Oleg er præst ved fronten i Ukraine

Første gang, vi mødtes, var, da jeg besøgte hans enhed. Jeg tog en dyb indånding, før jeg trådte ind mellem soldaterne med mit kors, som var fremstillet af træ fra paller. Der var bestemt ikke mange kristne, der havde været her før mig. Jeg var nervøs.

Dette hemmelige sted nær frontlinjen var ikke min kirke, jeg stod ikke på min sædvanlige prædikestol, hvor jeg følte mig tryg efter mere end 14 års præstetjeneste. Nu var jeg der, hvor de var. Jeg havde omkring 25 til 30 soldater foran mig, nogle havde meldt sig frivilligt til hæren, andre var blevet pågrebet med vold og tvunget til at forsvare deres land efter den russiske invasion i 2022. Hvad tænkte disse soldater om mig?

At jeg gemte mig bag mit kald? At jeg også burde gøre tjeneste i hæren? Jeg skubbede tankerne til side og fokuserede på, hvad jeg var i det øjeblik: en Guds tjener. Men ikke desto mindre valgte jeg hvert ord omhyggeligt under min prædiken. Til venstre for mig var der nogle telte, til højre et lille køkken lavet af en trailer. Midt imellem var der en slags spisesal, dækket med en grøn presenning, så det ikke var synligt fra luften, men alligevel kunne beskytte soldaterne mod regn og sol.

Andreij stod på sikker afstand og røg. Størstedelen af soldaterne kiggede spørgende og eftertænksomt på mig, mens de skrællede kartofler. Jeg talte med soldaterne, men Andreij afviste mig totalt både med kropssprog og ord. Han afbrød mig ofte og hånede mine ord. ”Din Gud elsker alle? Selv mordere, voldtægtsforbrydere og tyve?” (her hentydede han nok til russiske soldater). ”Ja, Gud elsker, men tro ikke, at han ikke ser det, eller at han bifalder en sådan opførsel,” svarede jeg.

”Din Gud er dum! Jeg hader ham og vil aldrig tilgive den slags forfærdelige mennesker,” hvæsede han. Her blev vi afbrudt af eksplosioner og skud lige i nærheden. Jeg kunne ikke bebrejde ham hans bitterhed. Senere fandt jeg ud af, hvor meget vold denne unge mand havde oplevet i de seneste måneder. En dag på vej til arbejde var han blevet samlet op af den ukrainske hær og tvunget ind i hæren.

Han blev slæbt væk under eder og forbandelser, og siden da havde han været soldat. Hans bedstemor døde, da en raket ramte hendes hus. Han var på vagt, da det skete, og de nægtede at lade ham deltage i begravelsen. En af hans nære venner var blevet fanget, brutalt slået og tortureret. En kærlig Gud passede simpelthen ikke ind i denne unge mands verdensbillede. Forståeligt nok.

Næste gang, Andreij og jeg mødtes, var fem-seks måneder senere ved begravelsen af en af hans kammerater, der var død på tragisk vis. Soldaterne var vendt tilbage fra tjeneste og var gået til hvile skjult i et beskyttelsesrum dybt nede i jorden. De havde ikke hørt de fjendtlige soldater, der havde sneget sig ind på deres base. En granat blev kastet ind i deres korridor. En af soldaterne bar en skudsikker vest, og han skyndte sig hen til den lille indgang, hvor han dækkede åbningen med ryggen.

Han ofrede sig selv for at give de andre tid til at klæde sig på og forberede sig til forsvar. Hans sidste ord siges at have været: ”Min Gud, min Gud, min Gud!” Omkring 200 mennesker deltog i begravelsen af manden, der havde givet sit eget liv for sine kammerater. Man hørte de knælende soldaters stemmer. Håbløshed og fortvivlelse fyldte luften fra alle sider, mens de prøvede at trøste familien. Men der var ingen trøst. Intet håb. Kun bebrejdelser og anklager: ”Gud, hvorfor tog du ham?”

Andreij knælede også ned sammen med de andre overlevende soldater og holdt fast i kistelåget, hvor deres kære ven og soldaterkammerats iturevne sikkerhedsvest lå. Han var tavs, lyttede opmærksomt og løftede af og til sine tårevædede øjne mod himlen. Selvom jeg kun ser de fleste af disse mennesker én gang i mit liv, var det vigtigt for mig ikke at såre nogen med mine ord. Jeg ville trøste dem, men igen og igen tænkte jeg på, at det også kunne have været mig.

Hvis det var min begravelse, hvem ville så komme? Gud lagde det på mit hjerte at dele et af Jesu sidste ord på korset. Jeg fortalte om de rædsler, Jesus led og udholdt i livet og døden. Jeg forklarede, at korsfæstelsen ikke var et uheld, men derimod hans frivillige beslutning om at redde os fra død, straf og ødelæggelse.  Jeg fortalte, at Jesus blev forladt på korset, for at vi aldrig skal blive forladt.

Og at Jesus valgte at stå imellem os og Guds destruktive, men retfærdige dom og konsekvenserne af vores synder og vantro. ”Gud så Kristi kærlighed, tog imod hans offer, og det var det, der frelste og stadig frelser i dag.” Familien, gæsterne og soldaterne lærte for første gang, at Gud ikke er en gammel mand med gråt skæg, men en kriger, der frivilligt beskytter og kæmper – for at redde os mennesker.

Jeg opfordrede folk til omvendelse fra deres synder og til at tage imod en levende tro. ”Jesus ønsker at være din sande ven, og han har gjort alt for at kunne bringe dig hjem til sin far.” Efter gudstjenesten kom Andreij hen til mig. ”Siger du, at Jesus også kan være min ven? En ven af en soldat, en morder, en mand, der drikker, forbander og hader?” ”Andreij,” svarede jeg og lagde min hånd på hans skulder. ”Jesus gjorde alt for at blive din bedste ven. Ja, han kender dig, han elsker dig, og han har magten til at ændre dig.” ”Hvad skal jeg gøre, for at jeg, når jeg dør – og det kan ske hver dag i krig – kan kalde Jesus min ven?”

Jeg smilede. ”Det er det bedste spørgsmål, du kan stille mig. I dag er det bedste tidspunkt at tænke over det.” Vi fortsatte med at tale i lang tid, han afbrød ikke mere, men nikkede hele tiden, mens tårerne løb ned ad hans kinder. Til sidst bad han for første gang… Og efter at han havde bedt, kunne man se et smil på hans læber. Efter vores samtale forlod jeg begravelsen og gik hen til min bil. Andreij fulgte efter mig, stoppede mig og spurgte efter mit telefonnummer.

”Pastor Oleg, jeg vil give min mor dit mobilnummer, og når jeg dør, kan du så begrave mig og fortælle alle, at jeg var et forfærdeligt menneske, en synder, men at jeg blev en ven af Gud, fordi Jesus kæmpede for mig på korset? Vil du være i stand til at fortælle alle, at Gud har tilgivet mig, og at jeg ikke længere lider?” Selv nu, mens jeg skriver dette, løber tårerne ned ad mine kinder… Evangeliet om Jesu liv, død og opstandelse vil også hjælpe dig med at overvinde dine personlige kampe, bitterhed, frustrationer og endda had.

Gennem Kristus vil du finde styrken til at se på dig selv og din mørke fortid på en ny måde. Du kan også tage imod Kristus og opleve ham som din stærkeste og kæreste ven. Med hans tilgivelse kan du bevæge dig fremad. ”Andreij” er et dæknavn, da En morders ven af Oleg Schewtschenko er baseret på en sand historie. Der må ikke tages billeder fra fronten, derfor bringes billeder fra den lutherske kirkes hjælpearbejde.

Man kan støtte hjælpearbejdet i Ukraine via DBM’s hjemmeside.