Jesus med pulveriserede hænder
Da jeg sammen med min hustru i efteråret flyttede ind i præstegården, opdagede vi, at der i kælderen under den gamle præstegård stod en Kristus-figur i halvanden meters højde i stil med Thorvaldsens figur i Københavns Domkirke med udstrakte og velsignende arme. Jeg kan oplyse, at da min bror og jeg for år tilbage gav min mor en sådan figur, i langt mindre udgave, affødte det tårer og tak af højder, vi aldrig havde set før.
Da min hustru og jeg så ytrede vores ønske om at få bragt ”Jesus” op i præstegårdens entre, havde det min mors fulde opbakning. Det til trods for at figuren igennem årene havde mistet seks ud af sine ti fingre. Men min handlekraftige hustru og mor brugte en lørdag formiddag på at finde den rette fingermaling i den lokale hobbybutik, så Jesus kunne få malet sine fingre i den rette farve og limet dem på igen.
I flere dage lå der fingre i sirlige rækker på et spækbrædt i et vindue i stuen, alt gjort klar til den store operation. Jesus med nye fingre. Da vi præsenterede vores børn og svigerbørn for figurens tiltænkte fremtrædende placering i entreen, var begejstringen noget mere afmålt. ”Må vi pynte ham op til jul,” spurgte de nysgerrigt. Resten af aftenen gik med en større teologisk diskussion om, hvilken rolle og placering ”Jesus” skulle have i præstegården. Det var indimellem svært at vide, hvilken Jesus der blev talt om, mens bølgerne gik frem og tilbage over gryderetten.
Ud på aftenen listede jeg på toilettet og passerede derfor Jesus i gangen. Jeg syntes, at han stod og flagrede lidt yderligt og ville venligt hjælpe ham på plads i hjørnet. Sådan lidt på skrå. Jeg løftede ham og bukserede ham stille på plads, men jeg havde tydeligvis undervurderet omfanget af hans udstrakte og velsignende arme. Der lød en ubehagelig knasende lyd, da han gled på plads i hjørnet. Lyden af knust gips.
Kort efter stod børn, svigerbørn, hustru og min mor i gangen. Larmende tavshed efterfulgte af: ”Men far, du har jo pulveriseret Jesu fingre,” kom det tørt fra min søn. De sidste af Jesu´ fingre lå som en lille bunke knust støv på gulvet. Jeg så ud af øjenkrogen, hvordan min mor rystede på hovedet og forestillede mig, hvordan indre verdener i hende brød sammen i grus.
Flere kommentarer fulgte, og jeg vurderede, at jeg bedst kunne gøre gavn ved at rydde af bordet og fylde opvaskemaskinen. Bag mig hørte jeg min mors stemme henvendt til min søn: ”Drengen kan jo ikke engang pumpe en cykel uden at ødelægge både dæk og slange.” Her seks måneder efter står Jesus stadig her i gangen i den gamle præstegård. Med ti brækkede fingre, men klar til at velsigne enhver, der kommer forbi. Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på profetens ord:
”Han blev gennemboret for vore overtrædelser, han blev knust for vores skyld.”
