IPSICC

27 seje minutter i selskab med Kutless

Efter nogle års tavshed er her lidt ny musik fra Kutless. De har i senere år lavet flere lovsangsplader, men med denne EP vender de tilbage til den lidt hårdere genre.

På den første sang, End Of The World, får de besøg af det veletablerede band Disciple. Det står i titlen (feat. Disciple), og da der var gået et par minutter, og man ikke rigtigt kunne høre noget, der lød som Disciple, tænkte jeg, at det måske kun var nogle af musikerne fra bandet, der spillede med; men så henimod slutningen af nummeret kommer Kevin Young screamende ind, som han mestrer til fulde. Et super nummer.

Kutless har lavet musik siden 2001. De startede som et skole-lovsangsband på Warner Pacific College under navnet Call Box i 1999. Men ud fra skriftstedet Rom. 6:23, hvor der står: “For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre,” skiftede de navn til Kutless med forklaringen, at Jesus tog vore sår (cuts) og efterlod os dermed Kutless (uden sår).
Deres første udgivelse i 2001 var en EP, og så kom der en fuld længde plade i 2002.

The Seventh Seal, som er en EP med 6 sange, startede som en endnu mindre EP med fire sange under navnet Lies Of My Brothers, som er titlen på en af sangene. Disse fire sange er alle inkluderet i The Seventh Seal, men du får så to fremragende sange oveni. Den ene af disse, Breakthrough, er pladens bedste, synes jeg. Teksten handler om indre kampe, og omkvædet er et storslået stadionagtigt rock-hit, som lægger op til, at man skråler godt med på det, samtidig med at man headbanger lidt.

Den anden gode “ekstra sang” hedder Hold On og er en duet med Dawn Michele. Hvis du ikke lige kender navnet, så kender du nok stemmen, når du hører den. Hun er forsanger i bandet Fireflight, som har eksisteret siden 1999. Hold On er også et super nummer, der handler om ikke at give op, selv når det synes mørkt, men istedet at holde fast. Og ligesom Kevin Young i åbningsnummeret kommer hendes stemme forholdvis sent ind i sangen, men når først den gør, giver den sangen et ekstra plus.

Denne EP kan klart anbefales!

Kunstner: Kutless
Titel: The Seventh Seal
Genre: Hard rock
Download: itunes.dk – Pris: 60 kr.