IPSICC

Aalborg-kirke uddeler skoletasker for 12. gang

Gurli Joensen ses til højre med havfruetasken. Til venstre ses Nanna, der selv har modtaget julehjælp og skoletaske tidligere, og som nu hjælper som frivillig. Foto: A2 Aalborg Citykirke

Uddeling af skoletasker i A2 Aalborg Citykirke startede i sommeren 2014. Herefter har kirken hver sommer uddelt skoletasker og penalhuse til børn, der skal starte deres skolegang i Aalborg Kommune.

”Tilbuddet gælder børn i Aalborg Kommune, som skal starte i skole, men hvor økonomien i familien er udfordret, og det derfor kan være svært at finde penge til en ny skoletaske. Familierne ansøger via hjemmesiden www.skolestart.nu,” forklarer Gurli Joensen fra A2 Aalborg Citykirke.

Fra julehjælp til skolestart

”I A2 Aalborg Citykirke startede man uddeling af julehjælp i 2012, hvilket man kan læse mere om på hjemmesiden julekurv.nu. Projektet med uddeling af skoletasker kom senere som en opfølgning på julehjælpen ud fra et ønske om at hjælpe økonomisk trængte familier i hverdagen på andre tider af året. Men hvor julehjælpen dækker hele region Nordjylland, så er uddelingen af skoletasker afgrænset til Aalborg Kommune.”

Hvor mange familier i Aalborg har I kontakt med – og er det familier, som også får del i fx julehjælp?

”Der er blevet uddelt mellem 30-80 skoletasker om året. Mange familier har tidligere modtaget julehjælp fra kirken, mens det for andre er det første møde med A2 Aalborg Citykirke.
Vi får information sendt ud gennem Aalborg Kommunes daginstitutioner og skoler, så det når bredt ud til familier med børn, som skal starte i skole – og dermed også til de familier, som er i målgruppen. Samtidig bruger vi også de sociale medier til at gøre opmærksom på muligheden for at ansøge.”

Når skoletaskerne uddeles, sker det til en stor sommerfest, hvor hele familien kan deltage gratis. Foto: A2 Aalborg Citykirke

Sommerfest

”Når skoletaskerne uddeles sker det til en stor sommerfest, hvor hele familien kan deltage gratis, hvilket har betydet 100-200 gæster. Her er hoppeborg, ansigtsmaling og andre sjove aktiviteter for børn, og der serveres hotdogs, slush ice og popcorn. Sommerfesten afholdes i forlængelse af gudstjenesten i kirken, så familierne fra kirken kan deltage sammen med gæsterne til en hyggelig eftermiddag.”

Hjælp til flygtningefamilier

Hvor længe har I haft det positive samarbejde med kommunen om hjælp til flygtningefamilier?

”Socialrådgiverne fra Aalborg Kommune er også orienteret om uddelingen af skoletasker, og hjælper nogle gange familier med at ansøge. Kendskabet til kirkens tilbud har ført til henvendelser fra socialrådgiverne, når de har modtaget nye flygtningefamilier. Disse familier står ofte og mangler alt det basale til et hjem og en hverdag, og A2 Aalborg Citykirke har derfor valgt at hjælpe med at donere skoletasker til børnene, som ofte skal starte i skole midt på skoleåret. Her er der givet skoletasker til børn på forskellige klassetrin, så de alle kan få en god skolestart i Danmark, så det afviger fra den almindelige uddeling, hvor der kun kan ansøges om skoletaske til skolestartere.”

Der er sommerfest med 100- 200 gæster, når skoletaskerne uddeles. Fotos: A2 Aalborg Citykirke.

Hvem finansierer uddelingen af skoletasker?

”Uddelingen af skoletasker og sommerfesten med uddeling har primært været finansieret gennem indsamlinger i A2 Aalborg Citykirke, men nogle år er det også lykkedes at få fondsmidler, som har betydet, at det har været muligt at indkøbe et større antal skoletasker, så der har været lager til de følgende år. Vi har fået nogle gode indkøbsaftaler, så vi kan indkøbe skoletaskerne langt billigere, end de sælges i almindelige butikker.”

Skaber tætte bånd med mange familier

Hvad betyder projektet for jeres menighed?

”Gennem skoletaskeuddeling, julehjælp og lignende diakonale tiltag ønsker vi som kirke at række ud og vise Jesu kærlighed i praksis og møde konkrete behov blandt mennesker og i byen omkring os. Gennem de mange forskellige tiltag har vi fået en berøring med flere tusind mennesker både i Aalborg og i resten af Nordjylland. Mange ser vi blot årligt til julehjælp – men der er også mange som efterfølgende bruger tilbud om netværk og hjælp, fx Vintermad, Foodbank og Alphakursus. Særligt har kirkens Familienetværk, som drives i samarbejde med Blå Kors, været med til at knytte et tæt bånd med mange familier. Flere familier og enkeltpersoner er blevet en del af menigheden, har fundet troen og er blevet døbt – og mange flere er på vej i deres trosrejse.”

Bro til Familienetværket og troen på Jesus

”Vi ønsker at møde mennesker med ægte interesse og kærlighed, samt at være inviterende til frivilligt at deltage i flere af kirkens aktiviteter for at blive en del af et fællesskab og at lære Jesus at kende. Der er særligt fokus på at bygge bro til Familienetværket, hvor der er mulighed for at knytte tættere relationer til mennesker og pege hen på, hvad Jesus kan gøre i deres liv og være medvandrere i deres trosrejse,” slutter Gurli Joensen. Ansøgninger om tasker til næste års skolestart kan indsendes fra 10. maj 2026 på skolestart.nu.