Om Casper Christensen, Knausgård og de mærkbare trosomdrejninger i den vestlige verden

Af Henrik Højlund, valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke

I Weekendavisen var der for nylig en overraskende forsideartikel, som handlede om en blanding af kendte og ukendte danskere, som har bevæget sig ind i den kristne tro. Forsidebilledet bestod bl.a. af komiker Casper Christensen siddende til gudstjeneste i frikirken Hillsong i København. Det overraskende var selvfølgelig, at en sekulær avis gav dette plads på en forside – og i øvrigt forsatte med en hel side mere inde i avisen. Og vel at mærke med en grundlæggende positiv vinkel.

Historien om Casper Christensen og Hillsong har vakt lidt røre rundt omkring, bl.a. at han blev døbt for anden gang i Hillsong. Forleden kunne man i Weekendavisen læse en meget nedladende kommentar til historien om Casper Christensen og andres trostilslutning. Lektor i religionsvidenskab i Aarhus, Jesper Sørensen, ser det ikke som andet end den sædvanlige selvoptagethed. Han har øjensynlig ikke fulgt Casper Christensens vej ind i troen, som lige præcis handlede om selvoptagetheden, som igen og igen meldte sig som skyldfølelse. Som han sagde i et interview for nogle år siden ”Når man føler sig skyldig, venter man på straf.

Venter man på straf, lever man et liv, hvor man hele tiden må prøve at kompensere og dukke sig for den straf, som eventuelt kommer. Jeg har levet et liv, hvor der har været turbo på, og bagefter kan jeg godt se, at der er en del ting, som ikke har været hensigtsmæssige, og som er blevet forstærket.” Men derfra skete der noget dybt befriende for Casper Christensen, som – helt overraskende for ham selv – fandt dyb fred i den kristne tros afgørende gave: tilgivelsen.

Artiklen i Weekendavisen bekræfter de mærkbare tros-omdrejninger i den vestlige verden, hvor det ateistisk-sekulære livssyn ellers ser ud til at have overtaget det meste. Den unge generation, og særligt den mandlige del, vender i stigende grad tilbage til kirken. Så mærkbart at endda Ateistisk Selskab advarer imod det. Artiklen bekræfter som førnævnt også det, vi registrerer mere og mere: danske kendisser, som tilkendegiver trostilslutning.

Og ved siden af det løber vi fra tid til anden ind i ateister, som synes at længes efter en eller anden form for metafysisk virkelighed. Blandt dem er den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Det fremgår bl.a. meget klart af den bog, som for nylig fik meget positiv anmeldelse i Weekendavisen, Hans Nørkjær Franchs ’Knausgårds blik’. I den bog påvises det, hvordan Knausgård i flere omgange meget klart har tilkendegivet sin ikke-tro.

Franch placerer ham i samme nihilistiske rum som Nietzsche. Der findes ikke andet end denne verden, som dybest set er meningsløs, hvorfor mennesket selv må finde mening med livet. Men så påviser Franch meget klart og overbevisende, hvordan Knausgårds nihilisme er dybt pessimistisk, modsat Nietzsche og andre med det livssyn. Knausgård er overbevist om, at alt kan forklares videnskabeligt, men det er lige præcis problemet. For hvor er så den dybere, sammenbindende mening med livet?

Som Knausgård siger det i Min kamp: ”Når religionen bliver dømt ude som overtro og poesien bliver marginaliseret og ikke længere tror på sin egen betydning, forsvinder det åbne fra det menneskelige, der lukker sig om sig selv, eftersom der ikke længere findes noget udenfor.” Knausgård savner en virkelighed ud over det, der kan ses, vejes og måles. Han savner religionens transcendente virkelighed, muligheden for, at der derved er en dybere, sammenbindende, fundamental sandhed udenfor det menneskeskabte.

Hen mod slutningen af Franchs bog synes Knausgård at fremstå som en form for subtil, skjult kristen forfatter. Det er ikke overbevisende. I Weekend-avisen ved påsketid sidste år skrev Knausgård et essay, hvor han med klare ord afskriver kristendommens opstandelsestro. Knausgård synes at finde mere mulighed for liv efter døden i de dele af moderne videnskab, som forsker i muligheden for mere eller mindre varig livsforlængelse – om end Knausgårds anliggende mest af alt synes at være accept af dødens vilkår.

Knausgård sender den kristne opstandelsestro ud med nogle få sætninger, hvor han henviser til ”en frygtelig mistanke”, som fra tid til anden har ”bemægtiget sig menneskene”, nemlig at opstandelsen måske simpelthen bare blev iscenesat af disciplene, og at Jesus slet ikke var guddommelig. Og det er så øjensynlig grunden til det, Knausgård også konstaterer, nemlig at det i den kristne kirke i den vestlige verden er blevet sådan, at ”den før så dominerende forestilling om evigt liv er blevet kraftigt nedtonet og nu er så tåget og abstrakt, at det ikke længere er muligt at vide, om det er et reelt fænomen eller kun billedtale”.

I Knausgårds 5. roman, Arendal, i den nye romanserie, endnu ikke oversat til dansk – og derfor af gode grunde ikke med i Franchs bog, er spørgsmålet om liv efter døden, et underliggende hovedtema. Undervejs i bogen løber vi ind i en lidt sær gruppe mennesker, som frimodigt griber opstandelseshåbet, båret af kristne toner. Hovedpersonen Syvert bliver indfanget af det, men synes også med tiden at måtte give slip på det og overgive sig helt til ”faktum”: ”Vi har kun ét liv,” som en gammel skoleven siger til ham.

Selvom intet tyder på, at Knausgård har taget den kristne tro til sig, kan han alligevel siges på en bagvendt måde at være en slags apologet for kristendommen, fordi den nihilistisk-ateistiske Knausgårds længsel efter det transcendent meningsfulde åbner døren på vid gab for den kristne tro. Knausgård er med andre ord en af nutidens sekulære stemmer, som på besynderlig måde også synes at bekræfte Weekendavisens artikel om den kristne tros tilbagevenden i den vestlige verden.