Sladder er din sjæls fjende

Der forlyder rygter om, at sladder er som at tisse mod vinden. Det vender altid tilbage mod en selv. Men hvorfor sladrer vi så?

Det findes der mange grunde til. Det kan man gøre udelukkende for “underholdningens skyld”. Eller for at få opmærksomhed, da man nok ikke har så meget andet at byde ind med. Det kan også være, at man higer efter at være en del af et fællesskab. Eller man har udelukkende et behov for at skade andre mennesker. Sidstnævnte henviser til narcissister og narcissistiske personer.

Sladder kan også opstå som en måde at finde fælles interesser imellem hinanden. Eller den kan tjene til at opretholde en social forbindelse. Sladder kan opleves relativt “uskyldigt” for dem, der deltager i den. Sladder kan endda fremstå som en form for “legitim informationskanal”. Man føler sig med andre ord, berettiget til at dele noget privat, ømtåleligt eller opdigtet materiale om andre. På denne måde kan sladderen virke “skabende” for en relation til en med de samme interesser. Den formår nemlig at etablere en “tæt relation” til et andet menneske. Dette udløser noget dopamin i hjernen, når man finder ud af, at hér har man “noget sammen”.

Overfladisk relation

Dopamin aktiverer belønningscentret. Især når vi deler eller modtager socialt relevante oplysninger. Dopamin er en neurotransmitter, som spiller en rolle i motivation og glæde. Og den kan frigives i små mængder under sociale interaktioner som sladder. Den “tætte relation” forbliver dog overfladisk i sin grundsubstans, idet den grundlæggende er tom og intetsigende. For faktuelt bygger sladderen på en ussel praksis. Den tjener det ene formål at udhænge andre og sætte ens eget sjælsliv på prøve.

Det er sjældent, at man oplever en såkaldt sladderhank, men de findes. Kendetegnende ved dem er, at de lever og næres af sladder og følgerne deraf. En sladrehank besidder en selvudnævnt funktion som “vidensdeler” om andre mennesker. Især om dem, man ikke bryder sig om. Og samtidig med, at meningen med sladderen er givet på forhånd, nemlig at udhænge et medmenneske æreskrænkende og hadefuldt, fremhæver sladderhanken sig selv som moralsk selvophøjet i samme kontekst.

Sladderen kan derfor umiddelbart se “godt ud” på overfladen. Men essentielt er den en fjende og en altopslugende gift for vores sjæl. Det afslører sig bitterligt på et tidspunkt, når den ene part trækker sig, idet vedkommende har fået nok af at lytte til og senere deltage i sladderen. Det sker, når erfaringen med en bitter smag i munden uundgåeligt kommer som resultat af sladderens praksis. Det sker, når man indser, at frugten af ens egen lytning og senere deltagelse er ved at dræbe ens sjælsliv, sjælefred og livsglæde.

Sladder er nemlig altfortærende. Og dens rod er en satanisk åndsmagt, som ønsker at æde en op med hud og hår.

En ødelæggende kultur

Det kan være svært at navigere i en social kontekst, hvor sladder og bagtaleri forekommer. Vi mærker nok, det udnyttende og tærende er på vej. Vi mærker nok, at det forkerte og ødelæggende i det, der sker omkring os, er på vej. Men vi får ikke rigtigt sagt fra. Mange af os voksne børn af dysfunktionelle familier har altid været kendt med sladderen igennem opvæksten. Og vi lærte tidligt at “glatte ud” i familiens sociale samspil.

Senere så vi nok de “røde advarselslamper” blinke tidligt i relationen. Vi gjorde måske tillige os selv opmærksomme på det. Men lige pludselig blev vi fanget. Vi fortrængte det dårlige. Vi ville så gerne være ordentlige mennesker og vise overskud ved at lytte til andre. Og da var det for sent. Den sladderiske ånd er altid udfordrende og lumsk. Den lurer sig altid snedigt ind på sjælen. Og nogle gange gør den det, uden at man når at stoppe den.

Tomheden i hjertet

I den dysfunktionelle familie var der ingen, som kunne holde sig selv ud. Derfor blev sladderen en “almindelig del” af hverdagen. Hullet i hjertet, tomheden skulle fyldes ud med noget. Selvransagelsen, selvindsigten og behovet for at søge tilgivelse var helt ukendte begreber indenfor familiens rammer. I hvert fald var det nogle begreber, som var svært fordrejede. Alle var derfor “nødt til” at sladre om de andre. Det var nærmest en besættelse. Og de mange gamle traumer fra tidligere generationer blev systematisk undertrykt og bevidst (eller ubevidst) ført videre til næste generation.

”I den dysfunktionelle familie var der ingen,
som kunne holde sig selv ud.
Derfor blev sladderen en “almindelig del” af hverdagen.
Hullet i hjertet, tomheden skulle fyldes ud med noget.
Selvransagelsen, selvindsigten og behovet for at søge tilgivelse
var helt ukendte begreber indenfor familiens rammer.
I hvert fald var det nogle begreber, som var svært fordrejede.

Alle var derfor “nødt til” at sladre om de andre.”

Vi bør tænke, før vi taler

Bibelen advarer gentagne gange mod sladder. Den taler om vigtigheden af at styre sin tunge for ikke at ødelægge relationer. I Ordsprogenes Bog 11,13 står skrevet: “En sladdertunge røber hemmeligheder, men en troværdig sjæl holder sagen skjult.” Videre står skrevet i Ordsprogenes Bog 16:28: “En svigefuld mand sår splid, og en sladdertunge skiller nære venner.” Bibelen siger også, at kontrol over tungen er et tegn på visdom. Jakobsbrevet 3 taler om tungens magt og i vers 5-6 står skrevet:

“Den mindste ild kan sætte den største skov i brand. Også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden, sidder tungen blandt vore lemmer. Den besmitter hele legemet. Og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede.” Bibelens Gud er altså en Gud, som opfordrer os mennesker til at tænke os om, inden vi taler. Og kun tale opbyggende og kærligt om andre.

Sunde relationer

I Efeserne 4,29 står skrevet: “Lad ingen rådden tale komme ud af jeres mund, men kun det, der er godt til at opbygge, så det bliver til velsignelse for dem, der hører det.” Må disse ord være en opfordring fra Gud til os. Således at vi lukker af med det samme, når vi udsættes for og inviteres til deltagelse i sladder. F.eks. med ordene:

“Jeg er ikke interesseret i at tale om folk bag deres ryg. Lad os droppe det.”
“Jeg foretrækker at holde mig til fakta fremfor rygter.”
“Jeg vil hellere spørge personen selv, hvis der er noget, jeg skal vide.”
“Det har jeg ikke lyst til at blande mig i.”
“Lad os tale om noget mere spændende.”

Hvis vi er konsekvente i at gøre dette, viser vi omverdenen, at vi ikke engagerer os i sladder. Og heller ikke lytter til det. På et tidspunkt vil folk stoppe med at prøve at involvere os. Dér skal vi hen. Væk fra sladderen. Og hen til sunde, livsnærende relationer.