Tabt og fundet

Hele kapitel 15 i Lukas-evangeliet handler om ”tabt og fundet”. Det må være et meget vigtigt tema. Der er tre lignelser i kapitlet. I hver af dem kan Jesus tillægges en rolle: Først er han manden, der risikerer alt, for at finde det mistede får. Derefter er han kvinden, der sætter hele huset på den anden ende for at finde mønten. Og til sidst er han faderen, der løber sin søn i møde. I de tre lignelser stiger intensiteten: Først et lille dumt får af en begrænset værdi og manden havde jo 99 mere; så en drakme, som var en dagløn, men til sidst handler det om et menneske – en brødebetynget synder, der er værdifuld over alt andet.

Forstå Guds hjerte

Lignelserne er centrale for forståelsen af Guds hjerte og Guds vision. Gud ønsker at frelse verden, dvs. mennesker. Når det lykkes bliver der glæde. Får, mønter, mennesker og alle mulige andre ting kan blive væk. Og det er irriterende, frustrerende og evt. angstfuldt, når det sker. Tænk på en hund, et dankort, et barn, som er blevet væk. Vi har alle prøvet det. Det værste er et barn. Vi har ikke ro, før det mistede barn er fundet.

På grund af egne erfaringer med vores børn kan vi sætte os lidt ind i Guds sorg over hans genstridige mennesker … men det svimler, hvis vi ganger vores 2-5 børn op med Guds milliarder. Der er meget på spil, når vi tænker på Guds kærlighed til hver enkelt og hans ønske om at finde og frelse enhver.

Får er dumme, men følger tillidsfuldt hyrden

Jeg har ladet mig fortælle, at hvis man har et par får og et par geder, der går løst omkring, så viser det sig, hvis der opstår en fare, at fårene er dummere end gederne. Hvis en ged bliver bange, løber den hjem. Men et får, der bliver bange, løber bare væk … væk fra faren, fx væk fra en ulv eller et tordenvejr – og dermed væk fra det beskyttende miljø, hvor den hører til. Hvor dumt! Vi kan overveje vores egen reaktion. Når der er fare på færde (eller fejltrin eller fristelse eller tvivl), løber vi så hjem? Eller løber vi bare væk?

Det er nogle utroligt dumme dyr, Jesus sammenligner os med, men de har én iboende egenskab: De følger hyrden tillidsfuldt, når han kalder. Og det skal vi selvfølgelig lære af dem. I min morfars stue hang et broderet billede over døren med ordene: ”Herren er min hyrde.” Mange børn har et billede over sengen af Jesus som den gode hyrde. Det er også et yndet motiv for kunstmalere. Og jeg har 1000-vis af gange sunget ”Jesu lille lam” for mine børn og børnebørn og fået dem til at sove.

Og jeg har læst Salme 23 utallige gange på plejehjem og husbesøg. Lad os glæde os over ”Hyrde-får-billedet”. Det har været til trøst for mennesker igennem århundrede.

Nåden er stor

Gud vil, at alle skal frelses. Diskussionen, om hvorvidt alle bliver frelst, bølger med mellemrum. Fra Guds side er ønsket om at frelse meget klart. Det fremgår af mange skriftsteder. Men det fremgår også mange steder, at det ikke sker automatisk.

– Forud for lignelsen om det mistede får står der, at farisæerne og de skriftkloge brokkede sig over, at Jesu kom sammen med toldere og syndere og endda spiste sammen med dem. De havde ikke hjerte for ”synderne”, men det havde Jesus. Vi skal passe på, at det ikke kommer til at lyde, som om vi ønsker, at nogen fortabes.

– Vi skal invitere alle til kirke. Gudstjenesten er de fundnes fest, som har til formål at takke og prise Gud. Den er en del af Gudsrigets fest. Gudstjenesten skal også give de fundne et fællesskab, hvor de kan opleve tryghed – og blive skærmet og styrket. Der er brug for et værn mod djævelen, jfr. en anden tekst til denne søndag: 1. Pet. 5,6-11. Der står om djævelen, at ”han går omkring og leder efter nogen at sluge”. Især for dem som lige er kommet med, er der brug for megen omsorg. Det kan være en stor mundfuld at komme fra ”mørkets rige” og ind i ”lysets rige” for den enkelte – og for Guds modstander er det provokerende at se på. Han kan hurtigt skabe situationer, hvor det nyfundne ”får” får lyst at løbe skrigende bort. Når det er på vej til at ske, kan vi evt. fortælle dem om gederne, der flygter hjem. Når vanskelighederne opstår i os selv eller omkring os selv, gælder det om at flygte hjem – hjem i menighedens fællesskab, hjem i Guds nådefulde favn.

”Tabt-og-fundet-lignelserne” er først og sidst fortællinger om Guds uendeligt store og uforskyldte nåde mod os – vi som ofte har svært ved at finde ”hjem”.

Prædikentekst: Luk. 15,1-10

Lignelsen om det mistede får og den tabte mønt

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem:

Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.