Sognepræst: Nu kan jeg stå foran Kristus uden at skamme mig eller flygte

– Hvordan hørte du første gang ignatiansk spiritualitet?

For mange år siden hørte jeg om en kollega, en præst, der havde taget Ignatius’ åndelige øvelser på et retrætested i Skotland. Alle 30 dage i én køre. Jeg blev fascineret af tanken om at være afsted så længe og være i stilhed. Præsten fortalte lidt om øvelserne, og det gjorde mig vældig nysgerrig at høre, at man kunne gå ind i Jesu liv og spejle sit eget liv gennem hans liv. Jeg fornemmede, at det var en helt anden måde at læse evangelierne på end den, jeg har lært via teologistudiet, og som der er tradition for i folkekirken.

Jeg kunne imidlertid ikke se, hvordan jeg skulle kunne tage afsted i 30 dage. Så jeg skød tanken fra mig, men ideen lå som en åndelig længsel i mig. Senere fandt jeg ud af, at Ådalen Retræte udbyder et forløb, hvor man kan tage øvelserne fordelt som 3 x 10 dage over tre år. Så var det mere realistisk for mig, og jeg gennemførte øvelserne i 2022-24.

– Havde du nogen forbehold, før du gik ind i det?

Nej, slet ikke. Jeg var jo klar over, at det var en katolsk tradition, men jeg synes ofte, at det er spændende at bevæge sig ud over den protestantiske sammenhæng, så det skræmte mig ikke. Desuden var konteksten og rammen protestantisk, fordi Ådalen Retræte er ledet af et par, som har deres udgangspunkt i protestantisk teologi. Desuden opfatter jeg egentlig de åndelige øvelser som nærmest konfessionsløse. De er opstået i en katolsk sammenhæng, men de opererer ligesom på et andet plan end det dogmatiske og konfessionelle.

– Hvad gjorde indtryk på dig, da du gik ind i processen?

Det var velsignet, men også utroligt udfordrende at være så længe i stilhed, fordi der i den ydre stilhed opstod en enorm indre larm. Jeg havde voldsomme mareridt og var søvnløs, og der kom virkeligt mange indsigter, som også var svære at konfrontere. Jeg havde troet, at jeg skulle ind i lyset, men jeg kom virkelig ind i mørket. Det havde jeg svært ved at forstå, indtil min vejleder gav mig det billede, at alt, der blomstrer og gror, begynder i mørket.

Jeg skulle helt ned i mørket først, og det var udfordrende, fordi jeg ikke kunne flygte. Der var ingen vej ud. Jeg kunne gå ud i naturen og bade i søen. Men det var januar, så dagene var utroligt korte, og jeg følte, at jeg var i et både indre og ydre nattemørke. Jeg kunne forstå, hvad ørkenfædrene skriver om at møde dæmonerne – rastløshed, meningsløshed, træthed, opgivenhed.

– Hvordan kom der lys i mørket?

Det hjalp at have en daglig samtale med min vejleder, som virkelig var en god guide og støtte. Uden sådan en vejleder havde jeg næppe klaret det. Og så var det en vedvarende proces at lægge alt det, der kom op, over til Kristus. Jeg måtte øve mig i at lægge det i hans favn og bede ham om at bære med – og øve mig i at se mig selv med hans blik. Noget af det stærkeste for mig var det blik, jeg fik på mig selv gennem dåben.

”Vi har fået korsets tegn i dåben –
på panden og nærmest tatoveret i hjertet –
og den korstegnelse ligger før alt andet.
Før alle de sår og ar, der så ellers kommer til i løbet af livet.”

Vi har fået korsets tegn i dåben – på panden og nærmest tatoveret i hjertet – og den korstegnelse ligger før alt andet. Før alle de sår og ar, der så ellers kommer til i løbet af livet. Det gav mig en dyb taknemlighed over, at mine forældre havde båret mig til dåben, da jeg var fire måneder gammel.

Hvordan var det at forsøge at se dig selv med Guds blik?

– Det var meget sværere, end jeg havde forudset. Der er mange dele af de åndelige øvelser, hvor man skal stille sig foran Gud eller foran Kristus og mærke deres blik på sig. Det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg måtte slå øjnene ned, fordi jeg ikke følte mig værdig til at se på dem. Jeg følte mig gennemskuet, ikke gennemlyst. Når jeg prøvede at se mig selv i billedet med den fortabte søn, der vender hjem, kunne jeg kun se mig selv som den jaloux bror – jeg kunne ikke lægge mig ind i Guds favn.

Det brugte jeg ret lang tid på at kæmpe med. Selv som præst og forkynder af nærheden og Guds kærlige blik ville jeg hellere stå bag Gud end foran ham. Det var voldsomt og overraskende at opdage, at mit gudsbillede fortsat var så negativt præget af de autoriteter, jeg har mødt i mit jordiske liv. Det gamle usunde gudsbillede lå der og kom så stærkt op.

– Hjalp øvelserne dig til at ændre på det gudsbillede?

Ja. Jeg kan sige, at jeg nu kan stille mig foran Kristus og lade mig se af ham og kigge på ham uden at skamme mig eller flygte eller føle, at jeg går i stykker. Det er en af de store ting, der er kommet ud af øvelserne. Det forvrængede gudsbillede kan stadig dukke op, men nu er jeg bevidst om, hvad der sker – og kan tage fat i det og korrigere det, når det sker.

– Hvad har det ellers betydet for din tro, at du har gennemført Ignatius’ åndelige øvelser?

Det har givet mig en ny ro. Jeg svinger ikke så meget ud i mine følelser, men kan bedre blive i min kerne og lade andre være det, de er – uden at jeg behøver hele tiden at interagere med den larm, andre kan komme med. Stilheden er blevet en stærk følgesvend i mit liv, og jeg behøver ikke længere at gøre en masse for at være i Kristus og lade ham være i mig. Det er en nærmest konstant tilstand, som ikke kræver, at jeg mediterer i et rum for mig selv eller den slags.

Tværtimod har jeg også fundet ud af, at det at sidde stille og reflektere over en bibeltekst, sådan som det er en del af den protestantiske tradition, ikke er min vej. Jeg har brug for stilhed – og for bevægelse. Det største gudsnærvær oplever jeg, når jeg vandrer eller cykler ned til havet og bader og træder ud i vandet og takker Gud.

– Hvad har gennemførelsen af de åndelige øvelser betydet for din måde at være præst på?

Jeg har fået en større faglig ro og hviler i, at jeg ikke behøver at kunne alt. Det er fint, at jeg kan noget, og mine kollegaer kan noget andet. Jeg bliver ikke så nervøs over alle de opgaver, der står foran mig som præst, men stoler på, at det, jeg skal gøre og sige, nok skal komme til mig. Der er en større enkelhed over min måde at være præst på – både i mine prædikener, mine sjælesorgssamtaler og mit øvrige virke.

Erfaringen med at leve mig ind i evangeliets fortællinger har gjort, at jeg bruger dem langt mere – både i mine prædikener og i min sjælesorg. Og jeg giver Gud mere plads til at arbejde i samtalerne, end jeg har gjort før. Enten ved at sige færre ord eller ved at lade stilheden være, så Gud kan arbejde i den.