Citykirken Aarhus fejrer 150-års jubilæum Pinsesøndag

Hele tre kirkelige milepæle bliver til én stor festdag for hele Aarhus, når Citykirken den 8. juni 2025 inviterer til jubilæumsgudstjeneste og reception på Viborgvej 173 i Aarhus V.
Kirken fejrer 150 år med frikirkelig tilstedeværelse i byen – et jubilæum, der rummer både 100 år som frikirke i Aarhus, 35 år i den nuværende bygning og 15 år som Citykirken.
Fejrer Guds trofasthed og menneskers engagement

“Vi vil gerne fejre Guds trofasthed og menneskers engagement gennem generationer. Det er ikke bare vores historie, men en del af Aarhus’ kirkelige og sociale virkelighed,” siger kirkens ledende præst Jürgen Galonska. Historien bag jubilæet går tilbage til 1925, hvor den første apostolske kirke blev etableret i Aarhus som en del af en international vækkelsesbølge. I 2010 slog tre aarhusianske frikirker – Pinsekirken, den Apostolske Kirke og Frikirken ved Runddelen – sig sammen og dannede Citykirken Aarhus.
Siden er Citykirken vokset til en aktiv menighed med 6-800 tilknyttede, et gospelkor med op til 300 medlemmer og et stærkt socialt engagement. Citykirkens historie afspejler både den internationale vækkelsesbevægelse og en lokal social indsats, som har sat sig varige spor i Aarhus – senest med engagementet i Familienetværket, der støtter over 200 sårbare familier, oplyser præst Johnny Hansen.

Jubilæumsfesten
Der er jubilæumsgudstjeneste den 8. juni kl. 10.30 efterfulgt af en festlig reception, hvor alle er hjerteligt velkomne.