikke, at man som kristen skal hænge med hovedet. I stedet skal man tro på, at Gud arbejder videre i det skjulte, og se på de muligheder, man får for at arbejde med på hans planer. Derfor bruger hun heller ikke meget tid på at bekymre sig over den sekularisering, der har fundet sted i Danmark i hendes levetid.
”Jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke længere er kristendomsundervisning på samme måde i skolen, som der var tidligere, og at mange børn vokser op uden at kende ret meget til bøn og kirkegang. Men jeg vælger i stedet at notere mig de håbefulde tegn – for eksempel bliver der indført morgensang mange steder i skolerne igen – nogle steder endda med fadervor,” siger hun.

Hun stoler på, at Gud har mange metoder til at nå mennesker, og hun opfatter det ikke som sin opgave at omvende mennesker. Allerhøjest kan hun – hvis de ønsker det – give sin erfaring med Gud videre. Og hun taler gerne varmt for vane og disciplin, når det kommer til tro.
”Jeg lærte fra begyndelsen, at der ikke er nogen undskyldning for at fravælge den tid, jeg giver til Gud om morgenen. Hvis jeg er træt, må jeg gå tidligere i seng,” siger hun.

Træt af livet er hun langtfra, men omvendt frygter hun ikke døden.
”Hver gang, jeg går til alters, forestiller jeg mig det store alterbord, som rækker ind i himlen, hvor jeg tror, at Jesus inviterer alle til at være med. Så glæder jeg mig til at være med til den fest og gense dem, jeg har sagt farvel til,” siger hun.

Moralsk Oprustning

Oxfordgruppe-bevægelsen var en kristen vækkelsesbevægelse, der kom til Danmark i 1930’erne og satte markante aftryk i den kirkelige debat især i den tidlige efterkrigstid.
Oxfordgruppe-bevægelsen blev stiftet af den amerikanske præst Frank Buchman i 1921 og blev et internationalt fænomen, der spredte sig over hele verden og kom til Danmark i 1933.
Bevægelsen var baseret på en idé om, at synden kunne overvindes ved omvendelse, hvorefter man kunne skabe en bedre tilværelse. Bevægelsen var dog fra begyndelsen omstridt og fik ikke nogen varig eller stor indflydelse i det danske kirkeliv bredt set. Internationalt aftog bevægelsens popularitet fra slutningen af 1930’erne.
I 1938 skiftede den navn til Moralsk Oprustning – for at signalere, at man koncentrerede sig om en moralsk oprustning som modsvar til den militære oprustning. Samtidig blev det en bevægelse, der mente at kunne knytte an til værdier inden for alle de store religioner.
I 2002 blev bevægelsen omdøbt til Initiatives of Change, og den arbejder med fredsskabelse, bæredygtig udvikling og dialog på globalt plan.