Datter af kendt præst: – Gud har været trofast hele vejen

Margit Feldbæk Bjerre har, siden hun var barn, tvivlet på, at hun er god nok og haft en grundlæggende usikkerhed overfor alt nyt. Men Gud har kaldt hende ud af hendes komfortzone og gang på gang vist hende, at han er trofast.

Margit er vokset op i Snedsted præstegård i Thy som yngste barn af Kirsten og Bent Feldbæk Nielsen. En del af Udfordringens læsere vil huske præstesagen mod hendes far i 1995, der førte til hans afskedigelse. Anklagepunktet var, at han døbte børn til og ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Margit var på det tidspunkt stadig et stort barn, og sagen påvirkede hende meget. Men den manglende tro på sig selv blev grundlagt tidligere pga. en episode i skolen, da hun var 12 år.

Så trods det, at hun altid har vidst, at hendes forældre elskede hende, og at hun er opvokset i et levende troende hjem, slog usikkerheden tidligt rod i hende og har fulgt hende siden.

Gud sender David

Fordi Margit ikke kunne stole på, at hun var god nok, regnede hun heller ikke med nogensinde at blive gift. Men som 17-årig mødte hun David. Margit var til et ungdomsmøde i Karlslunde Strandkirke, hvor de for første gang mødtes: ”David havde forinden bedt om, at han snart måtte finde en kone, for han gad ikke al kæresteriet, men ville finde den, han skulle giftes og få nogle børn med i en tidlig alder.”

I første omgang blev det imidlertid ikke til noget, da han syntes, at Thy var for langt væk at have en kæreste. Men året efter mødtes de igen. Margits storesøster, Ingrid, havde opfordret hende til at tage på en lejr med Karlslunde Strandkirke på Tommerup Højskole: ”Allerede dér stejlede jeg, for så skulle jeg jo tage med tog og gøre det alene. Alt, hvad der var nyt for mig, turde jeg ikke. Men min søster sagde, at jeg skulle prøve det. Min mor ville sætte mig på et tog, og jeg skulle bare stå af. Så jeg tænkte, okay, jeg gør det.”

David havde bedt om at finde sin kone på lejren, og han havde været så konkret, at han havde bedt om, at det måtte være den første, der trådte ind på gårdspladsen – og det var Margit: ”De første dage kiggede jeg på ham og syntes, han var smaddersød, men tænkte, at det ikke ville blive til noget, for jeg skulle jo ikke giftes eller have en kæreste. Men inden lejren var slut, holdt vi hinanden i hånden, og vi har ikke sluppet hinanden siden.”

Et liv i tjeneste

Mødet med David blev også indgangen til et liv i tjeneste for Gud: ”Jeg har altid vidst, at Gud var der, men jeg havde aldrig rigtig følt det. Men da jeg mødte David, fandt jeg ud af, at jeg ønskede at følge Jesus. Meget tidligt blev vi klar over, at vi skulle være en del af det, der dengang hed ”Power Praise Center,” hvor Josef Kristensen var præst.” I dag hedder kirken Copenhagen Community Church, og parret har været en fast del af menigheden lige siden. Da Josef og hans kone i 2009 rejste til Tyrkiet for at plante kirke, blev David ledende præst.

Gud står for økonomien

I forbindelse med Davids tjeneste som præst følte han, at Gud ønskede, at han skulle tage til England og studere til præst. Det skete kort tid efter, at David havde valgt at købe sig ud af det malerfirma, han havde sammen med sin far:

”Min mand havde altid ønsket at være en god far, som kunne være der for sine børn. Som barn havde han følt, at der aldrig var tid til ham, og at han aldrig havde fået sin fars opmærksomhed. Så en dag, hvor min mand havde en stille stund med Gud, følte han, at det nu var tid til at sige stop. Det betød imidlertid, at han fik en gæld på en million med sig.” Men den lille familie oplevede, at når Gud kalder, gør han det også muligt:

”Min mand havde solgt noget værktøj, som han havde fået 250.000 kr. for. For disse penge betalte han noget til alle kreditorerne, som så eftergav ham resten af gælden. Til sidst var der kun én kreditor tilbage, som han skyldte omkring 100.000 kr. David ringede så til dem et par dage inden, vi skulle til England, og sagde, at han ikke havde mulighed for at betale pengene tilbage, og spurgte, om de kunne gøre et eller andet. Inden havde han sagt til mig, at vi skulle bede om, at han ville komme til at tale med den rigtige. Da samtalen var slut, var gælden slettet. Så vi tog til England uden gæld.”

”Men jeg har lært, at jeg bliver nødt til at være afhængig af Gud.
Det er jo ikke mig, men Gud, der skal have al æren.
Det er lige meget, om jeg skal starte på sangen igen,
hvis jeg ikke lige får starten på den rigtige måde.
Det handler jo om at tilbede – ikke at få ære fra mennesker.”

Tanken om at skulle til England med små børn, var imidlertid svær for Margit: ”Som jeg nu er som person, tænkte jeg, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg kunne næsten ingen engelsk, og tanken, om at børnene skulle i en engelsk skole, virkede umulig. Jeg kunne slet ikke overskue det, for jeg er typen, der skal have min komfortzone. Min mand bad mig dog tænke og bede over det, og næsten hver gang, jeg har sagt nej til noget, har Gud haft en anden vej, end jeg havde tænkt. Efter ca. to måneder i bøn gik jeg til min mand og sagde, at jeg følte Guds fred over mig, og jeg troede på, at vi skulle til England, og at Gud nok skulle være med os.”

I England

”Vi havde 5.500 kr., som kun rakte til huslejen, men vi oplevede hele tiden Guds omsorg. I løbet af det år, vi var der, fik vi over 85.000 kr. af venner, familie og ukendte. Vi havde en fast dag hver uge, hvor vi fastede og bad Gud om at tage hånd om alt, for vi havde ikke andet end det, vi blev givet. En dag oplevede David, at han skulle købe en masse bøger, og de kostede mange penge. Vi havde ikke penge til det, men vi bad Gud om at tage sig af det, og næste morgen kom David ind på kontoret, og i sit dueslag fandt han en hvid kuvert. I den lå en check på nøjagtig det beløb, som han havde købt bøger for.”

Også efter at Margit og hendes familie kom tilbage til Danmark, oplever de, hvordan Gud sørger for dem økonomisk.

Et tredje barn

Margit og David var blevet gift i en ung alder, og da deres to børn var blevet teenagere, ønskede Margit sig et tredje barn og delte sit ønske med David:

”Men det var han ikke lige med på. Han gik så ned på Amager Strand, hvor han stod i vandkanten med lukkede øjne og bad om, at Gud måtte fortælle ham det, hvis vi skulle have endnu et barn. Da han åbnede sine øjne, stod der en gravid kvinde ved siden af ham, og på vejen tilbage til bilen gik den ene gravide kvinde efter den anden forbi ham – faktisk hele syv. Den syvende kom med en barnevogn. Han kom hjem og fortalte mig om sin oplevelse og sagde, at han troede, at Gud sagde, at vi skulle have barn nummer tre. Men han havde også en betingelse: Jeg skulle nå at blive gravid, inden han blev 35 år, for så ville han være helt sikker på, at det var fra Gud. Det var der et helt år til. Men den ene måned efter den anden gik, og jeg blev ikke gravid. Så hver måned blev jeg ked af det. På Davids 35-års fødselsdag, tog jeg endnu et test, og den viste, at jeg var gravid.”

Fri af sin frygt

”For mange år siden begyndte jeg så i lovsangen,” fortæller Margit. ”Jeg tænkte, at det kunne jeg ikke, for jeg har ikke en speciel smuk stemme. Men jeg havde en længsel efter at tilbede Jesus.”
I mange år stod hun derfor og sitrede, havde kolde hænder og kunne næsten ikke være i sig selv, når hun ledte lovsangen:

”Men jeg har lært, at jeg bliver nødt til at være afhængig af Gud. Det er jo ikke mig, men Gud, der skal have al æren. Det er lige meget, om jeg skal starte på sangen igen, hvis jeg ikke lige får starten på den rigtige måde. Det handler jo om at tilbede – ikke at få ære fra mennesker. Og jeg har fundet ud af, at Gud er nådig og ønsker at møde hjerterne, også når man føler, at man ikke kan finde ud af det. Jeg har oplevet, at mennesker i menigheden har sagt, at det, at mit hjerte er vendt mod Gud, gør, at de bliver rørt under lovsangen. På en eller anden måde kan de mærke, at jeg er følsom overfor Helligånden og ønsker, at han skal komme og møde os.”

Brugt af Gud

Margit fortæller også om en oplevelse, som har givet hende et klart fingerpeg om, hvori hendes tjeneste skal være:

”En dag havde vi besøg af en profet fra Sydafrika, og der var en ung pige til stede, som de alle profeterede over. Men jeg havde ikke rigtig noget. Jeg spurgte så Gud, hvad jeg kunne gøre og følte, at jeg bare skulle kramme hende. Så jeg stod rigtig lang tid og gav hende et kram. Dagen efter kom en af vores venner forbi og sagde til mig: Margit, er du klar over, at pigen i går havde fået et profetisk ord 14 dage før, der sagde, at der ville komme en og kramme hende, så al hendes angst ville forlade hende. Jeg har senere fået at vide, at siden jeg gav hende det kram, har hun ikke haft angst. Da vidste jeg, at Gud var begyndt at bruge mig. For Gud er så omsorgsfuld, og han bruger mine omfavnelser. Jeg har flere gange fået at vide, at mit kram virker helbredende på menneskers krop og sjæl.”

Alt dette har gjort, at Margit i dag kan hvile i Guds omsorg.

Kaldet til omsorg

Fordi Margit har haft så svært ved at nå frem til at kunne hvile i, at hun er værdifuld, har hun fået et særligt hjerte for dem, der er sårbare: ”Jeg ved ikke, hvad der skal ske fremover, men jeg drømmer om at være der for de sårbare børn, som aldrig har fået kærlighed og omsorg. Jeg har altid ønsket at starte et børnehjem i udlandet. Jeg ved ikke, om det er det, vi skal. Måske skal vi fokusere på Danmark, men jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at mennesker får fortalt, hvor dyrebare de er, uanset hvilken baggrund de har.”