Hvordan håndterer vi fejltrin og konflikter?

Kære Panel

Der er i denne tid særdeles mange fejltrin, konflikter og uroligheder i verden, men der kan også være konflikter i vores gode land, på arbejdet, i menigheden, i familien eller i parforhold. Da vi alle begår fejl og ikke er verdensmestre i kommunikation, kan der let opstå misforståelser eller egent-lige konflikter. Hvordan er vores reaktioner og processer, når vi begår fejl. Som samfundsborger og kristen, der også har mennesker i terapi, har jeg reflekteret over: Hvordan skal fejltrin og konflikter håndteres, så vi har sunde sind og kan komme videre?

Venlig hilsen

Min refleksion er på ingen måde udtømmende, men jeg har tænkt i tre vinkler, hvor Guds nåde og god kommunikation er helt afgørende.

I Guds kærlighedsmiljø omkommer det onde

Vi har fra nu til nu brug for påskens budskab, som befrugter os med kærlighed til Gud, os selv og næsten. Kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. I den kærlighed betyder små fejltrin ikke så meget, vi og andre kommer hurtigt videre. Vi har begrebet en pyt-knap. Vi skal lære at sige pyt, også når der sker fejl, for forhold er uperfekte. Vi er mennesker og syndere, men frelst af nåde, for at leve i vores nye identitet som søskende i Kristus. Når vi ser Kristus i hinanden, kan vi ikke stå på benene af bare glæde.

’Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes’?

Jesu ord i Luk.6.37 er meget klare, vi kommer let til af dømme os selv og andre. Når vi dømmer andre, får vi at vide, at vi ser splinten, men der er en bjælke i vores eget øje. Splint og bjælke er som bekendt at samme materiale – træ. Jesus siger altså, at vi ikke kan se og dømme noget, uden at det også har sin rod i os selv. Når det er værst endda i et størrelsesforhold som en bjælke og en splint.

Set i det lys, skal vi i bøn være stille for, hvad Helligånden og Guds ord siger i den pågældende situation. Skal vi da ikke bedømme, evaluere, vurdere og lære af fejltrin? Jo, men vi skal ikke dømme. I 1. Kor. 4:5 får vi yderligere at vide, at vi ikke skal dømme noget før tiden. Det kan vi let gøre, for vi fejlslutter ud fra vores og andres nuværende fejl og ekstrapolere ud i fremtiden. Vi konkluderer, at det her aldrig bliver anderledes. Derved mistes håbet og perspektivet. Det håb, som ellers var med til at samle os om at tjene og modtage den fortsatte forvandling til mere og mere at ligne Kristus.

’Bedrøvelse efter Guds vilje’ er ikke et svagt nytårs fortsæt

Vi kan imidlertid også opleve, at Gud tillader en bedrøvelse så dyb, at den virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes. Vi skal derfor være følsomme og opmærksomme på, om vi skal sige pyt, eller om vi er udsat for en helt urimelig dom, eller om Gud tillader en bedrøvelse efter hans vilje for glædeligt at forvandle os ved sin nåde. ’Bedrøvelse efter Guds sind, virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes. Men bedrøvelse i verdens forstand virker død. Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje – hvor stor beslutsomhed, ja undskyldninger, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer. På alle måder har I vist jer rene i den sag.’ (2. Kor. 7:10-11)

Hvad er bedrøvelse efter verdens forstand? Den bedrøvelse mangler Jesu tilgang med nåde og sandhed. Gud giver tro, håb og kærlighed, hvilket verdens bedrøvelse ikke gør, hvorfor det ender med død. Lad os se på de 7 reaktioner, som bedrøvelse efter Guds sind frembringer:

1. Stor beslutsomhed

Når vi bedrøves efter Guds vilje, vil det virke en stor beslutsomhed. Måske så vi ikke situationen så klart før. Måske var det et område i vores liv, hvor vi før var faldet i. Uanset var det fyldt med smerte at blive så bedrøvet. Gud virker både retfærdiggørelse og helliggørelse, og vi med troslydig og ydmyghed kan lære af vores fejltrin. Vi må endda gå til den bror, som, vi kommer i tanke om, har noget imod os (Matt. 5:23).

Det er opmuntrende, at Gud er med i hele processen og står bag den nye store beslutsomhed. For Gud er den, der virker en lyst og vilje til at virke. Den store beslutsomhed er derfor ikke et nytårsforsæt, som måske kun holder i to uger, den store beslutsomhed er virket ved Guds ord og ånd. Gud vil ikke bede os om noget, han ikke selv giver kraften til (Heb.13.21). Vi og Gud beslutter altså i fællesskab, at vi ikke vil tilbage til dette fejltrin og den medfølgende smertefulde reaktion.

Gud vil ikke bede os om noget,
han ikke selv giver kraften til. (Heb.13.21).
Vi og Gud beslutter altså i fællesskab,
at vi ikke vil tilbage til dette fejltrin
og den medfølgende smertefulde reaktion.

Måske det er nemmest at forstå den proces, hvis vi tænker på et menneske, der er afhængig af alkohol og har oplevet en menneskelig deroute. Bedrøvelsen er kommet ud fra tabet af familie, venner, arbejde og økonomi. Bunden er nu nået, og ikke blot ved egen kraft og tagen sig sammen kommer den person, der kæmper med misbrug, videre, men nu er det med Guds kraft, idet bedrøvelsen efter Guds vilje er ægte, sand og giver håb for fremtiden. Gud vil virke og rejse op til en ny dag med ny nåde i relationer, misforståelser og konflikter uanset problemets karakter, for Gud giver altid en ny chance.

2. Undskyldninger

Omvendelsesprocessen er fyldt med undskyldninger. Det kan være undskyldninger overfor andre, sig selv og Gud. Undskyldningerne er et bevis på, at det her stikker dybere end noget, der kan løses ved et tryk på pytknappen. Det kan være komplekst, for fejltrin i menneskelige relationer er oftest præget af fejltrin på begges sider. Sandheden må søges, for man skal ikke undskylde for noget, man ikke har gjort. Undskyldninger er helt personlige og må mødes med barmhjertighed både overfor sig selv og andre.

3. Harme

Omvendelsesprocessen kan også være fyldt med harme og vrede. Følelsen af det måske hårde og uretfærdige, der ramte en. Irritation og vreden over konkrete fejltrin. Vrede er en stærk kraft og vidner om, at noget forkert er sket. Vreden kan være berettiget, for Jesus blev vred og tømte templet for boder og sælgere. Vrede kan også være uberettiget, den vrede virker blot død for både en selv og den, det går ud over. Uanset skal vreden ud, men på en måde så der ikke syndes. ’Bliv blot vrede, men synd ikke.’ (Ef.4:26) Vreden skal ideelt set også ud, før solen går ned, for vrede, der bæres på, kan blive til tristhed og følelsen af at være indebrændt.

4. Frygt

Omvendelsesprocessen er ofte fyldt med frygt. Frygt for sig selv og sin egen mangelfuldhed, når et tidligere erkendt fejltrin gentages i nutiden. Frygten kan føre til usikkerhed, men også magtesløshed og bøn til Gud om hjælp. Bibelens livsstil er netop ’Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde! (Luk. 2:10). Frygten kan også handle om ens omstændigheder. Frygt kan handle om vores næste, hvad vil de nu sige, når vi igen har klokket i det. Der er ingen fejltrin, der kommer bag på Gud, han ved om nogen, at vi er syndere. Gudsfrygt og ydmyg respekt for livet og andre mennesker må konstant fylde os, for ’hvad et menneske sår, skal det også høste’.(Gal. 6:7)

5. Længsel

Omvendelsesprocessen vil fremkalde en længsel. En Guds længsel og taknemlighed. Tænk at være højt elsket og accepteret på trods af fejltrin. Længslen vil også gå i retningen af et behov for at udbedre skaden, et behov for, at det ikke sker igen. Længslen fører ind i bøn og gode relationer samt forudberedte gerninger.

6. Iver

Omvendelsesprocessen kan begynde som en iver i kødet, men fortsætte som en brand i ånden. Vi skal ikke blot være ivrige, men netop brændende i ånden. Ivrighed er naturlig, for ingen kan holde ud at være i en aktuel omvendelsesproces hele tiden, men ud af den opstår netop en ivrighed for at komme videre og ud af den suppedas, vi måtte være havnet i.

7. Afstraffelse

Vi kan føle, at vi skal straffes, men Gud har taget straffen på sig selv, da Jesus på korset råbte: ’Det er fuldbragt.’ Ingen er perfekte, men alle kan med synds erkendelse og ydmyghed lære samt boltre sig i nåden, også for at blive fredsstiftere. Lad os leve i Guds nåde, se Kristus i hinanden og være barmhjertige overfor os selv og andre.

Kærlig hilsen
Poul Henning