Kirken vil hjælpe par med at pleje deres forhold – med vandring, refleksion og stilhed

Hvornår har jeg følt mig mest levende i vores liv sammen? Hvornår har jeg givet eller modtaget mest kærlighed? Hvornår har jeg givet eller modtaget mindst kærlighed?

Disse tre spørgsmål blev deltagerne på en ganske særlig vandretur i september sidste år inviteret til at reflektere over, mens de gik i stilhed sammen med deres ægtefælle eller partner. De skulle gå 3-4 kilometer uden at tale sammen, mens de hver især tænkte over spørgsmålene, omgivet af skov, eng og fuglefløjt. Herefter kunne de på skift formulere de tanker, refleksioner og følelser, som spørgsmålene havde afstedkommet i dem, og for at sikre, at parterne ikke afbrød hinanden, skulle de bruge en talepind, som de havde fået udleveret.

Sekvensen med refleksion i stilhed efterfulgt af samtale gentog sig flere gange i løbet af en vandring på i alt 18 kilometer fra Bølling Sø til Sepstrup på Hærvejen. Inden vandringen gik i gang, havde parrene fået et kort oplæg ved en terapeut og psykolog om formålet med vandringen, stilheden og samtalerne, og to terapeuter gik med og var til rådighed, hvis parrene havde brug for hjælp til at komme videre i samtalen.

Deltagerne var par, der havde sagt ja til at deltage i en afprøvning af konceptet ”Par på Vandring”, som Viborg Stift nu har besluttet at tilbyde gratis i flere omgange. Det sker som en del af et større tiltag, hvor stiftet i samarbejde med Kirkens Sociale Arbejde og en række kommunale aktører tilbyder nye former for støtte. Til par har man udviklet syv forskellige tiltag, herunder konceptet Par på Vandring, forklarer stiftspræst for diakoni i Viborg Stift, Steen Hedemann Andreassen:

”Vi har lavet en buket af tilbud, som vi prøver at rulle ud i stiftet i disse år, og det fælles formål er at støtte par til at pleje deres forhold – inden det går galt og for eksempel ender i skilsmisse. For os som kirke er det naturligt, for vi vier stadig mange par, og derfor mener vi, at vi bør stå til rådighed med støtte undervejs i ægteskabet. Det kan ske i form af parweekender, hvor man er af sted sammen med andre par og en terapeut, men også i form af Valetindags-middage med kirken som ramme eller paraftener for småbørnsforældre eller konfirmandforældre, hvor man får et oplæg om og derefter kan reflektere over udfordringer og styrker i parforholdet.”

Kan tiltrække flere mænd

Stiftspræsten, som har siddet med i en arbejdsgruppe, der har udviklet de forskellige tilbud, forklarer, at Par på Vandring er et forsøg på at tilbyde par noget, som ikke er traditionel terapi, og som kan tiltale mennesker, der ikke normalt ville opsøge en psykolog eller tilmelde sig et kursus med undervisning og samtaler i en sognegård. ”Vi har en formodning om, at konceptet kan tiltrække især en del mænd, som er skeptiske over for mere traditionel terapi, og som synes, at det er spændende, at der indgår et fysisk element i form af vandring,” siger han.

Vandringen ledes af to erfarne terapeuter, der har specialiseret sig i par- og familieterapi, og som begge er engageret i kirkelige sammenhænge. Kristendommen ligger som en klangbund under tilbuddet og de spørgsmål, deltagerne får undervejs, forklarer den ene af de to terapeuter, Lisbeth Ryelund.

”Som terapeuter har vi i flere år haft et ønske om, at kirken skulle gribe nogle bolde i forhold til par. At kirken rækker aktivt ud til de par, som er blevet viet, og som derefter kan blive ladt lidt alene. Mange får eller søger først hjælp, når det bliver rigtig kritisk, og der kan det være for sent. Vores tilbud er ikke terapi, men en mulighed for at lave et eftersyn på sit parforhold, ligesom man gør med sin bil eller sine tænder, eller som man tjekker op på sine børns trivsel ved årlige skole-hjem-samtaler,” siger hun.

Hun understreger, at Par på Vandring er et tilbud til alle par, uanset om de er blevet gift i kirken, er medlemmer af et bestemt kirkesamfund eller opfatter sig selv som kristne. ”Sproget i de refleksionsspørgsmål, som deltagerne får, er ikke specifikt kristent, og vi bruger naturen og stilheden lige så meget som ordene. Vi tror på, at det at vandre i stilhed i naturen kan åbne for nogle åndelige dybder og dimensioner, som det kan være svært at få adgang til via almindelige samtaler.

Mennesker består af psyke, krop og ånd, og vi arbejder med sammenhængen mellem disse aspekter,” forklarer hun, og uddyber: ”Det er naturligt for os at inddrage kirken. Men det betyder ikke, at vi har dagsorden om at gøre folk kristne eller få dem til at komme i kirke. Vi ønsker blot at nå ud til alle par, der er motiverede for at pleje deres parforhold, og som gerne vil have en struktureret ramme for det,” siger hun.

Nysgerrighed og nærhed

Par på Vandring er – i lighed med de andre tilbud til par som bliver udrullet i Viborg Stift med kirken som samarbejdspartner – ikke egentlig parterapi, men er en måde at skabe rum og rammer for refleksion i et parforhold.

”De spørgsmål, vi giver deltagerne på vandringen, er ikke typiske terapeutiske spørgsmål, men spørgsmål, der kan hjælpe parrene med at blive nysgerrige på hinanden igen. Den oprigtige nysgerrighed efter at forstå den anden kan ofte blive fraværende, når hverdagens travlhed og rutinerne tager over. Så vi vil gerne fremme den gode nysgerrighed og den følelsesmæssige nærhed. Det kan man blandt andet gøre ved at træne lyttemusklen, mens man vandrer sammen. Man kan lytte til naturen, til sig selv og til den anden og få en ny lydhørhed,” siger Lisbeth Ryelund.

Spørgsmålene handler både om det lange og det kortere perspektiv og om de store linjer og det helt nære. Et af de postkort, deltagerne skulle bruge til refleksion, indeholdt for eksempel følgende tre spørgsmål om den seneste uge:

– Hvornår lyttede jeg til din stemme og mærkede din berøring?

– Hvornår undlod jeg at høre og blive berørt af dig?

– Hvis det ikke lykkedes mig at tage imod eller nå ud til dig, hvordan vil jeg så gerne reparere for min uopmærksomhed eller uvilje?

Baseret på forskning

Vandreturen i efteråret var 18 kilometer, og når Vandring på Par gentages i maj – med 50 deltagende par – bliver det over 15 kilometer – med mulighed for at korte af til 8 kilometer, hvis fysikken ikke rækker til den fulde tur. ”Tid er en vigtig faktor. Det tager tid at komme ind i stilheden og det sanselige nærvær, hvor man mærker naturen, hører den andens skridt og mærker nærheden. Sanserne åbner sig op på en anden måde, når man er stille over tid og ikke skal sætte ord på alting med det samme,” forklarer hun.

Hun tilføjer, at nogle kan have det svært med stilheden, og at terapeuterne ved vandringens begyndelse italesætter det og forsøger at skabe en tryghed omkring forløbet. ”Vi vil gerne indgyde deltagerne tillid til, at det, der opstår, er, som det skal være. Man behøver ikke at have en bestemt dagsorden eller et bestemt mål med vandringen. Også her adskiller det sig fra mange former for parterapi, hvor man ofte har en bestemt problemstilling eller nogle bestemte udfordringer, man arbejder med,” siger hun.

Konceptet Par på Vandring er udviklet på baggrund af forskning, der viser, at trivsel i parforholdet på den lange bane kræver, at man prioriterer tid og opmærksomhed på hinanden.

”Alt er ikke løst med det, men forskningen viser, at fraskilte ofte peger på, at en væsentlig årsag til skilsmissen var, at de glemte at prioritere hinanden. Derfor giver det god mening at forebygge, inden man vokser fra hinanden – ved simpelthen at sætte tid til at pleje parforholdet i kalenderen, ligesom man sætter tid af til fysisk træning af kroppen, til samvær med børnene, til at ordne haven og bilen,” siger Lisbeth Ryelund.

En positiv ramme for det svære

Et af parrene, der deltog på ’pilotvandringen’ i september 2024, var Karin og Ulrik Juul Jensen, der har været gift i 25 år og har fem børn i alderen 8 til 24 år. Det var Karin, der via sit arbejde som koordinator i Kirkens Sociale Arbejde, KSA, i Holstebro, hørte om tilbuddet og foreslog Ulrik, at de tog med.

”Jeg syntes, at det lød spændende og tænkte, at det kunne hjælpe os, at nogle andre satte rammen for samtalen. I hverdagen kan det være svært at finde et tidspunkt, hvor begge er motiverede for at tale om udfordringerne, eller man kan komme til at tage snakken, når man er for træt, og så bliver det let en ukonstruktiv samtale,” siger Karin Juul Jensen. Ulrik var i første omgang skeptisk, men lod sig overtale, og de fik begge en meget positiv oplevelse, fortæller hun.

”Vi fik frisk luft og frisk inspiration, fordi vi bevægede os i naturen i stedet for bare at sidde stille. Man kommer i kontakt med nogle andre sider af sig selv, når man er i naturen, og så hjalp det meget, at spørgsmålene lagde op til, at vi først skulle tale om det, vi var glade for, og som går godt. Dermed blev der sat en positiv ramme for også at tale om de svære ting,” siger Karin Juul Jensen. Ægteparret er kristne og kirkeligt aktive, og for Karin Juul Jensen var det tryghedsskabende at vide, at konceptet hviler på kristne værdier.

”Det kan jo bevæge sig mange steder hen, når andre sætter rammen for, at man skal tale om sit parforhold. Men denne ramme gjorde mig tryg og samtidig parat til at tale om ting, der kunne føles sårbare,” siger hun. Hun roser arrangørerne for, at spørgsmålene var kogt ind til det centrale og gav mulighed for at få nye perspektiver på sig selv, sin partner og relationen. ”Og så var det bare skønt at være på en lang vandretur med min mand. Det gjorde virkelig noget godt for os, og jeg tror bestemt, at vi vil gøre noget lignende igen,” siger hun.

Tvunget ned i tempo

Det bekræfter Ulrik Juul Jensen, der til daglig arbejder som leder på et værested for misbrugere. Hans umiddelbare skepsis var som blæst bort efter de 18 kilometers vandring og erfaringen af, hvad en rammesat tid med både stilhed og strukturerede samtaler gjorde. ”Jeg havde ikke den store tiltro til, at det ville blive en specielt dyb eller åndelig oplevelse. Men jeg kastede mig ud i det med åbent sind og fik i den grad noget igen,” siger han.

Han forklarer, at han og hans kone kom til at gå sammen med et andet par, der vandrede meget langsommere, end han selv var vant til. I begyndelsen irriterede det ham lidt, men så mærkede han, at det langsomme tempo åbnede for noget nyt. ”Af natur har jeg det nok med at være orienteret mod målet og tænke, at vi skal holde tempo og se at nå frem. Her blev jeg så tvunget ned i tempo og kunne begynde at mærke og høre, hvad Gud sagde. Den helt fysiske form for opbremsning og stilheden åbnede for fordybelse,” siger han.

Han peger også på, at talepinden, der sikrede, at man ikke afbrød hinanden, var en stor gevinst. ”Det var meget værdifuldt, at man kunne komme til orde og gøre det færdigt, man gerne ville sige, inden man eventuelt blev rettet eller kommenteret på. Det betød, at jeg fik åbnet op for posen om, hvad jeg havde på hjerte. Jeg fik rig lejlighed til at fortælle Karin, hvad der rører sig i mig, ligesom hun åbenhjertigt delte med mig, og det gav mig et nyt syn på, hvad hun er fyldt af, og hvad jeg måske ikke har været opmærksom på tidligere,” siger Ulrik Juul Jensen.

”Det kan være svært at sætte ord på den slags i hverdagen, men vandringen i naturen åbner sindet op. Man mærker, at man er en del af noget større, og det giver blik for den sammenhæng, man indgår i som par. Det vender blikket indad i relationen, men også udad i forhold til det større, som vores liv er en del af – og så kan man bedre få øje på de store linjer i stedet for at blive stående ved de små ting, som ellers kan komme til at fylde,” siger han.

Han oplevede, at vigtige temaer, der kan blive skubbet til side i hverdagen, kom op i bevidstheden, og at de indlagte perioder med stilhed gjorde det muligt at formulere sig mere præcist, inden man delte sine refleksioner med sin partner. ”Vi kom rigtig godt i dybden med det, vi hver især havde på hjerte, og det var befriende, at terapeuterne satte rammen, men lod os være fri til at tale om det, der var vigtigt for os. De lagde vægt på, at de var med os på vandringen, men at det var os selv, der skulle gøre arbejdet. Det var dejligt at få lov til – og skønt også at mærke, at Gud arbejdede med,” siger han.

Stiftspræst for diakoni i Viborg Stift, Steen Andreassen, venter sig meget af Par på Vandring og mener, at konceptet er helt i tråd med den kristne tradition for, at kirken og præsterne kan agere mægler og rådgiver i forhold til de nære relationer – og i tråd med Jesu tilgang til tilværelsens udfordringer: ”En klog person har sagt, at Jesus altid gik i skridtgang, for kærlighedens fart er langsomhed. Det tror jeg på, og det er den visdom, vi med Par på Vandring forsøger at omsætte til en form, som par i dag kan træde ind i og føle sig trygge ved,” siger han.

Par på Vandring

Par på Vandring er udviklet af psykolog Bodil Kappelgaard og psykoterapeut Lisbeth Ryelund. Det er et ud af i alt syv tilbud til par, som rulles ud i Viborg Stift fra 1. marts 2024 til 1. marts 2028. Par på Vandring er en del af et større projekt om at fremme trivsel, som realiseres med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond.