En næsten ukendt Kierkegaard sætter retningen for folkekirken i Aalborg Stift

Når biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, om morgenen træder ind på sit kontor, ser han et maleri, der hænger på en af væggene. Maleriet er et portræt af en af Aalborgs tidligere biskopper, P.C. Kierkegaard, der blev udnævnt til biskop i december 1856 og bestred embedet frem til 1875, hvor han selv besluttede at træde tilbage.

P.C. Kierkegaard var nummer 46 i rækken af biskopper over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen er nummer 59. Og der er sikkert mange af de øvrige biskopper i rækken, hvis navne er mindst lige så velkendte for folkekirkens medlemmer som P.C. Kierkegaard. Men for Thomas Reinholdt Rasmussen står P.C. Kierkegaard som et stort forbillede og en daglig inspirationskilde, og det er derfor, han har ladet et portræt af det officielle bispeportræt, der hænger i Aalborgs Domkirke, Budolfi Kirke, hænge op på sit kontor.

”P.C. Kierkegaard var ikke blot en uhyre flittig og samvittighedsfuld biskop. Han var også en dyb teolog og tænker, og så havde han en klar vision for, hvad folkekirken er og skal være. Faktisk har han formuleret folkekirkens formål så flot og præcist, jeg ville ønske, at det var mig, der havde fundet på det,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen, der har været biskop i Aalborg siden december 2021 og inden da var provst i Hjørring Provsti.

Citatet, som han ville ønske, at han selv var ophavsmand til, lyder således: ”Saa skal der hele Landet igjennem, hos os fra Skagen og til den sydlige Spidse af Bornholm, ikke kunne fødes eller opvoxe noget Menneske, uden at han føler sig omgivet af et Tilbud – ikke en Tvang, men et Tilbud – af christen Tro og Trøst.” Og Thomas Reinholdt Rasmussen har besluttet, at det skal være visionen og pejlemærket for folkekirken i Aalborg Stift.

”P.C. Kierkegaard udtalte disse kloge ord i 1867, mens han i en kort periode var kultusminister i regeringen og samtidig biskop her i Aalborg. Som kultusminister var han ansvarlig for skole og kirke, og ordene faldt, da han stod på Folketingets talerstol,” fortæller den nuværende biskop i Aalborg.

Ingen skal efterlades

Citatet udtrykker ifølge ham essensen af, hvad det vil sige at være folkekirken: ”Vi skal som folkekirke være der, hvor folket er, og det vil sige, at vi skal være alle steder. Ingen skal efterlades. P.C. Kierkegaard kom med udtalelsen på baggrund af krigen i 1864, hvor landet standede i våde, og pengene var små. Når han kunne sige sådan med de begrænsede økonomiske midler, landet og kirken havde dengang, må vi kunne sige det samme i dag,” siger han.

Han tilføjer, at det ikke betyder, at der skal være kirkelig tilstedeværelse på samme måde alle steder, eller at det helt er udelukket at nedlægge kirker eller lave om på strukturen. Men besparelser og omstruktureringer må ikke betyde, at folkekirken efterlader nogen mennesker uden reel adgang til den trøst og tro, som kirken kan tilbyde, mener han. ”Vi har lavet en projektansættelse her i stiftet, hvis formål er et udforske, hvordan strukturen i Aalborg Stift – økonomisk og demografisk – kan se ud i fremtiden. Og den overordnede paragraf for arbejdet er citatet af P.C. Kierkegaard,” siger han.

Man kunne tro, at Thomas Reinholdt Rasmussen lærte P.C. Kierkegaard at kende, da han blev biskop over Aalborg Stift og gik i gang med at lære sine forgængere at kende. Men hans kendskab til P.C. Kierkegaard går omkring 30 år tilbage. Dengang var han studerende på teologisk fakultet på Københavns Universitet og havde i mange år været optaget af P.C. Kierkegaards langt mere berømte bror, filosoffen og teologen Søren Kierkegaard.

”Jeg begyndte at læse Søren Kierkegaard, da jeg var 14-15 år, og op gennem teenageårene var han meget vigtig for mig. Det er nok meget almindeligt, at Kierkegaards radikale tænkning med fokus på fordringen om at vælge sig selv og at træde i karakter appellerer til unge mennesker. For mig blev det tilmed den vigtigste årsag til, at jeg begyndte at læse teologi, og at jeg valgte at studere i København, hvor der på det tidspunkt var vældig meget fokus på Kierkegaard – med oprettelse af et særligt Kierkegaardcenter m.m.,” siger han.

Et halvt speciale og et godt råd

Thomas Reinholdt Rasmussen fortsatte med at læse Kierkegaard og besluttede at skrive speciale om ham. Han fik også skrevet omkring et halvt speciale om Kierkegaards kristologi, men endte med i stedet at skrive et speciale i kirkehistorie om reformatorisk teologi. I mellemtiden var der nemlig sket noget med hans syn på Søren Kierkegaard.

”Jeg blev opmærksom på, at Søren Kierkegaard ikke var så optaget af det fælles og af kirken som fællesskab. For ham var det at gå i kirke et spørgsmål om at møde Gud alene. Og jeg tror, at vi er mange, der gennem livet erfarer, at nok kan vi gøre os umage med at træde i karakter, men vi ender ofte med i stedet at blive en karikatur. Og så har vi brug for tilsigelsen af vores synders tilgivelse. For nåden. Og selvom Søren Kierkegaard har den med, er det ikke der, han umiddelbart lægger hovedvægten,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

På studiet havde han jævnligt samtaler med professor Leif Grane, og under en af disse samtaler opfordrede professoren Thomas Reinholdt Rasmussen til at kigge nærmere på Søren Kierkegaards storebror, Peter Christian Kierkegaard, oftest bare kaldet P.C. Kierkegaard. ”Han syntes, at Søren Kierkegaard var for studentikos og mente, at jeg kunne hente noget bedre og dybere hos Peter Christian Kierkegaard, og det vil jeg give ham ret i,” siger biskoppen.

Han begyndte at undersøge, hvad der var skrevet af og om P.C. Kierkegaard og fandt hurtigt ud af, at P.C. Kierkegaard slet ikke var så velskrivende som sin bror, og at der ikke var skrevet ret mange artikler eller bøger om ham.

”På skrift er han utroligt knirkende, modsat sin bror, som jeg stadig læser alene for at nyde hans fantastiske måde at bruge sproget på skriftligt. Men P.C. Kierkegaard var ifølge folk, der hørte ham prædike og forelæse, en stor retorisk begavelse mundtligt. Under nogle studieår i Tyskland, hvor han opnår en doktorgrad i filosofi på en afhandling om begrebet løgn, bliver han kendt som ”Der Disputierteufel aus dem Norden”, fordi han var uovertruffen i en diskussion. Også som prædikant var han meget dygtig og blev meget populær som biskop i Aalborg,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen.

Vægelsind og modstand mod tvangsdåb

Søren og P.C. Kierkegaard var på mange måder utroligt forskellige, og det medførte et årelangt uvenskab mellem dem. Mens Søren Kierkegaard var meget kritisk overfor kirken og var fokuseret på den enkeltes evne til at træde i karakter og træffe valg, var P.C. Kierkegaard optaget af kirkens fællesskab og af Guds nåde, der går forud for alt andet, og han var desuden næsten altid tvivlende og havde svært ved at tage beslutninger.

”P.C. Kierkegaards eneste søn, der blev ateist og fik en trist skæbne som forhutlet i Aalborg, er citeret for følgende udsagn om de to brødre og sig selv: ”Søren er Enten-Eller, P.C. er Både-Og, og jeg er Hverken-Eller.” Jeg ved ikke, om citatet er korrekt, men det rammer ganske godt,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen. P.C. Kierkegaards vægelsind og tvivl kom til udtryk, da han som ung havde fået et embede som sognepræst i Nordjylland, men i sidste øjeblik valgte at trække sig, fordi han var i tvivl, om han kunne bestride stillingen, og om han ved at sige ja til den ville udelukke sig fra andre og måske bedre muligheder.

Til gengæld var han – da han siden blev sognepræst på Sorø-egnen – meget klar i mælet, når det kom til spørgsmålet om dåb af baptisters børn. På det tidspunkt – tidligt i 1840’erne – var der ikke religionsfrihed, og baptisternes dåbspraksis – hvor man brugte voksen- og ikke barnedåb – var ulovlig. Derfor blev folkekirkens præster pålagt at tvangsdøbe baptisternes børn. Men det nægtede P.C. Kierkegaard.

”Der kan man sige, at han trådte i karakter, og i hans udsagn fra Folketingets talerstol lægger han jo netop vægt på friheden. Kirken skal være der som et tilbud for alle, men aldrig som tvang. Det er den kombination i hans kirkesyn, jeg er så begejstret for,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Skyld og nåde

Da P.C. Kierkegaard blev biskop i Aalborg Stift, var religionsfriheden indført med Grundloven af 1849, og han stod derfor ikke længere i et dilemma omkring tvangsdåb. Men han gjorde en stor indsats for at modvirke en fortsat spredning af baptistkirken – alene ved at tage rundt i hele stiftet og prædike og tale med folk – lav som høj, ung som gammel. ”Han gjorde en forbilledlig indsats. Dengang var der ingen hovedveje i denne del af landet, og han måtte ofte sejle for derefter at rejse ad små veje ind i landet. Han forstod betydningen af at komme ud i hele sit stift, og det prøver jeg også at lade mig inspirere af,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

P.C. Kierkegaard var biskop i næsten 20 år og havde stor betydning for kirkens udvikling. Men han tvivlede selv på sit værd og sin indsats, og hans psykiske konstitution blev så plagsom for ham, at han i 1875 konkluderede, at han ikke var værdig til at beklæde bispeembedet. Herefter sendte han sin bispekjole, sine ordner og sine medaljer tilbage til kongen, der havde udnævnt ham. Han havde herefter intet embede og ingen indtægt, og med en kone, der var sengeliggende meget af deres ægteskab – formodentlig på grund af eftervirkninger af en fødselsdepression – var det en svær situation.

Nogle folk i Aalborg, der havde stor veneration og respekt for den tidligere biskop, skillingede sammen til et hus, som han kunne flytte ind i, og her boede han til sin død i 1888. ”Han var martret af selvbebrejdelser og skyldfølelse og skrev breve til folk om småting, der lå årtier tilbage, og som han bad om tilgivelse for. Der var tale om et psykisk sammenbrud og en tung skæbne,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Man kunne tro, at hans selvbebrejdelser og skyldfølelse afspejlede, at han havde mistet troen på en nådig Gud. Men det var næppe tilfældet, vurderer biskoppen.
Hans gravsten på Almen Kirkegård i Aalborg har indskriften ”Du betalte syndens sold” – en linje fra salmen ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Og under står sætningen: ”Gud er større end vort hjerte”, som netop i den forbindelse er en rammende sætning.

”Det er et fantastisk gravsted, som jeg ofte går forbi, når jeg spadserer en tur. Så går jeg op og hilser på P.C. og bliver mindet om hans liv og gerning – og hans kirkesyn, som han delte med Grundtvig,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Støttede Grundtvig

At P.C. Kierkegaard tilsluttede sig Grundtvig og tidligt blev en af dennes faste støtter, skyldtes ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen, at han ligesom Grundtvig anså kirkens fundament for at være ikke skriften alene, men den lyslevende Kristus, som møder os i sakramenterne. Han tilslutter sig Grundtvig af trosmæssige årsager – og betaler en pris for det,” siger han. Mange af Grundtvigs tilhængere blev nemlig ekskluderet fra universitetet, hvor de – trods fremragende kvalifikationer – ikke fik lærestillinger.

Det gjaldt også P.C. Kierkegaard, der efter årene i Tyskland underviste på Københavns Universitet og også erhvervede en licentiatgrad derfra. Men han fik ingen fast stilling, efter at han offentligt havde udtalt sin støtte til Grundtvig. En anden offentlig udmelding, der fik konsekvenser for ham, var hans taler ved Roskilde præstekonvent. Her karakteriserede han på et tidspunkt sin bror som ”ekstatiker” – noget Søren Kierkegaard blev så stødt over, at han afbrød kontakten med broren.

I sidste ende blev det dog P.C. Kierkegaard, der talte ved Søren Kierkegaards begravelse i 1855, og det viste sig omkring ti år senere – da nogle papirer blev gennemgået grundigt – at Søren Kierkegaard havde besluttet, at storebroren skulle tage sig af hans papirer og skrifter. ”Måske var han klar over, at den eneste, der var indsigtsfuld nok til at forstå hans skrifter og sætte tilsvarende pris på dem, var hans storebror – deres store uenigheder og forskel i personlighed til trods,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Han vil ikke underkende Søren Kierkegaards betydning og kvaliteter, men personligt har han fundet mest inspiration hos P.C. Kierkegaard – ikke mindst i sit embede som biskop. Han håber, at P.C. Kierkegaard fremover vil blive skænket mere interesse af forskere, og at hans måde at tænke kirke på vil blive stående som et pejlemærke i fremtidens folkekirke. ”Mens Søren Kierkegaard er optaget af fordringen til at elske, er det hos P.C. Kierkegaard det, at du allerede er elsket, der står først. Det betyder, at der hos ham også altid er en modtagende position, og det gør ham utroligt spændende,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

P.C. Kierkegaard

Født 6. juli 1805 i Hillerød, død 24. februar 1888 i Aalborg.
Dansk teolog og biskop over Aalborg Stift 1856-1875. Var storebror til Søren Kierkegaard.
Blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1822 og var 1828-1830 i Tyskland, Holland og Frankrig, især i Berlin.
Opnåede en doktorgrad i filosofi ved universitetet i Göttingen og i 1836 en doktorgrad i teologi ved Københavns Universitet.
Fra 1843 sognepræst i Pedersborg og Kindertofte ved Sorø.
I 1856 udnævnt til biskop over Aalborg Stift. Nedlagde sit embede i 1875.
Blev valgt til Landstinget i 1849 og var kultusminister 1867-1868.
Døde i Aalborg i 1888 og blev begravet på Almen Kirkegård i Aalborg.
Efterlod sig flere afhandlinger, artikler, taler og salmer.