Dorrit oplever Guds ledelse i hverdagen

Dorrit voksede op i Agger, en lille fiskerby i Thy, hvor omkring halvdelen af byens ca. 400 indbyggere var kristne og kom i det lokale missionshus. Det var også tilfældet med Dorrits familie, hvor faren var fisker, mens moren passede Dorrit og hendes to ældre søskende:

”Min familie har været kristne flere generationer tilbage, så det var naturligt at komme i kristne sammenhænge. Da jeg var ung, var vi ca. 30 unge, der kom i missionshuset, og jeg var nærmest lige så meget i missionshuset, som jeg var hjemme. For vi havde både klub, IMU (Indre Missions Unge) og kor, hvor der var øveaftener og aftener, hvor vi var ude at synge med koret. Så vi unge var sammen næsten hele tiden.

Til gengæld kom vi ikke særlig meget ud blandt andre kristne i landet. Vi havde Vestkyststræf en gang om året, hvor vi mødtes med andre IMU´ere langs Vestkysten, men ellers havde vi ikke behov for at mødes med alle mulige rundt omkring, for vi havde et godt sammenhold.

Indre Mission trak ikke-troende til

Også i skolen var troen en naturlig del for mange af skolens børn, og ham, som stod for den lille skole i Agger, hvor hun gik indtil 7. klasse, var kristen og kom i kirkelige kredse: ”Mange af de klassekammerater og venner, vi havde, som ikke kom fra kristne hjem, inviterede vi med i klubben. Så også mange, der ikke havde en kristen baggrund, blev fortrolige med at komme i missionshuset. For dem var det sjovt at være sammen med os, fordi vi var så en stor flok.”

”Men var det det, Gud ønskede af os,
skulle han også nok sørge for os.
Så vi sagde ja. Vorbasse føltes godt nok
langt væk fra Agger for os, og i første
omgang fik vi ikke solgt huset.
Men det blev hurtig udlejet,
og da der var gået et år, blev det solgt.
Så det praktiske lagde sig til rette.”

Nogle af børnene og de unge uden kristen baggrund kom også med i byens to kor: Vesterhavskoret, som var et børnekor, og Agger Strengekor, som var for unge voksne – og flere af dem kom til tro.

Regnede med at blive gammel i Agger

Troen var så naturlig og integreret i Dorrits barndom, at hun egentlig aldrig har tvivlet. Tidligt valgte hun også under en missionsuge at følge Jesus, og hun har aldrig haft et oprør mod troen.
Lige så naturligt var det, at hun skulle blive i sin barndomsby, Agger. Senere begyndte flere af de unge at komme på efterskole, hvor de fik smag på livet udenfor Agger. ”Jeg syntes imidlertid, at vi havde det så godt. Så hvorfor skulle jeg flytte?” spørger Dorrit.

Hun kom dog også hjemme- fra et år under sin uddannelse, hvor hun boede i Thisted. ”Men så blev jeg kæreste med Poul og flyttede hjem til mine forældre.” Da Dorrit senere blev gift med sin kæreste, som også var fra Agger, og de købte et stort hus og efterhånden fik to børn, syntes det endnu mere oplagt, at det var dér, hun skulle blive gammel. De fleste af deres venner bosatte sig også i byen, så der var ikke noget, der trak udenfor barndomsbyen.

Kaldet væk fra Agger

Så skete der imidlertid det, at Poul, der egentlig er uddannet skibstømmer, blev opfordret til at søge et job som leder i ”Den blå perle”, et arbejde under Blå Kors i Thisted. Det var dog ikke længere væk, end at familien sagtens kunne blive boende i Agger: ”Men så spurgte Blå Kors, om vi ikke ville lede et lejrcenter i Vorbasse. I første omgang sagde vi nej til det, for vi skulle jo bo i Agger. Efter lidt tid spurgte de igen. Det gjorde, at vi blev lidt i tvivl om, hvorvidt det var det, Gud ville, at vi skulle. Så vi bad over det et stykke tid og nåede frem til, at det nok var det, Gud ville med os.”

Det stillede dem imidlertid overfor en række spørgsmål, som de ikke havde regnet med at skulle tage stilling til, bl.a. om de kunne få solgt deres hus i Agger. ”Men var det det, Gud ønskede af os, skulle han også nok sørge for os. Så vi sagde ja. Vorbasse føltes godt nok langt væk fra Agger for os, og i første omgang fik vi ikke solgt huset. Men det blev hurtig udlejet, og da der var gået et år, blev det solgt. Så det praktiske lagde sig til rette.”

Et større trosmæssigt udsyn

Poul og Dorrit endte altså med at blive lederpar i lejrcentret i Vorbasse, hvor Poul var ungdomskonsulent og Dorrit børnekonsulent. ”Det blev livsforandrende for os – også med hensyn til vores kristenliv. Vi er opvokset i et Indre Mission, hvor der dengang var en lidt firkantede holdninger til, hvad man gjorde og ikke gjorde, og på hvilken måde, man skulle være kristen. Da vi så kom ned til Vorbasse, begyndte vi at komme i KFUM- og K. I vores opvækst havde vi fået fortalt, at de var lidt mere verdslige. Så vi var spændt på, hvordan det var. Men da vi så mødte dem, var de jo de herligste mennesker, og alle de fordomme, vi havde, faldt til jorden. Det kan godt være, at der var ting, de gjorde på en lidt anden måde, eller de gjorde ting, vi ikke gjorde, men det er jo ikke det, det kommer an på. Så vi opdagede, at det hele ikke var så sort/hvidt, som vi var opvokset med, men at der er flere nuancer på paletten – og vi er jo enige om det væsentlige.”

Også da de senere igen stod
ved en skillevej og ikke vidste,
hvad de skulle, oplevede de,
at tingene lagde sig til rette for dem,
og de kunne stole på,
at Gud havde en vej for dem
– både hvad job og bolig angik.

Kaldet igen

Efter ca. 6 år på lejrcentret, arbejdede Dorrit og Poul en periode som dagplejere i en stordagpleje i det hus, de havde købt i Vorbasse. Indtil de igen oplevede, hvordan Gud uden deres planlægning og aktive søgen efter job placerede dem, hvor han havde bestemt.

”Da vi havde været dagplejere i omkring 4 år, var der nogen, der fortalte os, at man skulle have ny bestyrer på Hvidesande Sømandshjem, og spurgte, om det ikke var noget for os.
Det var vi ikke sikker på, for det betød jo, at vi skulle flytte igen. Men vi tog dog derover for at snakke med dem, og vi fik jobbet. Igen endte vi et sted, hvor vi slet ikke havde tænkt, at vi skulle være.”

Blev valgt til job uden uddannelse

Den almindeligste vej til at få et arbejde er, at man søger jobs, man synes lyder spændende, og som man selv vælger og håber at få. Sådan har det ikke været for Dorrit og hendes mand.
På samme måde får de fleste et job, som de er uddannet til. Heller ikke det har været tilfældet for Dorrit og Poul. Efter tre år på sømandshjemmet fik Dorrit således job på Markusskolen i Esbjerg og senere på Sønder Bork Efterskole:

”Da jeg så stillingsopslaget, tænkte jeg, at det kunne jeg godt tænke mig, selvom jeg hverken er lærer eller pædagog – og jeg fik det.” Poul, der kom til at arbejde på værftet i Hvide Sande, kom hurtigt til at savne at arbejde med mennesker, så de bad meget om, at Gud måtte vise dem noget andet, han kunne bruge Poul til.

Videre ad Guds vej

Endnu engang kom det ad uventet vej. På det tidspunkt var man ved at starte et nyt bofællesskab for mennesker med fysiske og psykiske udfordringer op i Nøvling – Countil Center. Her blev Poul leder, og parret måtte igen flytte. Dorrit blev ansat på Videbæk kristne friskole, den tredje lærerstilling uden seminarieuddannelse. Også da de senere igen stod ved en skillevej og ikke vidste, hvad de skulle, oplevede de, at tingene lagde sig til rette for dem, og de kunne stole på, at Gud havde en vej for dem – både, hvad job og bolig angik:

”Vi var til min brors fødselsdag. Han bor i Aarhus, og han fortalte, at man manglede et portnerpar i missionshuset.” Det betød imidlertid kun et billigt sted at bo og ikke en indtægt. Men også det lagde sig til rette. Poul fik igen arbejde i Blå Kors, hvor han endte med at blive leder, og Dorrit blev ansat i Mission Afrika.

Fremtiden er i Guds hånd

I dag bor parret i Voel ved Silkeborg, og Dorrit har for knap to år siden fået arbejde i Agape. ”Vi troede, at vi skulle bo i Agger hele vores liv, og vi kunne ikke forestille os noget bedre for os – men det kunne Gud! Der er nogen, der siger til os, at nu skal vi vel blive gamle her i Voel. Men så siger vi: ’ja, måske’, for det ved vi jo ikke. Måske Gud vil noget andet!”