Carsten Schøtt kørte speedway med Ole Olsen – nu nyder han sit nye liv på scooter

Carsten Schøtt var engang en af de danske Speedwayhelte. Han hørte til ”Olsen-banden” omkring den største danske speedwayhelt, Ole Olsen, som gjorde sporten populær og opførte speedwaybanen i Vojens.

”Faktisk ville jeg hellere spille fodbold, men da jeg var ti år kom min far hjem med en speedwaycykel. Det var en slags knallert med en 50 kubik motor. Da jeg blev ældre, kørte jeg først på en 80 kubik, og da jeg blev 16 år, måtte jeg køre på en af de store 500 kubik motorcykel. Min far var tømrer, men hans et og alt var speedway. Han kørte selv på en motorcykel,” fortæller Carsten Schøtt. Carsten kom på ungdomslandsholdet og var bl.a. i Ungarn og andre lande for at køre.

Bekymret mor

– Hvad sagde din mor til, at du kørte speedway?

”Hun var selvfølgelig meget bekymret. For jeg fik jo skulderen af led, brækkede kravebenet og fik mindst ti hjernerystelser. Dengang var siderne på banen kun lavet af træplader. Så, når man ramlede ind i dem, gjorde det virkelig ondt. I dag har man nogle luftpuder, som tager noget af slaget,” husker Carsten. To brødre prøvede også den voldsomme sport, men sprang fra igen, fordi det var for farligt.

Men Carsten var ikke bange for noget dengang, og det gik godt for ham. Så godt, at han blev tilbudt en kontrakt i Edinburgh i Skotland. ”Hvis man gerne ville leve af sporten, så skulle man til England og Skotland. Så jeg var da heldig at få en kontrakt. Jeg fik 80.000 kr. foruden det, man kunne vinde. Og det var mange penge i 80’erne.”

Kæresten ville ikke med

”Kort før, jeg kom til Skotland, havde jeg købt et hus udenfor Haderslev. Dér boede min kæreste. For hun ville ikke med til Skotland. Så de fleste af mine første 80.000 kr. gik til hende og alt det, der skulle ordnes på huset. På et tidspunkt ringede hun og sagde, at jeg skulle komme hjem. Det kunne jeg jo ikke for min kontrakt. Jeg prøvede at få hende derover, men det ville hun ikke. Det endte med, at vi gik fra hinanden, selvom vi havde en søn sammen.”

Slut med karrieren

”Jeg rejste frem og tilbage for at få ordnet tingene og forsøgte at få solgt huset, men ejendomsmægleren kunne ikke sælge det. Det endte faktisk med, at huset kom på tvangsauktion.
Alle problemerne gik ud over min indsats på holdet. De andre syntes, at det skabte for meget rod. Så det endte med, at de satte mig af holdet. Jeg stoppede så i Skotland og kørte i stedet speedway i Vojens nogle år. Men det hele ramlede omkring mig. Jeg mistede også min sponsor, så i 1994 måtte jeg stoppe helt,” fortæller Carsten.

Dømt for narko

”Jeg havde det jo elendigt, så jeg begyndte at gå meget i byen og drikke. Jeg kom i et miljø, hvor der var stoffer, og jeg begyndte også selv at tage stoffer. Det begyndte med hash og til sidst var jeg på heroin. En dag blev jeg kontaktet af en fyr, som sagde, at han vidste, at jeg manglede penge. Men jeg kunne tjene godt ved at hjælpe ham. Jeg var jo bare en uvidende sønderjyde, så jeg hoppede på krogen og solgte narko for ham.

Jeg vidste ikke, at politiet holdt øje med dem, han havde kontakt med. Så jeg blev arresteret og fik en dom på fem år. Det var meget mere, end man normalt ville have givet, men politiet fortalte mig, at man ville statuere et eksempel for at skræmme andre. Derfor fik jeg så hård en dom. Jeg kom i det åbne fængsel i Sdr. Omme, og det var jo altsammen en enorm nedtur for mig,” husker Carsten.

Fra hjerteregionen på hans brystkasse og nedover den ene arm har han en stor tatovering af en drage. Tatovøren blev aldrig færdig med sit kunstværk, så halen løber ud i sandet. Og på en måde var den symbolsk for Carstens dramatiske liv.

En lærestreg for livet

Men i stedet for at blive mere kriminel som mange andre indsatte, betragtede Carsten dommen som en lærestreg. Han besluttede sig for, at han aldrig ville tilbage til kriminalitet eller ud i narko igen. Og han har ikke rørt narkotika siden.

”I fængslet var der nemlig en medarbejder, som spurgte, om jeg havde lyst til at gå på afvænning. De havde et afvænningsforløb i Vridsløse. Det sagde jeg straks ja til og kom til Vridsløse i 2½ år, hvor jeg også begyndte at arbejde med problemerne i min fortid. Jeg tror faktisk, at det reddede mit liv, for jeg var langt ude. Da jeg blev løsladt i 1999, begyndte jeg at læse til pædagog i Kolding.”

Kræft og dødsfald

Få år senere, i 2003, mistede Carsten sin far, som døde af kræft allerede som 57-årig. Ti år senere døde Carstens mor som kun 61-årig af kræft. Og nogle år senere fik hans søn Mike i Haderslev også kræft.Han kom dog heldigvis igennem sygdommen, men Carsten begyndte at spekulere på, om det var arveligt, og om han selv stod for tur. En læge forsikrede ham dog om, at det ikke var arveligt.

”Jeg havde også en rigtig god kammerat i Kolding, som døde. Han havde været narkoman, men havde været clean i mange år. Pludselig en dag fandt hans datter ham død i lejligheden. Han var faldet tilbage igen. Jeg blev selv bange for at falde tilbage og fulgte et NA-kursus. Det svarer til AA for alkoholikere. NA er blot for narkomaner. Det er et kursus, hvor man følger 12-trin, og det var rigtig godt. Jeg blev selv ”sponsor” for en anden – dvs. at han kunne ringe til mig 24 timer i døgnet, hvis han pludselig havde brug for hjælp. Jeg var også med i forskellige væresteder, hvor jeg forsøgte at hjælpe andre ud fra mine egne erfaringer. Jeg var med i ”De Frie Fugle” i Kolding og boede også en tid i Aarhus.”

Ramt af voldsom stress

”Selvom jeg var pædagog, arbejdede jeg også som chauffør og meget andet, fordi jeg havde det store kørekort. I 2016 arbejdede jeg med byggeriet af det nye sygehus i Aabenraa. Vi arbejdede i fire-dages uger og havde meget lange arbejdsdage. En dag, da jeg kom hjem, fik jeg et anfald. Hjertet hamrede løs, og jeg havde en voldsom hovedpine. Jeg troede, det var en blodprop eller et hjerteanfald. Jeg ringede desperat efter en ambulance og kom på sygehuset. Lægen fortalte mig, at det ’bare’ var et stressanfald. Men jeg fik flere af den slags anfald, og jeg blev rigtig bange. Og bange for at blive bange… Jeg måtte sygemelde mig på grund af angsten.”

Hos Nærværket

”En dag i 2020 fortalte en socialrådgiver mig, at de manglede en chauffør i mødestedet Nærværket i Kolding. Måske var det noget for mig. På den måde kom jeg i kontakt med to gode fyre, Ulrik og Michael, som arbejdede i Nærværket. Ulrik fortalte mig sin egen historie, og om, hvordan han nu var kristen – ikke på en religiøs måde, men som en relation. Jeg havde egentlig ondt af ham. Jeg syntes, det var synd for ham, at han troede på noget, der ikke var der. For jeg havde aldrig oplevet kristendommen derhjemme. Jeg havde heller aldrig vidst, hvad kærlighed var. Jeg så aldrig mine forældre give hinanden et knus. Min far var ret voldelig, så både min mor og vi børn fik tæsk. Det var hans måde at reagere på. Det var jo det, han var vokset op med. Men nu talte jeg meget med Ulrik og Michael – også om tro. Og jeg spurgte Ulrik, hvordan jeg kunne få den samme positive måde at leve på, som de havde. Hvad skal jeg gøre, spurgte jeg. ”Du skal ikke gøre noget. Du skal bare bede til Gud,” sagde han og ledte mig i en bøn, hvor jeg vendte mig til Gud. Jeg var den første, der blev døbt i den nye kirke, som Kirke-i-byen byggede i Kolding.”

Bekræftet af tungetale

Carsten gik dog stadig med lidt tvivl i sindet. Han ville være 100 pct. sikker på, at han var på den rette vej. En dag inviterede et ældre ægtepar i kirken – Ingrid og Hans Christian – ham med til et møde i Midtjylland, hvor han oplevede, at deltagerne talte i tunger.

”På vejen hjem spurgte jeg dem, hvordan jeg kunne få den oplevelse. De fortalte, hvad der stod i Bibelen om det. Jeg googlede det også. En dag, da jeg kom hjem, lå jeg og sov tre kvarter. Da jeg vågnede sagde jeg nogle mærkelige ord, som jeg ikke forstod, men det føltes rigtigt. Det var, som om Gud gav mig en bekræftelse.”

De bedste år i mit liv!

”Det satte mig i brand, og siden har jeg læst meget i Bibelen, som jo er ”Herrens ord”. Jeg foretrækker King James versionen, fordi den er mest præcis,” siger Carsten. ”De sidste to år har været de bedste i mit liv. Jeg opdagede, at mine angstanfald efterhånden forsvandt. Jeg stoppede også med den antidepressive medicin, jeg havde fået. Og det gik fint. Jeg har ikke haft brug for den siden,” fortæller Carsten med lettelse.

Han fik et flexjob og har også være frivillig i Nærværket. Nu hjælper han til i Café Morgenstjernen i Christiansfeld nogle dage om ugen.