Mathilde Munk skriver om Guds indgriben i menneskeliv

Er bibelinspirationen i dine bøger udgangspunktet, når du skriver, eller kommer den under skriveprocessen?

”Min nye bog ”Døren” er nok den mest systematiske i den forstand, at der var en klar agenda, inden jeg startede med at skrive. Jeg faldt over et billede med de syv sentenser – hvor Jesus var i midten og illustrationer af de syv ”jeg-er-ord” var rundt omkring ham. Jeg tænkte, at det kunne være spændende at skrive noveller med afsæt i de syv ”jeg-er-ord”. På det tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad novellerne konkret skulle handle om. Det kom lige så langsomt, da jeg tog fat på de enkelte noveller. Med mine romaner har jeg ikke haft det sådan. Her er det mere blevet flettet ind undervejs, efterhånden som tankerne er opstået. Fx var det først til allersidst i ”Morgenstjernens sang”, at jeg bestemte mig for at slutte af med et sted fra Johannes’ Åbenbaring, hvilket jeg slet ikke havde tænkt over undervejs i skriveprocessen. Men pludselig gav det mening. Så det er meget forskelligt, hvordan det sker. I det hele taget er jeg ikke særlig organiseret i min tankestruktur – i hvert fald ikke, når jeg skriver.”

Kunst og forkyndelse

Hvordan forholder du dig til forholdet mellem litteratur som kunst og som forkyndelse?

”Jeg oplever, at der er en stor forskrækkelse i vor tid i forhold til forkyndelse i litteratur. Man må endelig ikke have et budskab eller have noget på hjerte. Jeg kan huske, da jeg i sin tid forsøgte at få min første roman ”En skuespillers bekendelser” udgivet på en af de store danske forlag. Som eksempel på, hvordan de ønskede, at en roman skulle være, sendte chefredaktøren mig noget, de lige havde antaget, og som var meget fragmenteret og uden nogen form for budskab – men meget sansende. Så jeg fornemmer virkelig, at der er en frygt for, at man vil forkynde et eller andet eller have et budskab – og det forstår jeg ikke. Jeg kan ikke finde et sted indeni mig, hvor det giver mening, og hvor jeg kan knytte an til det. For jeg synes, det burde være godt at have et budskab, fremfor at alt er flydende, alt er godt og intet rigtig har betydning. Jeg kan ikke se, at det skulle gøre noget dårligt ved kunsten, at man har et budskab – uanset om man maler, komponerer eller skriver en roman. For mig er det, at man har et budskab, meget tæt knyttet til inspiration – og dermed måske netop forbundet til noget guddommeligt. Hvis en tekst kun befinder sig på et rent menneskeligt plan, hvor det hele kun er en omgang mudder eller sump, synes jeg, at det må virke kunstforringende.”

”Jeg kan ikke se, at det skulle gøre noget dårligt ved kunsten,
at man har et budskab – uanset om man maler,
komponerer eller skriver en roman.”

Sansningen er i centrum

I den forkyndelsesfrie – eller postmoderne – kunstforståelse ligger der vel i virkeligheden også et indirekte budskab.

”Ja, jeg tror, at sansningen er blevet en form for dogme i tiden. Vi er meget styret af sanserne, hvad vi kan se, høre og føle – og forkyndelse og budskab er oftest noget, der ligger ud over sanserne og trækker tingene op på et mere åndeligt plan.” Nogle kristne digtere oplever jo netop, at man gennem det sansende – hvor det går forbi og over forstanden – kan nå det guddommelige. ”Ja, og det kan man sikkert også, men nogle gange bliver det sansende bare ren sansning.”

Eventyr eller realistiske fortællinger

Dine tekster i ”Døren” er noveller, men hvordan vil du ellers genredefinere dem? De er jo på engang realistiske, men har samtidig eventyrpræg.

”Det er noget af det allersværeste selv at skulle klassificere, hvad man skriver. Jeg bliver ofte spurgt netop om det og ved så aldrig, hvad jeg skal svare, for jeg har forfærdelig svært ved at genrebestemme det, jeg gør. Jeg plejer at sige, at det er skønlitteratur, og det er fortællinger om menneskelivet, men de har måske et lidt eventyrligt præg. Spørgsmålet er også, hvorvidt det, vi kalder eventyr eller magi, skulle have nogle andre betegnelser, og om fænomener, som vi kalder magiske, i virkeligheden er flettet meget mere ind i vores verden, end vi er bevidste om i dagligdagen. Ofte sker der jo nogle uforklarlige ting i livet, som man ikke havde forestillet sig, og som endda sommetider er større end man kunne forestille sig.”

Drøm eller virkelighed

I flere af novellerne bliver man også i tvivl om, hvorvidt der er tale om drøm eller virkelighed, da hovedpersonerne falder i søvn umiddelbart efter den overnaturlige handling. Er det et bevidst trick?

”Ja ubevidst bevidst, hvis man kan sige det sådan. Jeg har ikke decideret tænkt, at nu vil jeg lade læseren være i tvivl om, hvorvidt det er drøm eller virkelighed. Men jeg tror, at når vi møder et eller andet stort i livet, vil vi have forskellige forklaringer, der kæmper indeni os. Vi kan godtage det for præcis, hvad det var – som en eller anden overnaturlig hændelse – eller vi kan tænke, at det måske er noget, vi har forestillet os, som egentlig ikke er sket. Her er der et element af tro, og måske det er det element, jeg på et ubevidst plan gerne vil beholde eller værne om i fortællingerne, fordi det er en så stor og essentiel del af livet at tro. Hvordan tolker vi de situationer, vi står i? Hvad er vores kompas? Så det er ubevidst villet, men fordi jeg har den tankegang og livsanskuelse, jeg har, bliver det flettet ind på den måde.”

Guds skjulte virke i menneskers liv

Nogle af dine hovedpersoner oplever Guds indgriben uden at erkende det som kommende fra Gud. Hvad er din hensigt med den vinkel?

”Det siger noget om, at det går over deres forstand. Gud er jo ufattelig, og det er kun gennem troen, vi får adgang til ham.”

Vil du også dermed sige, at Gud hele tiden virker i vores liv, også når vi ikke ser det?

”Helt sikkert. Nu er mange af personerne i mine fortællinger ikke kristne. Jeg tænker derimod, at vi som kristne har en unik mulighed for at erkende, at det er Gud, der griber ind. For Gud er altid aktiv, han arbejder altid for vores bedste, for det er en del af hans natur. Men enhver velsignelse uanset, hvem den rammer – om man er bekendende kristen eller ej – kommer i sidste ende fra Gud, for alt godt kommer fra ham.  Men det er klart, at det ikke altid bliver erkendt, fordi Gud ikke er en dimension i alle menneskers liv.”

Så du ønsker at åbne menneskers øjne – kristne som ikke-kristne – for, at Gud virker hele tiden?

”Ja bare det, at verden eksisterer og opretholdes, er for mig et Gudsbevis – at verden ikke falder sammen i kaos. Jeg er overbevist om, at hvis Gud ikke var i verden, så var den ikke.”

Den talende fugl

Kan du sige lidt om, hvordan dine noveller er blevet til?

”For at tage én af dem, ”Opstandelsen og livet” – der handler om en forladt grav og har en talende fugl, så er den blevet til ud fra to episoder. Den ene er, at den grav, jeg beskriver, faktisk eksisterer på Stadil kirkegård i Vestjylland. Den tilhører en ung hollandsk fyr, der en tåget november morgen blev kørt over af en meget ulyksalig bilist. Jeg gik en kort overgang i klasse med hans storebror, og beretningen om ham ramte mig meget stærkt. Senere flyttede familien fra området. Meget usædvanligt voksede der vilde jordbær på graven – ligesom det er tilfældet i min novelle. Så historien om ham var inspiration til denne novelle. Den anden komponent var, at min mor og jeg på det tidspunkt havde en lejlighed inde i Holstebro. Den blev utrolig varm, når solen stod lige på vinduerne. En februar, hvor der var meget varmt i lejligheden, trak jeg gardinerne op, og så en lille fugl, der sad og vippede i et træ. Den dag satte jeg mig ned og skrev fortællingen med den talende fugl.”

”Jeg har ikke ønsket at fremstille det, som om alt er perfekt,
når Gud griber ind, og jeg har prøvet at beskrive,
at der stadig er nogle ting, som måske ikke føles,
som om de er gået op i en højere enhed.
Men jeg tror, at den berøring fra Gud,
man får, og oplevelsen af, at han er der og er medlevende
i sin skabnings liv, kan gøre meget.”

Forandring over tid på lidt plads

Novellen begrænser jo muligheden for at udfolde den langsomme proces, som Gud ofte bruger for at føre os et nyt sted hen. Hvad har dine overvejelser været i den forbindelse?

”Ja, det er rigtigt, at formen her sætter nogle begrænsninger i formidlingen. Hvis vi tager den første novelle ”Livets brød”, der handler om to veninder med hver deres spiseforstyrrelse, har jeg ikke tænkt, at de bliver kureret på et øjeblik. Derfor valgte jeg at putte en lille efterskrift på, hvor der er gået nogle år, for netop at understrege processen i det. Samtidig har jeg ladet hende, der overspiste, fortsætte med at være lidt overvægtig, og hende, der ikke kunne spise, stadig være tynd, for at sige, at helbredelsen ikke ligger i, hvor meget de spiser, men mere i den selvforståelse, de har. Så vendepunktet i novellen skal snarere læses som startskuddet til, at noget begyndte at ændre sig. Jeg har ikke ønsket at fremstille det, som om alt er perfekt, når Gud griber ind, og jeg har prøvet at beskrive, at der stadig er nogle ting, som måske ikke føles, som om de er gået op i en højere enhed. Men jeg tror, at den berøring fra Gud, man får, og oplevelsen af, at han er der og er medlevende i sin skabnings liv, kan gøre meget. Men det er klart, at når man skriver en roman, har man en anden mulighed for at inddrage tidsfaktoren.”

Hvad skal bogen hedde?

Du har valgt at kalde din nye bog ”Døren”, som er titlen på en af novellerne. Hvorfor ikke ”Jeg er”, som jo dækker alle syv noveller?

”Det havde jeg faktisk også tænkt, men hver gang jeg prøvede at spille det ud til de mennesker, som er omkring mig, havde jeg en fornemmelse af, at de syntes, at det blev alt for abstrakt, og at de ikke kunne forholde sig til den titel. Jeg syntes imidlertid, at titlen var rigtig god, fordi det også er det, Gud siger til Moses: ”Jeg er” – og mere kan man ikke sige om Gud, fordi han er den absolutte væren. De syv ”jeg-er-ord” er bare syv eksempler på, hvad han er. Jesus siger også et andet sted, at han skal blive alt i alle. Så det var i lang tid min arbejdstitel, men den blev ikke mødt særlig godt, og det bliver man jo lidt påvirket af.” En sådan titel ville jo også besværliggøre at finde en passende illustration til forsiden. ”Ja, og det var også det, der gjorde udslaget. Jeg fik et billede i mit hoved af en dør, hvor lyset strømmer ud og tænkte, at på den måde ville det blive mere konkret, så folk bedre kunne forholde sig til det. Dermed blev bogens titel den samme som én af novellernes.”

”Døren” som en Klagesangsparallel

Din idé med at tage udgangspunkt i Jesu ”jeg-er-ord” kunne også bruges på andre passager fra Bibelen. Er det noget, du har gjort eller har planer om at gøre?

”Ja, jeg udgav i 2017 en lidt længere novelle, der hed ”Giv os i dag vort daglige brød” – som er inspireret af denne bøn i fadervor, men lige så meget af ordene ”Mennesket skal ikke leve af brød alene” fra Matt.4,4, som også står i 5.Mos.8,3. Jeg har imidlertid ikke umiddelbart tanker om at udvikle denne idé i nye noveller. Men en veninde, der er teolog, gav mig en ny vinkel på mine syv noveller i ”Døren”. Hun sagde, at de i deres opbygning mindede hende om de gammeltestamentlige klagesange. Fordi der i dem er mennesker, der har et problem og klager sin nød til Gud, hvorefter der sker et eller andet møde – og det var sådan, hun havde lært om Klagesangene på universitetet. Jeg syntes, at det var meget sjovt, at hun fik den association, og tænkte meget over det bagefter.”

Fremtidsplaner

Er der mere på trapperne?

”Ja, det er der. Min første udgivelse tilbage i 2016 var romanen ”En skuespillers bekendelser” og allerede dengang tænkte jeg, at det skulle være første bind i en trilogi – men en trilogi, som formentlig ville blive skrevet over mange år. Nu er andet bind på trapperne og har egentlig eksisteret længe på computeren. De hænger sammen, men kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. En ting, jeg har fundet ud af, at jeg har en tendens til at gøre, men som ikke er særlig bevidst, er, at jeg godt kan lide at fortælle den samme historie fra to forskellige vinkler. Så fortsættelsen af ”En skuespillers bekendelser” er en fortælling om den samme historie, men fortalt fra en anden vinkel. Jeg synes, der er noget utroligt fascinerende i, at den samme historie kan blive til – i det her tilfælde – tre helt forskellige historier alt afhængig af, hvem der fortæller den. Det er mærkeligt, at vi er sat i den samme verden og oplever nogle af de samme ting, men alligevel oplever vi det ikke på samme måde. Det, synes jeg, er sjovt at pusle med. Første bind handlede om skuespilleren Michael, som vandrer gennem livet og bliver assisteret af sin dramalærer Oliver, som også kommer til at spille en rolle i 2’eren. Hen mod slutningen møder Michael en anden person, der bliver en vigtig faktor i hans liv. Det er så hende, som andet bind handler om.
Så ja, der er mere på vej.”