Jesus er altid med
Mindeord om Bent Døssing Hansen
En pioner indenfor den karismatiske fornyelse i folkekirken, sognepræst, Bent Døssing Hansen, sov stille ind fredag den 1. august 2025 – 90 år gammel – efter et aktivt og indholdsrigt liv, hvor han indtil det sidste insisterede på at suge livet og dets goder til sig.
De sidste tre måneder blev brugt på at skrive en erindringsbog i novelleform med arbejdstitlen ”Jesus er altid med”. Denne overskrift karakteriserer Bents livssyn og livserfaring – at evangeliet ved Helligåndens kraft bliver virkelighed for helt almindelige mennesker, og at vores historie smelter sammen med Guds historie. Gud er ikke urmageren, der har sat verden i gang for derefter at trække sig. Gud griber konkret ind i hverdagen gennem Helligånden til fornyelse og udrustning.
Barnetro
Allerede fra barnsben levede Bent Døssing Hansen i den erfaring, at Jesus er med, men som 9-årig gik det op for ham, at det ikke var naturligt for alle. Tæt på den aarhusianske skole, hvor Bent havde sin daglige gang, lå Gestapos danske hovedkvarter, og midt i danskundervisningen overværede Bent og hans kammerater et uvarslet luftangreb på Gestapo. Her gik det op for ham, hvorfor alle børn under krigen var udstyret med et navnemærke bundet fast på armen. De kunne dø.
Bent oplevede, at han modsat de fleste klassekammerater ikke var bange, for han vidste, at Jesus var med, og skulle han dø, ville han komme hjem til Gud.
Ægteskabet med Ruth
Bent Døssing Hansen anså selv ægteskabet med sin livsledsager gennem mere end 50 år, Ruth Døssing Hansen, som det væsentligste og mest betydningsfulde valg, han gjorde i sit liv. De var enige om at leve i Guds kaldelse, og Ruth tilsidesatte sin kandidatgrad i russisk og tysk for at leve som præstekone. Sammen skabte de ved Guds hjælp et blomstrende menighedsliv i Sankt Markus kirke, Aalborg, som senere blev til Aalborg Valgmenighed, ligesom de grundlagde Aalborg Bibelcamping i Skalborg i 1980 og senere i Hasseris – et tiltag, der fik betydning for en hel generation af unge.
Ledelsen af lejren var folkekirkelig med den mission at genoplive folkekirken. Initiativet anses for at være en væsentlig del af den karismatiske vækkelse i Danmark og føres i dag videre af Dansk Oase.
En skarp pen og en nådig prædikant
Bent Døssing Hansen var desuden i en lang årrække fast skribent for de større aviser som Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Stiftstidende, hvor han havde en skarp og til tider revsende pen. Han anså folkekirkens ledelse og opfattelse af Bibelen for at være for løs i fugerne. Selv var han optaget af især dogmatikken og den rette lære, og hans kronikker og artikler bar præg heraf. Som prædikant var Bent til gengæld helt anderledes. Her lagde han vægt på Guds nåde, omsorg for og indgriben i menneskers liv. Det var kernebudskabet i hans forkyndelse.
Bent Døssing Hansen var en dygtig prædikant, der af daværende domprovst og senere biskop Geil blev indstillet som prædikant til DR. Bent prædikede uden manuskript, og gennem fortællinger og salmecitater – for han kunne sin salmebog – gjorde han evangeliet levende og nutidigt for menigheden.
Familiemenneske
Bent Døssing Hansen var ikke blot prædikant, skribent og pioner indenfor den karismatiske fornyelse. Han var også familiemenneske og far til tre døtre, som han gerne satte sig selv til side for.
At stille sig frem på den folkekirkelige kampplads var ikke altid nemt. Ruth og Bent oplevede da også stor forfølgelse gennem årene. Det fandt de sig i og stod fast på deres overbevisning med stort mod og i tro på, at Jesus var med dem.
Men af kærlighed til sine døtre trak Bent sig tilbage fra offentligheden ved sin pensionering, så døtrene kunne skabe deres eget liv og ry i folkekirken uden at skulle kæmpe hans kamp.
Det betød dog ikke, at Bent blev passiv – tværtimod. Som emeritus fortsatte han med at vejlede en ny generation af præster, ligesom han var aktiv med blandt andet bestyrelsesarbejde, ledelse af en genbrugsbutik og som prædikant.
Skrevet af :
Anna Døssing Gunnertoft
Helga Døssing Bendfeldt
Maria Døssing Bak