Kirken På Gaden er ”høstarbejdere” fredage i Odense

Er du i Odense en fredag eftermiddag og går på den unavngivne plads i centrum mellem Vestergade og Overgade, er der mulighed for at hilse på tovholder for Kirken På Gaden Kim Döhlie og andre gadeevangelister. Det fælleskirkelige initiativ tager fredage opstilling ved Ruinen ved Føtex.

Her er alle velkomne til en snak og gratis kiks, slikkepinde, kaffe, te og kage. Som oftest centrerer snakken sig om emner relateret til Bibelen. Folk kigger forbi og har spørgsmål, nogle vil gerne bedes for, og andre får kristent materiale på forskellige sprog med hjem. Helt gratis, som GRATIS-skiltet på bordet indikerer. Kirken På Gaden er ikke gadesælgere, men gadegivere.

”Det hedder Kirken På Gaden, fordi jeg ud fra Guds Ord ser, at Gud har én kirke, og den kirke er hans folk. Og så ved jeg godt, vi kommer med forskellige etiketter hver især,” siger Kim Döhlie.

Med etiketter mener han forskellige kirkeretninger, kirker og forskellig teologi i detaljerne.

”Det, der er vigtigt, når vi er ude på gaderne, er, at vi står der som hans og glemmer alle de andre etiketter, vi har med os. Det er i hvert fald ikke det, der er afgørende for mig. Det afgørende er, at vi er sendt af ham og har et kald fra ham til at gøre det, vi skal gøre,” siger Kim Döhlie.

Frugtbar opringning før midnat

Initiativet kom til verden, ved at en mand ved navn Vadim Cool i sommeren 2012 fik på hjerte at ringe rundt til kirkelederne på Fyn, herunder Odense. Det brugte han to dage på og var lige ved at give op. Men en halv time før midnat på dag to ringede han Kim Döhlie op.

”Jeg var gået i seng, fordi jeg skulle møde på arbejde dagen efter som pædagog. Så klokken 23:30 der ringer min telefon,” siger Kim Döhlie.
Han kunne straks svare ja til at være med til at starte gadeevangelisation op i Odense. De første to år var der evangelisation i sommerhalvåret og senere også forår og efterår.

Siden 2022 har Kirken På Gaden stået i Odense centrum hver fredag eftermiddag, og nogle gange er Kim også på gaden selv.
”Jeg har altid gerne villet ud at vidne om mit vidnesbyrd og Guds Ord,” siger Kim Döhlie.

Tulipaner og lovsang

Denne fredag eftermiddag står nogle af gadens ”høstarbejdere” ved bordet med kristent materiale og snacks, mens andre går ud på pladsen bevæbnet med traktater. Flere går forbi og afviser høstarbejdernes oplæg til samtale, nogle tager imod en traktat i farten, med andre bliver det til længere samtaler.

Lise Kirkfeldt fra Kirken På Gaden snakkede med en mand, der tror på reinkarnation. Han ville ikke tage imod materiale og mente, Lise Kirkfeldt var forkert på den.
Tjekkiske Alice Stehlícková kigger forbi. Hun har buketter med tulipaner med, en guitar og Guds kærlighedsbrev på dansk og engelsk.

Hun sætter sig i forårssolskinnet med mobilen på et stativ på bordet. På telefonen ser hun akkorder og tekst til lovsange på engelsk, som hun spiller guitar til og synger ud over pladsen. Forbipasserende kigger mod bordet efter lyden af musik og sang, mens de går og cykler.

Kim Döhlie går rundt og deler røde og lilla tulipaner ud på pladsen og Guds kærlighedsbrev ud på engelsk og dansk.

Spejder-disciplin

Da eftermiddagen er ved at gå på hæld, begynder Kim Döhlie at pakke sammen. Tre plastickasser læsses på en lille, rød vogn. Med skriftligt materiale i form af flere traktater på forskellige sprog, Udfordringen-eksemplarer, bibeler og Nye Testamenter.

Sten, der afholder det kristne skriftmateriale fra at blæse væk, puttes i en rød plastikkagedåse til brunkager med kig gennem gennemsigtige hjerter. Den røde velourdug med det sammenklappelige bord foldes, to plasticstole, kopper og snacks gemmes til næste gang.

Kim Döhlie binder et gråt reb om de tre kasser på vognen. Klokken er ved at være 17:30, og han trækker vognen med Kirken På Gadens habengut de ti minutters gang hjem. På næste fredag gentager seancen sig.

”Egentlig kræver det en gammel spejder, som er stædig, trofast og vedholdende,” siger Kim Döhlie.

---

Lise ønsker at gøre Guds kærlighed kendt

Lise Kirkfeldt har været med til Kirken På Gaden i 4-5 år. Hun er med så ofte som muligt. Hun er med i Projekt ÅbenKirke Odense. I 2016 skete der et skifte i hendes liv, så hun begyndte at sætte Gud på førstepladsen.

”Jeg står her mest på grund af, at jeg som ung har oplevet, hvor svært det er at forstå Guds kærlighed. Jeg har været inde og ude af kirker rigtig mange gange og vokset op i en folkekirke og kommet i Missionsforbundet. Men jeg forstod stadigvæk ikke, hvad det var, jeg skulle, fordi jeg har ikke fået den kærlighed selv, og jeg kunne ikke modtage den.”

”Jeg synes, at det var lige meget, hvad jeg prøvede, så blev det bare mere og mere sort. Altså, jeg har ikke været ude i stoffer eller noget. Men jeg var ikke glad, og nej, der var ikke noget, der var godt nok. Og så kom jeg på en bibelcamping med min mor, hun havde inviteret mig, så var der jo gratis mad. Og så sagde jeg: ”Ved du hvad? Nu prøver jeg det hele. Nu giver jeg alt, hvad jeg kan.” Og fra den dag, der skete der noget. Jeg kunne simpelthen mærke, at det var noget helt andet. Da forstod jeg, at det er jo ikke, hvad vi gør; men det er, hvad Gud gør.”

”Det giver mig glæde, bare jeg har en samtale, og jeg kan få øjenkontakt med den, jeg står og snakker med og få vendt deres nej til et ja. Og måske så har jeg vundet en, tænker jeg. Det kan godt være, at de ikke bliver kristne nu her. Men jeg tror på, at der er en vej; så er der banet en vej.”

”Det der med at gå på gaden, det er jo lige så meget, fordi hvis man ser et eller andet brandgodt tilbud et eller andet sted, og jeg synes, at det er så godt, så vil jeg også dele det med andre.”

”Hvis vi har noget, vi ønsker, at andre også gerne må få, og det koster ikke noget at tro på Jesus. Men jeg tænker bare: Hold da fast, det vil godt nok være rart, hvis der var andre, der ville tage imod det samme tilbud.”