Himmelhunden Lady
Siden vores voksne datter sidste sommer erhvervede sig en sød lille hund, har Lady været en fast gæst her i den gamle præstegård. Hun er en blanding af havaneser og powder puff, men ligner mest af alt en lille, hvid, forvasket bamse.
Utallige gange har min datter plaget mig med det brændende teologiske spørgsmål: ”Far, vil du ikke nok døbe Lady?” Personligt savner jeg stadig et klart svar på, om man overhovedet må tage hunden med i himlen, som det lyder i den gamle bodega-sang. Jeg har gentagne gange afslået hendes bøn med henvisning til, at den danske folkekirke altså ikke har et ritual for hundedåb – og at jeg ikke ønsker at risikere hverken kjole eller krave for at døbe et gadekryds.
Hun har ellers lovet ikke at sladre – hverken til provst eller biskop – hvis jeg bare ville døbe den. Men jeg har stået fast. Diskussionen blussede op igen forleden, mens vi sad i bilkøen til Molslinjen på vej til en familiefødselsdag. ”Hunde har ikke en sjæl,” erklærede jeg skråsikkert, da vi nærmede os rampen. ”Der er ikke mere forskel på Lady og en bænkebider.” Min datter trak vejret dybt: ”Helt ærligt, far… hvad så med babyerne? De fatter da heller ikke noget, når du døber dem!”
Og inden jeg når at svare, kommer det: ”Er du overhovedet sikker på, at små børn kan tro?” ”Små børn kan tro,” svarer jeg med præstelig overbevisning. ”Mere end Lady?” kommer det lynhurtigt tilbage. Og som om det ikke var nok, melder hendes kæreste sig i samtalen: ”Hvad er egentlig en sjæl?” Jeg forsøger mig med en længere teologisk redegørelse, som lød langt bedre inde i mit hoved, end da den kom ud af min mund. Men mine ord drukner i færgelarm og højttalerannoncer, netop som vi parkerer bilen.
Mens resten af familien – og Lady – finder en plads i den hundevenlige afdeling af færgen, smutter jeg ned efter kaffe. I køen til Mollys Diner kan jeg mærke behovet for et fagligt comeback, så jeg googler ”sjæl”, mens espressoen brygger. Da jeg vender tilbage, har Lady allerede fundet en ny bedste ven i form af en ældre herre – en pensioneret soldat, viser det sig – som nusser hende bag ørerne og taler til hende, som om de var gamle bekendte.
Lady tager venligt imod mig med sin våde snude. Hun lader sig ikke mærke med, at jeg har sammenlignet hende med en bænkebider, eller at jeg har frakendt hende enhver form for evighedsværdi. Hun er bare glad, for at jeg er tilbage i flokken. Hun er heller ikke videre interesseret i mit opdaterede svar på, hvad en sjæl er. Så jeg lægger mobilen væk, folder avisen ud og læner mig tilbage. Snart skal vi ned til bilerne. Færgens højttaler lyder velkendt og ubønhørligt: KOMBARDO – KOMBARDO – KOMBARDO!
