Vores gode venner blev skilt. Kunne det samme ske for os?

Kære panel

Jeg er en kvinde på 41 år, gift og mor til tre. For nylig er et vennepar, som vi har været meget tætte med gennem årene, blevet skilt. Det kom som et chok for os, for udadtil virkede de som et stærkt par – og kristne ligesom os. Siden skilsmissen har jeg mærket en uro i mig, som jeg har svært ved at ryste af. Jeg begynder at se på mit eget ægteskab med nye øjne og kan ikke lade være med at tænke:

Hvis det kunne ske for dem, kan det så også ske for os? Min mand og jeg har vores udfordringer, som de fleste nok har, men jeg troede aldrig, jeg skulle gå rundt og være bange for, at vi også kunne miste hinanden. Jeg ved, jeg skal lægge det over til Gud, men frygten for, at vi kunne glide fra hinanden, fylder. Hvordan finder jeg ro og tillid igen, både til Gud og mit ægteskab?

Med venlig hilsen
Rikke

Kære Rikke

Tak for dit brev – og tak fordi du tør sætte ord på en usikkerhed, som er svær at turde sige højt. Jeg får indtryk af, at du er en ægtefælle med et stort hjerte og en dyb længsel efter både tryghed og nærvær – både i dit ægteskab og i dit trosliv. Det er en god egenskab og kan være et svært behov at dække. Det kræver arbejde og opmærksomhed af både dig og din mand. Det gør noget ved os, når folk tæt på os går fra hinanden.

Især når det er nogen, vi har delt livet, tro, ferier, op- og nedture med. Det rammer dybt, fordi det ikke bare er “deres” skilsmisse. Det kan også skabe en usikkerhed og rystelse i ens eget liv og forhold. Du skriver, at det har sat gang i en frygt for, om det samme kunne ske i dit eget ægteskab. Og det er meget ærligt. Den slags spørgsmål dukker ofte op, når noget trygt i vores omgivelser pludselig smuldrer.

Det er heller ikke ukendt, at andres skilsmisser kan inspirere til noget, der ligner et lettere liv. Hvor man er fri for hensyn, diskussioner og dårlig stemning. Hvis ”friheden” fra parforholdet kan virke tillokkende, er det i høj grad tid til at få det sagt højt til sin ægtefælle, så I kan få brudt de vaner og den hverdag, der gør jeres forhold surt at være i. Ofte er dette langsomme bevægelser over i rutiner, hvor man ikke får afstemt ønsker og forventninger, og så kan livet uden for egen hverdag hurtigt se mere spændende ud.

Det, du står i, er ikke bare sorg over et ægteskab, der er gået i stykker. Der er helt sikkert også mange følgevirkninger på jeres venners skilsmisse. Jeres ”fire-somhed” er ødelagt, og I skal nu til at finde ud af, hvordan jeres venskaber kan bære på kryds af hinanden, og hvordan I rummer og drager omsorg for begge jeres venner i en tid, som helt sikkert også er hård for dem. Det er en svær balance at dyrke begge venskaber og udvise omsorg og forståelse for begge, uden at de oplever, at I vælger side. Det må være deres valg, uanset deres sorg, og det også OK, at I deler jeres sorg over det fælles venskab, I har mistet.

Men lad mig sige det sådan her: Det, du oplever lige nu, er ikke et tegn på, at noget er galt. Det er et tegn på, at noget, som har stor betydning for dig, gør dig nysgerrig på, om du fortsat er afstemt med din oplevelse af virkeligheden. Du har fået øje på, om du og din mand er så afstemt med hinanden i jeres forhold, som du har gået og regnet med. Det er slet ikke dumt at blive nysgerrig på det.

Faktisk opfordrer jeg ofte par til at tage et servicetjek på deres forhold. Ikke fordi der nødvendigvis er store kriser i forholdet, men fordi det er nødvendigt med jævnlige afstemninger, så hverdagens tempo ikke får overtaget i forholdet, og man går rundt i hver sin boble og får sværere og sværere ved at forstå sin partner eller hans måde at prioritere eller tænke på. Så du skal have afstemt din bekymring med din mand, det kommer jeg tilbage til igen lidt senere.

Og så er der kærligheden til din mand. Du nævner ikke, hvordan han har reageret på jeres venners skilsmisse, men måske kunne det være et sted at starte – ikke med en tung samtale, men med en nysgerrig og ærlig åbning: “Har det også sat nogle tanker i gang hos dig?” Ikke for at løse alt på én gang, men bare for at være i det sammen. Når vi kan tale om det svære uden at skulle fikse det hele, så begynder vi ofte at finde hinanden igen. Og det er ofte i de små ting – en kop kaffe uden børn, en berøring uden krav, et blik, der siger “jeg vælger dig igen” – at det dybe fællesskab genopstår.

Det gør noget ved os,
når folk tæt på os går fra hinanden.
Især når det er nogen, vi har delt livet,
tro, ferier, op- og nedture med.
Det rammer dybt, fordi det ikke bare
er “deres” skilsmisse. Det kan også
skabe en usikkerhed og rystelse
i ens eget liv og forhold.

Du kan også læse dette svar sammen med din mand, og se, hvad det skaber af tanker hos jer begge. Det er vigtigt, at I sammen ser på det, der er en uro hos dig lige nu, og hvem ved, måske oplever din mand samme uro, uden at det nødvendigvis handler om, at jeres ægteskab er ved at gå i stykker, men at I derimod lige nu har oplevet store forstyrrelser i jeres hverdag, der får jer til at stoppe op og tænke og derved vurdere på jeres forholds tilstand.

Mange gange tror vi, at vi først må få styr på det hele, før vi kan komme til Gud. Lad ham i stedet være med på din rejse i det, der er svært. Del dine tanker, håb og frustrationer med Gud i bøn. Giv ham en plads i det, og bed ham om inspiration til måder, hvorpå du og din mand kan finde tryghed sammen. Jeg håber du – og I – kan bruge mit svar til at genfinde en tryghed i det forhold, der er jeres, og sammen også må finde en vej i at fastholde nogle gode venskaber, selvom jeres venners forhold er brudt.

De bedste hilsner
Filip Smidt