Kim samler på profetiske neg

I året for Berlinmurens fald – 1989 – var Kim Döhlie i januar på en lille uges bibelskole i Brande. En af aftenerne delte han sit vidnesbyrd meget indgående. Derefter fik han profetiske ord af to damer, som har fungeret som drivkraft i hans arbejde med gadeevangelisation.

”Meget kort fortalt så sagde de, at Gud havde givet mig en del af hans vingård, og at jeg skulle gøre et arbejde i hans vingård, og så at jeg skulle komme hjem ligesom i gamle dage, når der var høst. Hvis man kom hjem med favnen fuld af neg, så kunne man ikke bære mere hjem som enkeltperson,” siger Kim Döhlie. De profetiske ord henviser til Bibelens ord om høstarbejdere og at så korn ligesom i lignelsen om sædemanden. Det at komme hjem med favnen fuld af neg symboliserer mennesker, der kom til frelsende tro på Jesus, hvor ens evangelisation plantede frø til det.

Sag i orden med Gud?

Kim lærte en kristen familie i Odense at kende, da han flyttede til byen første gang i 1985. Han voksede op i København i en ikke-kristen familie, og den kristne familie i Odense påvirkede ham i retningen mod Gud. I påsken 1986 var Kim Döhlie til den kristne musikfestival Opstand i Vejle sammen med en ven. Da der blev kaldt frem, tilbød Kim Döhlie at gå med sin ven op. Efter præsten havde brugt en rum tid på at tale med vennen, vendte han sig mod Kim Döhlie.

”Så siger jeg til ham: ”Jamen, jeg har min sag i orden.” Og da jeg sagde det, der vidste jeg inderst inde, det var en stor løgn, jeg fyrede af her,” siger Kim Döhlie. Fra den påske begyndte Kim Döhlie at gå til mange gudstjenester i folkekirken. Den 18. januar 1987 var han til endnu en gudstjeneste i folkekirken. ”Men den her gudstjeneste, den blev anderledes. Oppe ved alteret, hvor man modtager nadver, kunne jeg simpelthen ikke holde det tilbage – nu måtte jeg bare give mig helt over til Gud. Og jeg gV mig helt over, og jeg bD en bøn. Jeg vidste ikke, hvordan man skulle gøre sådan noget, så det blev så originalt, som det kunne blive,” husker Kim Döhlie.

Ændring i øjnene

Et halvt år efter den skelsættende gudstjeneste fik Kim Döhlie at vide af konen i den kristne familie, han kender fra Odense, at hun kunne se, at der var sket noget efter den gudstjeneste. Kim Döhlie blev få måneder senere færdig med gartnerskolen i Odense og kom i februar 1987 til Bornholm for at tjene i Civilforsvaret. Der bekendte han for første gang over for sine fire nye værelseskammerater, at han var kristen. En befalingsmand i Civilforsvaret viste sig at være kristen og ungdomspræst i Pinsekirken i Rønne, hvor Kim Döhlie begyndte at komme. Befalingsmanden gættede selv, at Kim Döhlie var kristen ved at se hans øjne første dag. Der så han noget, der ikke var i de andres.

”Og så spærrede jeg jo øjnene op og sagde: ”What, kan man nu også se det i øjnene; det, der er sket?” siger Kim Döhlie. Da han flyttede fra Bornholm igen og begyndte i Apostolsk Kirke i Odense i 1987, var der allerede det første halve år et evangelisationskursus. På kurset skulle man skrive sit vidnesbyrd og lære en masse skriftsteder udenad. Branden for evangelisation blev tændt.

Møjen værd

En ældre dame fra Kim Döhlies kristne netværk ringede til ham i opstartsfasen af Kirken På Gaden, hvor han fungerer som tovholder. Hun var også ivrig efter at dele traktater ud. Hendes hukommelse var ikke, hvad den havde været, og hun blev derfor ved med at gentage det samme skriftsted for Kim Döhlie i telefonsamtalerne: Første Korintherbrev 15,58 i den gamle 1871-oversættelse.

I den oversættelse står der: ”Derfor, mine elskede Brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning; I ved jo, at jeres Møje er ikke forgæves i Herren.” ”Det er et af ordene, som ligger bagved, at jeg bliver ved: At den møje, vi også har med i alt det her, er ikke forgæves,” siger Kim Döhlie.

Mødte sin kone på gaden

Kims bedste oplevelse på gaden var, da han i 1989 mødte sin kone Mona, mens han evangeliserede på gaden i Odense. Hendes to søstre var netop kommet til tro, og Kim beskriver Mona som dengang værende ”plukkeklar” – igen en reference til høstsprog. ”Der giver jeg en avis til to unge damer. Og den ene af dem smider den så fra sig, og så siger jeg til Michael, at jeg vil gå tilbage og hente den, og så kan jeg så se, at Mona, som så er den anden unge dame, hun samler den op. Og ret klart indeni der vidste jeg, der skete noget her,” siger Kim Döhlie.

Efter 14 dages tid følte Kim Döhlie tilskyndelse til, at han skulle gå ud for at tjekke postkassen i den menighed, han dengang kom i. Der lå et brev fra Mona, som havde fået adressen via den avis, hun havde samlet op på gaden. Kim svarede Mona, og hun kom til et søndagsmøde i kirken og så et onsdagsmøde, hvor hun kom til tro på Jesus. 12. december 1992 blev de gift. De har sønnen Jonathan sammen.

Stædig udholdenhed

Kim Döhlie betegner sig som stædig af natur, og han har tænkt sig at blive ved med at dele traktater ud så længe som muligt. Med sin karakteristiske sixpencekasket tropper han op fredag efter fredag i Odense centrum. ”Har jeg sat mig noget for, så vil jeg også gerne gennemføre det,” siger han og uddyber:

”Jeg har sat mig for, at Guds Ord skal ud til mennesker. I de år, vi har været på gaden, har vi delt rigtig mange bibler ud. Både Ny Testamente og hele bibler. Og det er for mig noget af det bedste, jeg kan give til mennesker. Fordi Guds Ord har forvandlet mit eget liv; derfor ved jeg, det kan også forvandle andres liv,” siger Kim Döhlie. Det åndelige gøremål med evangelisation foregår ikke uden kamp:

”Det er et af ordene,
som ligger bagved,
at jeg bliver ved:
At den møje vi
også har med i alt det
her er ikke forgæves.”

”Jeg kan også opleve i løbet af ugen, at nogle gange vil Den Onde gerne lave en hvirvelvind, så man næsten er helt flad, når man kommer til fredagen, men alligevel så vælger jeg at sige: Det skal jeg,” siger Kim Döhlie. Og så er vi tilbage ved ordene om neg i Brande i 1989, der driver ham ud på evangelisationsmarken: ”Jeg tror fuldt og fast på, jeg skal komme hjem med favnen fyldt med neg,” siger Kim Döhlie.

Læs også: Kirken På Gaden er ”høstarbejdere” fredage i Odense