Guds nådefilter

”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

En god veninde gjorde mig for mange år siden bekendt med udtrykket: Vi ser ikke verden, som den er, men som vi er. Vi ser altså virkeligheden gennem et filter. Et filter, der er dannet af de oplevelser, vi har haft gennem livet, og det, som vi har lært. Det filter er som et par farvede briller, som farver vores billede af verden, så vi ikke ser den, som den er, men som vi er. Farisæerne, som var de religiøse ledere i Israel, havde for eksempel et filter, der gjorde, at de så rigdom som en velsignelse fra Gud, noget man fik, fordi man var god.

Og modsat: Hvis et menneske var fattigt, så var det, fordi det havde gjort noget forkert. De havde med andre ord syndet og var selv skyld i deres elendighed. Når Jesus fortæller sin historie, så er det, fordi han ønsker at knuse det filter, som farisæerne ser verden igennem, og give dem et nyt. Jesus fortæller om den rige mand, og den rige mand er i virkeligheden farisæerne selv. Og Jesus fortæller om den fattige tigger, der symboliserer alle de mennesker, som farisæerne er kaldet til at være hyrder for, men som de svigter, fordi de har et grufuldt filter, de ser verden igennem. De læger ikke deres sår, men lægger tunge byrder på dem og binder dem med hårde bud.

Så når Jesus fortæller, at den fattige tigger ligger udenfor den rige mands dør, helt hjælpeløs og håber at få lidt af den rige mands overflod, og tiggeren er fuld af sår, som hundene kommer og slikker, så er det et billede på de mennesker, farisæerne svigter. Og Jesus bryder for alvor med farisæernes filter, da Jesus fortæller, at tiggeren bliver båret af engle og lagt i Abrahams skød, den største ære, man kan forestille sig for en farisæer. Gud giver den fattige mand alt det, som farisæerne ikke ville give. Jesus giver ham endda et navn – en identitet.

Og Jesus bryder for alvor med farisæernes filter,
da Jesus fortæller, at tiggeren bliver båret af engle
og lagt i Abrahams skød, den største ære,
man kan forestille sig for en farisæer.

Derimod placerer han den rige mand i Helvede, hvor han har en samtale med Abraham, som selvfølgelig repræsenterer den tro og den tradition, som farisæerne er en del af. Og dermed viser Jesus farisæerne, at de har misforstået det, som Gud har åbenbaret for dem. Først hører vi, hvordan den rige mand beder Abraham om at sende Lazarus over og lindre hans tørst, hvilket viser, at den rige mand slet ikke har forstået noget som helst.

Og da det ikke kan lade sig gøre, siger den rige mand til Abraham: “Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.” De fem brødre er igen et billede på farisæerne, og derfor svarer Abraham: “De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Med andre ord: De har altså allerede Guds ord. Gud har åbenbaret sig for dem igen og igen. Og alligevel havde farisæerne et filter, der ikke var fra Gud.

Til dette svarer den rige mand: “Men kommer der en til dem fra de døde, så vil de omvende sig.” Abraham svarede: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Og vi ved jo, at det er sandt. For Jesus er den, som dør, men vender tilbage fra de døde for at fortælle farisæerne om Gud og for at give dem et andet filter at se verden igennem. Og de troede ham ikke.

Og hvad er det for et filter, Jesus vil give dem? Hvad er det, han så inderligt ønsker at give dem? Det ligger i navnet Lazarus, som betyder Gud har hjulpet eller Gud hjalp. Jesus vil gerne lære dem, hvad nåde er. Jesus vil gerne vise dem, at vi alle har brug for Gud og at Gud er nådig. Han vil give dem et nådesfilter, og det vil han også gøre for dig og for mig.

Prædikentekst: Luk. 16,19-31

Den rige mand og Lazarus

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød.  Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.

Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.

Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«