Nøglerne til himmerigets port

I skrivende stund venter vi på at få at vide, hvem der bliver den næste pave. Det kan næppe komme bag på denne avis’ læsere, at mit navn er blevet nævnt af en lang række personer i denne forbindelse. I hvert fald af mindst to personer ud over min mor. Det er klart, at en sådan massiv opbakning giver én et stærkt mandat til at bringe sig selv i spil til det betroede kirkelige embede.

Tænk, hvilken ære det vil være at sætte sig på pavestolen med den såkaldte ”nøglemagt” til at åbne og lukke i sine hænder. Indtil forleden dag var jeg da også klar til at give den et skud og sende en ansøgning afsted, men så led mine klerikale ambitioner og min selvtillid et alvorligt knæk. Sagen var den, at jeg skulle lede en gudstjeneste med altergang uden for kirken og derfor havde brug for at medbringe kirkens ekstra nadversæt (fra 1700-tallet), som står forsvarligt låst inde i det store skud-, bombe- og brandsikre skab i præstegården. Men væk var nøglen!

Jeg piskede præstegården rundt for at finde nøglen, og det lykkedes mig at stresse både min hustru og mig selv til punktet lige før mentalt sammenbrud. I mit indre så jeg alle mine forgængere, der har beboet denne præstegård i de sidste tre til fire hundrede år, rotere i deres grave af skam over den skødesløshed, hvormed den nye præst i embedet forvaltede kirkens ejendom. Men lige lidt hjalp det. Jeg indså, at jeg ikke kunne finde nøglen og måtte finde en anden løsning med altergangen.

For at bringe mit limbiske system i ro besluttede jeg mig for at tage et varmt bad til alles glæde og forsøgte at trøste mig selv og min kone med ordene: ”Nå, det er da godt, at det ikke var nøglerne til himmerigets port, jeg har mistet.” Bag min ryg hørte jeg min kone halvhøjt kommentere: ”Nå, ja, men du er jo trods alt heller ikke Sankt Peter.” Jeg kan berolige avisens læsere (og mit menighedsråd) med, at få dage efter fik vi indsat en ny lås i skabet helt gratis af Lars fra kirken.

Manden, der nu bærer navnet Låse-Lars. Det tog ham få minutter, hvor han med kirurgisk præcision og roligt gemyt fik skiftet låsen og pædagogisk instrueret mig i, hvordan man bedst ”opbevarer” nøgler fremadrettet. Alt sammen på rekordtid, inden jeg kunne nå at stave til Vatikanstat. Min selvtillid har lidt et knæk, men jeg glæder mig trods alt over, at det ikke er mig, der holder nøglerne til himmerigets port, men at nøglerne ligger i hænderne på kirkens herre og frelser – Jesus Kristus. Hvad angår pave-embedet, er jeg ikke længere i spil og har heller forslag til navne på kandidater. Det skulle da lige være Låse-Lars.

Men det forbyder hans beskedenhed ham nok at sige ja til!