”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”

– Jesus kommer ind i verden med et nærvær, som sætter aftryk. I hans nærvær finder vi den ro, som vi har brug for.

Fred er en mangelvare i verden – og når vi taler om fred, så er det ofte en betinget fred, hvor du for at opnå den skal gøre eller undlade at gøre noget. Der er nok at blive forfærdet over i verden omkring os – og ovenikøbet blive modløs over – for hvem kan og skal gøre noget ved alt det, der dagligt rammer os via medierne og i vores egen hverdag, i familien, på arbejdspladsen og i alle de cirkler vi bevæger os i.

Nyheder om krig og ødelæggelse, sygdom og nød. Vi har gennem tiden lært, at vi ikke kan sætte vores lid til dem, der råber højest og lover guld og grønne skove. Så hvad gør vi så? I denne samtale med disciplene siger Jesus igen ”jeg går bort” – han siger ovenikøbet, at de skal glæde sig over det. Når noget tages fra os, som er vores tryghed og sikkerhed, så skyder vi det ofte fra os, for det er ubehageligt at forholde os til.

Og sådan har disciplene helt sikkert også haft det. Ingen af dem siger i denne situation noget – måske fordi de ikke helt forstod det, Jesus sagde. Og det, vi ikke forstår, er svært at argumentere for eller imod. Når vores liv forandrer sig, kan det være ubehageligt i øjeblikket – og først når vi ser, hvad vi fik i stedet for det, vi måtte give slip på, kan vi forstå. For nogle år siden sad jeg i en samtale med en kvinde, hvor tabet af kontrol i hendes livsomstændigheder gjorde, at hun søgte noget, der kunne få det hele til at give mening.

Hun opsøgte kirken, fordi hun havde lagt mærke til nogle kristne på den anden side af gaden, som, hun kunne se, havde noget, hun ikke havde. Hun talte aldrig med dem, men hun betragtede og erkendte, at hun havde brug for det, de havde. Hun fandt det, hun søgte i Jesu nærvær – og oplevede en forvandling, som gav hende en ny vej i livet. Det er kernen i evangeliet; At Gud har banet en ny vej for os.

”Rejs jer, lad os gå herfra!” slutter samtalen mellem Jesus og disciplene med. Det er lidt sjovt, at Johannes tager den lille sætning med. Det er som et punktum for det, der er svært at forstå og rumme – og så går vi videre. I det at rejse sig fysisk midt i vores omstændigheder og gå videre, ligger der også en aktiv tros handling. At jeg ikke bare bliver siddende handlingslammet, men at jeg kan bevæge mig ud i det ukendte for at møde det, Gud har beredt. Det inviterer Jesus os til, og måske netop modtagelsen af hans fred gør det muligt for os.

Fredens ånd er Helligånden

– Han formidler Guds nærvær og Guds fred til os. Og han lærer os at forstå – og sætter os ind i det store billede, som Gud har tænkt. I pinsen fejrer vi, at Helligånden kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.  Pinsen er også kirkens fødselsdag – kirken som er Kristi legeme på jorden, og vi udfordres til at ”rejse os og gå herfra” – for Gud har stadig et billede, han maler på med mennesker, som handler på hans ord og hans løfter.

I Matt.4 bliver Jesus selv fristet af Satan til at vælge en nemmere vej – udenom det svære. Jesus svarer: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Guds ord er mad for vores ånd og sjæl og kan mætte på et helt andet niveau end alt det, du kan finde i den her verden. Helligånden, Guds ånd tager bolig i mennesket og lærer os indefra og minder os om alt det, Jesus har sagt til os, netop Guds ord. Lad os huske på det og lad hans fred, som overgår al forstand, lede os – også til det næste menneske, som har brug for mødet med Jesu fred og nærvær.
Glædelig pinse!

Prædikentekst: Joh. 14, 22 – 31

Talsmanden

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.

Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker.

Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.