Mikkel Wold i kamp mod aktiv dødshjælp

Hvert år beslutter Det Etiske Råd, hvilke emner de skal behandle, fortæller Mikkel Wold. Nogle gange er det på anmodning fra forskellige ministerier, andre gange er det områder, rådet selv ønsker at undersøge og debatterer:

”Lige for øjeblikket ligger der et spørgsmål fra Kirkeministeriet vedrørende indkapsling af aske fra afdøde i smykker, som vi skal diskutere. Også arbejdet med en anbefaling om at flytte abortgrænsen, som vi for nyligt har drøftet og kommet med anbefalinger om, var på foranledning af Folketinget.

Det betyder så også, at der kan ske forsinkelser i tidsplanen, når der pludselig kommer en anmodning, som nu senest med aktiv dødshjælp, der pludselig blev en hastesag, efter at Mette Frederiksen tog det op på Folkemødet på Bornholm tilbage i 2023. Det har imidlertid vist sig, at det først skal drøftes efter næste folketingsvalg.”

En større betænkelighed

Når forslaget skal behandles i det kommende folketing, regner Mikkel Wold med, at partiernes medlemmer bliver stillet frit. I befolkningen er der et stort flertal, der ønsker indførelse af aktiv dødshjælp, men efterhånden som nuancerne kommer frem, bliver flere og flere betænkelige ved tanken:

”Mit indtryk er, at der også i de politiske kredse er ved at være flere forbehold. Statsministeren selv har fx givet udtryk for, at hun ikke synes, det er helt så enkelt, som hun tidligere har ment. Der er nogle ting, som gør, at hun er blevet lidt mere i tvivl om nogle af punkterne.”

Aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord

Alle i Det Etiske Råd er imod aktiv dødshjælp efter den model man fx har i Holland, Belgien og Canada, mens ét enkelt medlem har forbehold overfor et klart nej. Man nævner ofte den model, man har indført i staten Oregon, som inspiration til en dansk løsning:

”Her har man assisteret selvmord, hvor den, der ønsker at dø, får en pille med hjem under forudsætning af, at der ikke er mere end 6 måneder tilbage at leve i. Der er imidlertid nogle spørgsmål i det, som undrer mig. For hvordan i alverden skal pillerne opbevares? Det er jo piller, man kan dø af. Du kan bruge dem mod nogen, du ikke kan lide. Hvordan sikre man sig, at sådan noget ikke sker?

På Staten Oregons hjemmeside kan man bl.a. se en statistik over årsagen til, at folk vælger assisteret selvmord. Dér fremgår det, at spørgsmålet om, hvorvidt man er en byrde, er konstant stigende som begrundelse for ønsket om at dø. Også spørgsmålet om økonomi er udslagsgivende.”

Når det kommer til økonomien, drager Mikkel Wold en parallel til Tyskland i 30-erne:

”I Berlin er der et museum, der hedder ”Typographie des Terrors”. Her befinder der sig en plakat fra omkring 1936, hvor man ser en mental handicappet. På plakaten står der, hvor meget en sådan person koster samfundet, hvor mange skolemadpakker, der kunne blive købt for det, og hvor mange børn der dermed ville kunne blive hjulpet”.

”I Berlin er der et museum, der hedder ”Typographie des Terrors”. Her befinder der sig en plakat fra omkring 1936, hvor man ser en mental handicappet. På plakaten står der, hvor meget en sådan person koster samfundet, hvor mange skolemadpakker, der kunne blive købt for det, og hvor mange børn der dermed ville kunne blive hjulpet”.

Glidebaneeffekten

”Parallelt har jeg en skrækhistorie fra Belgien, hvor sygeforsikringsdirektøren for et firma sagde, at man bliver nødt til at tage diskussionen om det økonomiske aspekt med alle de gamle, der er i samfundet, og hvor dyrt det er at passe og pleje dem. Han stillede så spørgsmålet, hvorvidt det ikke ville være rimeligt, at man, når man når en høj alder, ’giver livet tilbage’ – dvs. bestiller tid til aflivning, når man fx er blevet 85 år. Man skulle jo tro, at en sådan udtalelse ville gøre, at han blev fyret. Men det skete ikke.

Det er et eksempel på det, mange kalder glidebaneeffekten. Det betyder, at når man indfører en form for aktiv dødshjælp – enten i form af assisteret selvmord eller decideret aktiv dødshjælp – vil det blot være et spørgsmål om tid, før der bliver givet tilladelse til noget, man ikke havde forudset, da man indførte lovgivningen.

Ifølge den hollandske bioetikker og teolog Theo Boer er der ikke et eneste eksempel på, at man ikke er gledet over i en mere liberal ordning i de lande, hvor man har indført det – og det vil ofte være domstolene, der tvinger til det. Man kan jo indbringe et afslag for domstolen, og så kan det være at domstolen skønner, at det er en krænkelse af den enkeltes autonomi, hvorfor man ikke kan tillade sig at sige nej til den pågældende, når man siger ja til andre.

I Holland kan man fx se, at det er gået fra at være en nødløsning til at blive en rettighed.”

”Parallelt har jeg en skrækhistorie fra Belgien, hvor sygeforsikringsdirektøren for et firma sagde, at man bliver nødt til at tage diskussionen om det økonomiske aspekt med alle de gamle, der er i samfundet, og hvor dyrt det er at passe og pleje dem.”

En glidebane i fart

Mikkel Wold kommer med flere eksempler på denne glidebaneeffekt:

”Det seneste eksempel er fra 2024, hvor den tidligere hollandske præminiminister og hans kone blev aflivet samtidig. De syntes, de var nået et punkt i livet, hvor de ikke ville mere.

Det giver også problemer, når der er tale om psykisk syge: En ung kvinde med en alvorlig psykisk lidelse blev fornyeligt aflivet i Holland, fordi hun syntes, at livet var for svært. Jeg forstår godt hendes ønske, men mener ikke selvmordet er et svar på psykisk syges lidelser. Hvilken følgevirkninger vil det ikke få for synet på lidelsen?

Det, der ofte er argumentet, er, at man ikke må fratage folk retten til at bestemme over deres eget liv. Hvis man synes, at livet nu gør så ondt, at det ikke giver mening at være her, skal man have lov til at komme herfra.”

Hvornår er et liv meningsløst?

”Det helt store spørgsmål her er også, hvordan det vil flytte vores menneskesyn. I Det Etiske Råd har man direkte skrevet, at vi insisterer på retten til at være til besvær. Det er vist nok en sætning, der går tilbage til teologen Ole Jensen.

Det bliver jo noget sværere, hvis man har et menneskesyn, som indikerer, at hvis man er til besvær, vil det være et argument for at overveje at komme herfra. Navnlig vil det indikere, at man opfatter liv som meningsløst, hvis man ikke kan klare sig selv. I hvert fald hvis det er en permanent tilstand. Og der er også folk, der sidder i kørestol og er lammet, som synes, de har et godt liv. Men de er jo i den grad behandlingskrævende.”

Her henviser Mikkel Wold til Stephen Hawkins som eksempel:

”Han havde brug for to-tre sygeplejersker, men var et verdensnavn indenfor naturvidenskaben. I 1985 fik han en så alvorlig lungebetændelse, at lægerne tilbød at slukke for hans respirator, hvilket hans daværende kone modsatte sig. Efter at han var kommet sig ovenpå lungebetændelsen, skrev han en af de mest epokegørende bøger indenfor moderne naturvidenskab.”

Indførelsen af aktiv dødshjælp vil altså ifølge Mikkel Wold ændrer ved den enkelte handicappedes eller syges selvbillede.

En anden vinkel er, hvordan samfundet vil se på den handicappede:

”Indførelse af aktiv dødshjælp kan ændre på det. Det kan godt være at det spøgelse, som man i sin tid fik manet i jorden – at du er for dyr for samfundet – bliver livet op igen og folder sig ud i sin brutalitet, sådan som eksemplet med den belgiske sygeforsikringsdirektør viser.”

Palliativ behandling

Når Mikkel Wold er ude at holde foredrag om aktiv dødshjælp, oplever han igen og igen, at folk ikke er klarover, hvad man faktisk allerede gennem palliativ behandling kan gøre for at lindre smerten i den sidste tid:

”Nogle af os har oplevet døende, som ikke kom herfra på en fredfyldt måde. Det kunne være gjort bedre, hvis den palliative pleje havde fået lov at virke. Men det palliative er ikke blevet udbygget, som det skulle. Det har både rigs- og statsrevisorerne kritiseret. Og hvis man læser deres rapporter, vil man se, at det er forholdsvis stærke formuleringer, de bruger i deres kritik af regionernes manglende palliative indsats.

Når man står med mennesker med ulidelige smerter, vil det derfor i mange tilfælde være det palliative, der har svigtet, mere end, at det ville være aktiv dødshjælp, der kunne løse problemet. Man tror, at aktiv dødshjælp løser problemer, det ikke løser, og man er blind for, at aktiv dødshjælp kommer til at skabe nogle problemer, som man ikke har forudset: Glidebanen, menneskesynet, synet på, at når jeg er hjælpeløs, er livet nok blevet meningsløst. Det er jo en dødsensfarlig antagelse, at livets meningsfylde er afhængig af, om jeg er selvhjulpen.”

Lindring ikke dødshjælp

Den palliative behandling, som allerede er en mulighed, er imidlertid også i nogle tilfælde med til at afkorte livet, hvorfor nogen vil argumentere for, at vi allerede har en legal form for dødshjælp i vort samfund. Mikkel Wold modsiger imidlertid det argument, for hensigten med den palliative behandlinger er ikke at slå ihjel, men at lindre smerten:

”Det har ikke noget at gøre med, at man ikke agter livets storhed. Det har tværtimod noget at gøre med næstekærlighed. Og så vil nogen nok sige, at det lige præcis er det vi gør, når vi indfører assisteret selvmord. Dem, for hvem livet er blevet ren lidelse, og som ikke kan komme herfra, selvom de gerne ville, hjælper vi, fordi vi synes, det er for brutalt, at de skal begå selvmord. Det kan jeg godt forstå, for jeg har jo endnu til gode at møde nogen, der går ind for aktiv dødshjælp, som ikke gør det af hensyn til den lidende.”

Andre knapper

”Efter min mening overser de imidlertid nogle af de andre knapper, som de dermed kommer til at trykke på. Det med at lade folk aflive, fordi de selv ønsker det, betyder jo ikke, at vi er home safe. For hvorfor har vi så folk, der bliver indlagt, fordi de er til fare for sig selv? Det har vi fordi vi synes, at de kan komme i en situation, hvor de foretager handlinger, de vil fortryde. Og langt de fleste, der overlever et selvmordsforsøg, fortryder deres selvmord.

Spørgsmålet er, om man – når man indfører dødshjælp – har den omhyggelighed med sig, som gør, at man ikke bare tager nogen ind, der er i en midlertidig krise og ikke kan se andre udveje, end at komme herfra. Har man nogen sikkerhed for, at man er grundig nok i sin undersøgelse?”

En ironisk selvmodsigelse

Mikkel Wold sætter her fingeren på lidt af en selvmodsigelse i debatten:

”Det er jo mærkeligt. Der er algoritmer, der søger for, at hver gang ordet selvmord forekommer i en avisartikel, er der en reklame for Livslinjen. Det er helt grotesk. Vi vil gerne have aktiv dødshjælp, men hvis du overvejer at tage dit eget liv, så ring til Livslinjen, så du kan blive overtalt til at lade være.”

Fra dødsønske til livslyst

En del, der har ønsket at dø, ændrer også holdning til det, når de kommer på hospice og får den rette pleje og omsorg:

”Og så melder det tredje spørgsmål sig: Når folk ønsker at komme herfra, fordi de ikke vil mere, hvor meget af det ville kunne forandres, hvis man havde nogle samtaler med dem om livets storhed, godhed og vidunderlighed. Og hvad med psykisk syge, hvis de kan blive raske eller lære at leve med det? – Hvad med demente? – skal de aflives?

Dertil kommer, hvad bare det faktum, at du har muligheden, kommer til at betyde. Det er ét af de vigtigste spørgsmål, synes jeg: Hvad gør det ved vores samfund og vores syn på hinanden og os selv, hvis muligheden for at komme herfra, ved at tage en pille, er til stede? Og hvordan skal man gardere sig mod, at dem, der ønsker aktiv dødshjælp ikke senere ville være kommet frem til, at de faktisk havde livskvalitet trods deres lidelser? Livskvalitet er også et mærkeligt ord, for hvordan definerer man det? Hvad med livsvilje? Det er måske et bedre ord her.”

En kristen vinkel på aktiv dødshjælp

Og så er der det kristne syn på aktiv dødshjælp. Hvad vil præsten sige til det, spørger jeg Mikkel Wold:

”Her vil jeg sige – og det er ikke kun noget, der er forbeholdt kristendommen – at livet har meningsfylde indtil sidste åndedræt. Det andet er, at livet er helligt. Det indebærer, at livet er givet, og at det er unikt. Dvs. at i det øjeblik jeg gør mig til herre over tilværelsen på en sådan måde, at jeg tager det unikke og hellige ud af livet, er det problematisk.”

“Det andet er, at livet er helligt. Det indebærer, at livet er givet, og at det er unikt. Dvs. at i det øjeblik jeg gør mig til herre over tilværelsen på en sådan måde, at jeg tager det unikke og hellige ud af livet, er det problematisk.”

En dansk model

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, lader det til, at man i Danmark stiler mod den såkaldte Oregon-model, som betegnes som assisteret selvmord og ikke aktiv dødshjælp eller eutanasi. Men, som Mikkel Wold siger, er statistikken også her skræmmende:

”I Oregon indførte man en ordning i 1998, hvor man – hvis man har max 6 måneder at leve i, er ved sine fulde fem og lider af en uhelbredelig sygdom, kan få hjælp til at dø. I 1998 var der 13% af dem, der ønskede assisteret selvmord, der frygtede at blive en byrde. Derefter er tallet steget hvert eneste år indtil 2022, som er den nyeste statistik, jeg har set. Kun ét år går det lidt ned, men året efter stiger det så kraftigt, at det indhenter det lille fald. Nu er tallet oppe på 57 eller 58%.”

Mikkel Wold stiller også spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan regne ud, hvornår en person kun har et halvt år at leve i. Erfaringen siger jo, at sådanne forudsigelser ikke altid holder stik.

Fortsat arbejde

Trods Det Etiske Råds klare advarsler, fortsætter arbejdet frem mod indførelsen af dødshjælp i Danmark. Således besluttede regeringen at nedsætte et udvalg – ’Udvalg for en mere værdig død’ – hvis rapporten blev afleveret 31. januar i år.

Så debatten fortsætter, ligesom Mikkel Wolds foredrag om emnet gør. Interviewet er imidlertid slut – og jeg går fra Marmorkirken klogere på, hvad et sådant indgreb i livet kan få af betydning for vort samfund.

Lande med aktiv dødshjælp:

Schweiz (1942/1980-erne), Nederlandene (2002), Belgien (2002), Luxembourg (2009), Colombia (2014), Canada (2016), Østrig (2021), New Zealand (2021), Spanien (2021) og Australien (2022).
USA: Californien, Colorado, District of Columbia, Hawaii, Montana, Maine, New Jersey, New Mexico, Oregon, Vermont og Washington.

Drøftet i Det Etiske Råd:

1996 – Dødshjælp: 16 imod, 1 for
2003 – Eutanasi: 17 imod, 0 for
2012 – Aktiv dødshjælp: 15 imod, 2 for
2023 – Dødshjælp: 16 imod, 1 for

Kilde: Slides fra Mikkel Wold foredrag ”Aktiv dødshjælp”