Pædagoger kan ikke elske dit barn, som du selv kan
Børne- og Undervisningsministeriet har netop offentliggjort en ny national undersøgelse, som tager pulsen på kvaliteten i landets børnehaver. Det er tragisk læsning. Kun cirka hver tiende børnehave bliver vurderet som ‘god’. Hele 28 procent betegnes som ‘utilstrækkelige’. Det vil sige, at børn i alderen 3-5 år ikke får den omsorg, trøst og opmærksomhed, de har brug for. De resterende 63 procent havner i kategorien ‘tilstrækkelig’. Og ikke én eneste børnehave vurderes som ‘fremragende’. Det er alarmerende, at ingen børnehave i Danmark får topkarakter.
Flere steder i rapporten beskrives det, hvordan børn ikke bliver set eller hørt. De bliver ikke inddraget i samtaler eller aktiviteter. Nogle græder uden at få trøst, bliver ignoreret, skældt ud eller udsat for tvang. Andre får ikke hjælp til at komme ind i leg med de andre børn – og går derfor gennem dagen uden kontakt til nogen. Hverken til voksne eller andre børn. Endnu mere tragisk er reaktionen på undersøgelsen. Politikere og eksperter taler med én stemme: Der skal flere uddannede pædagoger til. Flere midler. Mere uddannelse. Bedre normeringer. Optimering.
Men det, ingen tør sige højt, er det mest ubehagelige spørgsmål af dem alle: Hvad nu hvis hele børnehavesystemet – som er helt centralt for velfærdssamfundets funktion og kvinders mulighed for at arbejde og betale skat – i virkeligheden er et fejlskud? Et projekt, hvor det er børnene, der ender med at betale prisen? For sandheden er, at børnene ikke nødvendigvis mangler flere uddannede pædagoger.
De mangler deres mor. Deres far. De mangler den kærlighed og tryghed, som ikke kan leveres gennem professionalisme. For uanset hvor dygtig, dedikeret eller veluddannet en pædagog er, kan han eller hun ikke elske dit barn, som du kan. Og det er manglen på kærlighed, som gør, at børn mistrives. Det viser undersøgelsen klart. Og hvis børnene skal have den kærlighed, de har krav på, kræver det ofre. Ofre, som kun få voksne i vores velfærdssamfund længere er villige til at bringe.
Det er ikke pædagogernes indsats, der er tragedien – men illusionen om, at nogen andre end os selv kan elske vores børn lige så højt.
