Poul Sebbelov konverterede og blev præst i den ortodokse kirke

I en underetage tæt på Østerport Station i København holder Den Ortodokse Kirke i Danmark – Gudsmoders Beskyttelses Menighed – til. Kirken har ca. 70 medlemmer. Hvis man til dagligt går forbi stedet, vil man ikke opdage, at der er en kirke her. Anonymiteten ophører imidlertid straks man træder ind ad døren. For her mødes man af vægge beklædt med ikoner. Det er også her, Udfordringen møder kirkens præst, Poul Sebbelov, for at blive klogere på, hvad det vil sige at være ortodoks kristen i Danmark.

Som ung havde Poul Sebbelov ingen ide om, at han skulle ende som kristen endsige som præst i Den Ortodokse Kirke: ”Jeg konverterede til Den Ortodokse Kirke for 35 år siden. Efter at have tilbragt nogle år som søgende blev jeg optaget i Den Russisk Ortodokse Kirke, som var den eneste ortodokse kirke, der var i landet på det tidspunkt. I mange år havde jeg ikke villet vide af troen og kæmpede imod med arme og ben, fordi jeg mente, at jeg var for voksen og klog til at have behov for den slags pjat, og der gik mange år, før jeg erkendte, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde.”

I første omgang søgte han til Den Danske Folkekirke, men syntes, at der manglede en alvor i troen. Derefter kom han en kort periode i Den Katolske Kirke.

”Men så skete der det mærkværdige, at jeg tilfældigt kom ind i den russiske menighed i Aleksander Nevskij Kirke, og dér havde jeg en underlig oplevelse af, at jeg godt nok ikke forstod noget af, hvad der skete og blev sagt, men at her var det strømførende lag – her var det sted, jeg skulle tage afsæt fra. Derefter brugte jeg nogle år på at undersøge mig selv for, hvorvidt jeg var faldet i en grøft og føjede dermed også en mere rationel teologi til min umiddelbare oplevelse af, at det var her, jeg skulle være.”

Opbygningen af Den Ortodokse Kirke

For udenforstående er det ikke helt let at få hold på, hvordan Den Ortodokse Kirke er opbygget. De fleste har hørt om Den Græsk Ortodokse og Den Russisk Ortodokse Kirke, og efter Ruslands invasion i Ukraine kender en del også navnet på patriarken i Moskva. Færre ved nok, hvordan disse og andre ortodokse kirkers indbyrdes relationer er. Sebbelov forklarer, at Den Ortodokse Kirke ikke har en øverste leder i stil med den katolske pave, men at patriarken af Konstantinopel er ’den første blandt ligemænd’.

Menigheden i København var, da den blev grundlagt i 2002, under Paris-jurisdiktionen: ”Det er en kirkelig enhed, som har sit hovedsæde i Paris. Den voksede ud af den russiske migrantstrøm efter revolutionen i 1917. Menighederne blev knyttet til Konstantinopel, fordi man ikke ville have noget af gøre med Moskvas Patriarkat.” Senere, i 2019, blev menigheden imidlertid en del af det bulgarske patriarkat og hører under en biskop i New York.

Trods det, at Den Ortodokse Kirke udgør et meget lille mindretal i Danmark, og at Den Russisk Ortodokse Kirke kun ligger 1 km fra den danske menighed, har de ikke et egentligt samarbejde. Det skyldes til dels det, som Sebbelov kalder den ortodokse sygdom, nemlig nationalisme, der præger de store ortodokse kirker: ”Det gør, at mange russere mener, at den rigtige måde at være ortodoks på, er den russiske. På samme måde har mange grækere det med den Græsk Ortodokse Kirke”.

Forbundne i troen, men med forskellig praksis

Den Ortodokse Kirke består af 14-15 selvstændige patriarkater, der, som Sebbelov siger, er bundet sammen af en fælles tro: ”Men de forskellige patriarkater og menigheder har ikke nødvendigvis præcis den samme praksis. Det gælder fx vores dåbspraksis. Nogle kirker modtager konvertitter uden dåb, men alene med myrrasalvning, hvis de er døbt i andre kirkesamfund, mens andre kirker optager med dåb. Det gælder fx vores.”

Dåbspraksis

Baggrunden for at døbe ved optagelse i kirken er imidlertid en anden end den frikirkelige troendes dåb. I Den Ortodokse Kirke døber man således børn – dog med neddykning, som man også praktiserer i frikirkerne. Når man alligevel vælger at døbe konvertitter, der allerede er barnedøbte, skyldes det, at man ikke anerkender andre kirkesamfunds sakramentforvaltning. Sebbelov indrømmer, at det er noget, der provokerer mange, men understreger samtidigt:

”Dermed siger vi ikke, at andre kirkesamfund ikke er kristne, men vi siger, at Kirken – med streg under den bestemte artikel – er Den Ortodokse Kirke. Men vi har ingen ret til at have en kvalificeret holdning til, hvad Guds mening er med andre.”

Den oprindelige kirke

Dermed siger han også, at han mener, at man i Den Ortodokse Kirke finder den oprindelige kirke. Kirken var jo én indtil skismaet i 1054, hvor Kirken blev splittet i en øst- og en vestkirke:

”Et afgørende punkt her var, at Roms bispesæde på egen hånd havde lavet en ændring i Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse ved at tilføje ”og Sønnen” til trosartiklen om Helligånden, der oprindelig havde lydt ”som udgår fra Faderen”. Den romerske kirke krævede herefter, at kirken i Konstantinopel også skulle foretage denne ændring. Fra Konstantinopel var man egentlig indforstået med, at Rom havde lavet ændringen, men ville ikke bøje sig for Roms krav.”

Sebbelov påpeger dog, at det egentlige brud – som kunne udledes af Roms krav – skyldtes tanken om, at der er én overbiskop, paven, der har myndighed til at pålægge de øvrige kirker, hvordan de skal forholde sig til troen. Det er langt senere blevet til Den Katolske Kirkes dogme om pavens ufejlbarlighed.

Hvor vejene skilles

Selvom Den Ortodokse Kirke på nogle områder står nærmere Den Katolske Kirke, end de protestantiske kirker gør – bl.a. når det kommer til antal sakramenter, dyrkelse af helgener og forholdet til Jomfru Maria – er der også her en forskel, hvor Sebbelov mener, at hans kirke er tættere på det oprindelige end katolikkerne. Og det er netop i læren om Jomfru Maria. I 1874 fastslog Den Katolske Kirke dogmet om Marias uplettede undfangelse – at Maria er født uden arvesynden – hvilket Den Ortodokse Kirke tager afstand fra:

”Vores primære forbillede i troen er Jomfru Maria, fordi hun sagde ja til Gud. I ortodoks tænkning understreger vi imidlertid, at hun gjorde det af fri vilje – ikke fordi hun var skabt med særlige forudsætninger, som vi andre ikke har.”

Arvedød, opstandelse og guddommeliggørelse

Det betyder imidlertid ikke, at ortodokse kristne mener, at Jomfru Maria er født med arvesynd, eftersom de ikke lægger vægt på den, som katolikker og protestanter gør, men – som Sebbelov forklarer – på arvedøden. Ifølge ortodoks lære arver vi således ikke synden, men syndens konsekvenser, forgængelighed og død fra Adam og Eva. Dermed er Kristi opstandelse og sejr over døden helt afgørende.

Et andet vigtigt begreb i Den Ortodokse Kirke er guddommeliggørelse: ”Det betyder, at formålet med vores kristne liv er én lang bevægelse hen mod at virkeliggøre den lighed med Kristus, som allerede ligger i skabelsesberetningens ord om ’at skabe mennesket i vort billede, så de ligner os’.” Interviewet lakker mod enden, og jeg får en invitation til en ortodoks gudstjeneste med på vejen og en større indsigt i, hvad Den Ortodokse Kirke står for.