Ny abortgrænse kan hverken betegnes ”fremskridt” eller en ”festdag for alle kvinder”
Den 24. april vedtog Folketinget at hæve abortgrænsen til 18. uge. Mens statsministeren hyldede vedtagelsen som et fremskridt, og ligestillingsministeren kaldte det ”en festdag for alle kvinder”, beskriver Retten til Liv det som ”en sorgens dag”.
Kerstin Hoffmann skrev på RTL’s hjemmeside:
”Folketinget har i dag med 74 stemmer for og 29 imod vedtaget den nye abortlov og hævet grænsen for fri abort til 18. uge. Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti har sammen med Søren Gade (Venstre) og Mike Villa Fonseca (tidl. Moderaterne) stemt nej til forslaget. Det er med sorg i hjertet, at vi nu skal forholde os til, at folkestyret har fjernet endnu en lille bid af den beskyttelse, som det ufødte menneske trods alt har nydt i vores land. For selvom der principielt set ikke er forskel på den ufødte i 12. og 18. uge, så vil den nye lovgivning sætte spor i vores samfund. Jo større det ufødte menneske er, jo større kynisme kræver det at tage dets liv.”
Nærmest intimiderende mansplaining
Også sognepræst og redaktør Merete Bøye kommenterer vedtagelsen i en blog på RTS’s hjemmeside. Her skriver hun ironisk om ”Det store spring fremad”: ”Mens andre lande træder et skridt tilbage, træder vi et skridt frem,” siger statsminister Mette Frederiksen i anledning af, at folketinget netop ved afstemning har vedtaget at hæve abortgrænsen til 18 uger og nedlægge abortsamrådet.
På sociale medier fejrer Socialdemokratiet dette store spring fremad med fjollede tiktok-opdateringer og nuttede kattememes samt en selfievideo af Magnus Heunicke, der mansplainer ligestilling og kalder den nye abortgrænse for ”en festdag for alle kvinder”.
En festdag? Hvad er det, vi fejrer? Et fremskridt? Hvor er vi på vej hen?
Merete Bøye skriver videre: ”Abort er et ord, vi bruger, fordi vi ikke bryder os om at sige fosterdrab. Men uanset hvad vi kalder det, handler det om at tage livet af et ufødt barn.”
Kan et drab begrundes etisk?
”Ved siden af assisteret selvmord er abortspørgsmålet den mest alvorlige og deprimerende politiske sag, man kan kaste sig over. Begge sager handler om, hvorvidt man kan sige, at nogle menneskeliv har større værdi end andre. Og begge sager handler om, om drab i visse tilfælde kan begrundes etisk. ”Jeg føler mig som kvinde talt ned til og finder det nærmest intimiderende, når en mandlig minister smilende kalder forhøjelse af abortgrænsen for ’en festdag for alle kvinder’,” skriver Merete Bøye, som slutter sin blog med ordene:
”Jeg føler mig som kvinde talt ned til
og finder det nærmest intimiderende,
når en mandlig minister smilende kalder
forhøjelse af abortgrænsen
for ’en festdag for alle kvinder’.”– Merete Bøye
”Der er i sandhed tale om et stort skridt frem – mod en stilstand, hvor kløften mellem tilhængere og modstandere af abort bliver mere og mere uoverstigelig. Jeg lægger gerne en trøstende arm om en veninde, der har truffet det tunge valg at få foretaget en provokeret abort. Men jeg vil ikke være med til at fejre det med kattememes og champagne.”
Frihed dur ikke som argument for abort
Retten til Liv skriver om de mest udbredte argumenter for fri abort, nemlig “kvindens suveræne ret over sin krop og frihed til at vælge selv”:
”…debatten har endnu ikke leveret overbevisende argumenter for, at den ufødte før 18. uge er noget andet end et lille menneske. Så selvom personlig frihed er et sundt og stærkt fundament for vores fælles liv og stræben, så har vi en samfundskontrakt, der tilsiger, at den personlige frihed må begrænses, når den skader andre. Frihed uden ansvar er ikke sand frihed. Det er derfor vi har en straffelov. Retten til frihed fungerer ikke som argument for abort. Det samfund, hvor alle mennesker har en ligeværdig plads – det samfund som vi holder af – det kræver af os, at vi tager ansvar for hinanden og beskytter den enkeltes liv og frihed – det gælder også de små, der ikke er født endnu. Dette samfund har vi i dag taget endnu et skridt væk fra.”
