Ville sende flaskepost med ris og bibler til Nordkorea

Sydkoreanske myndigheder anholdt fredag den 27. juni seks amerikanske mænd, som havde forsøgt at sende mindst 1.300 plastikflasker fyldt med ris, minibibler, 1-dollarsedler og USB-sticks til Nordkorea fra Ganghwa-øen i Incheon.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til kilder i politiet. Incheon Ganghwa politistation oplyste den 27. juni, at de efterforsker seks amerikanere, herunder en person med efternavnet ”A”, som er mistænkt for at overtræde Sydkoreas grundlæggende katastrofe- og sikkerhedslov. Amerikanerne ville angiveligt smide flaskerne i vandet ud for Ganghwa i håbet om, at strømmen ville føre dem til Nordkorea.
De mistænkte blev opdaget af kystbevogtningen, og de har ifølge myndighederne fortalt, at de udførte missionærarbejde. Øen Ganghwa ved havnebyen Incheon blev i november udpeget som en ’farezone’, og en administrativ bekendtgørelse forbyder distribution af løbesedler mod nord. Ifølge politiet kan de mistænkte risikere op til et års fængsel og desuden få en bøde på op til 10 mio. won (7.400 dollars), skriver NK News.
Ballonmissionen Operation Mælkebøtte
I 2017 skrev Udfordringen på baggrund af omtale i CBN News om ’Operation Dandelion’, et projekt, hvor kristne fra Sydkorea siden 1991 havde sendt små balloner med bibler til Nordkorea. ”Vinden spreder ballonerne med budskabet ud over Nordkorea ligesom mælkebøttefrø,” forklarede ”Peter” fra Sydkorea. CBN News forklarede, at de kristne bad sammen før opsendelsen af hver enkelt ballon.
I Nordkorea er det strengt forbudt at være kristen, og bare det at eje en bibel kan medføre strenge straffe både for ejeren og dennes familie. Kristne har i årevis forsøgt at smugle blandt andet bibler til Nordkorea via Sydkorea. Andre aktivister har forsøgt at indsmugle politisk propaganda eller popsange til det kommunistiske land. De seneste år har Nordkorea svaret igen ved at sende tusindvis af balloner med affald ind over Sydkorea. For ikke at øge konflikten med nabolandet har Sydkorea siden 2023 forbudt at sende balloner og flaskepost til Nordkorea.