IPSICC

Jonas blev bremset af en blodprop og fandt sit kald

Som 29-årig fik Jonas Rudbeck en blodprop i hjernen og lå på hospitalet i et halvt år. Det blev begyndelsen på en forvandling af hans liv, som han giver Gud æren for. Nu stiler han mod at blive præst - og drømmer om at gøre troen tilgængelig for mennesker som ham selv.

Som 29-årig fik Jonas Rudbeck en blodprop i hjernen. Det ændrede hans livskurs, og i dag er han ved at uddanne sig til præst.

For nylig var Jonas Rudbeck ude at holde foredrag på en skole i Nordjylland for børn med særlige behov. Mange af dem havde det virkelig svært, fornemmede han, og de færreste havde et forhold til kristendom eller kirke. Men han mærkede en længsel i mange af dem efter at føle sig elsket og høre til. At finde en vej i livet, hvor de ikke skulle føle sig forkerte eller forstille sig.

”Jeg fortalte min historie, og de var virkelig nysgerrige og ville gerne vide mere både om mit liv, før jeg mødte Gud, og hvad jeg tænkte om det hele nu,” fortæller han.

Særligt én dreng gjorde indtryk på Jonas.

”Han havde det tydeligvis rigtig svært. Han fortalte mig, at han havde skåret i sig selv, og at han af og til gjorde ting, han ikke havde lyst til at gøre – fordi han følte sig presset af de andre. Jeg fortalte ham, hvordan Gud havde hjulpet mig med at komme af med min angst, og jeg ved ikke, om det ændrer noget i ham. Men jeg tror på, at jeg kan være med til at så et frø, der måske spirer en dag, så Gud også finder vej til ham,” siger Jonas Rudbeck.

Jonas Rudbeck er 35 år, og en stor del af hans liv har han haft det svært. Som barn var han usikker og følte sig ofte forkert. Han havde lavt selvværd, men skjulte det bag en høj selvtillid, som han baserede på at præstere bedre end de andre eller prale med ting, han mere eller mindre opfandt for at imponere.

”Jeg blev udpeget som forkert allerede som lille. Blev sendt til ekstra-rytmik og talepædagog og kom på julemærkehjem. Jeg fik også at vide, at jeg var ordblind, hvilket dog siden viste sig at være forkert. Men alt sammen fik mig til at føle, at jeg skulle sælge mig selv hele tiden, og jeg fandt ud af, at jeg var god til det. Jeg havde masser af venner og var ofte i centrum af gruppen,” siger han.

Karriere, fest og stoffer

Fra teenageårene var han en del af et miljø med vold, stoffer og kriminalitet, og han oplevede flere barske ting. Blandt andet blev en af hans kammerater stukket ihjel, og flere af hans venner endte i fængsel. Selv ville han gøre karriere og tjene penge. Han færdiggjorde ikke sin 9. klasse, men blev selvlært inden for marketing, og da han var i begyndelsen af 20’erne, var hans karriere godt i gang. Han blev partner og salgsdirektør i Danmarks næststørste marketingvirksomhed med op til 300 ansatte, og han arbejdede 60-70 timer om ugen. Han gik også i byen flere gange om ugen, drak og tog stoffer. Efterhånden eskalerede det, så han tog stoffer stort set dagligt.

”I dag kan jeg se, at mit moralske kompas var gået i stykker. Jeg blev præget af det miljø, jeg var en del af, hvor det handlede om penge og action, og hvor det var almindeligt at bruge titusindvis af kroner på en weekend. Jeg behandlede ikke mine ansatte og andre mennesker omkring mig ordentligt, men jeg mærkede det ikke. Jeg havde ikke noget værdisæt at måle det op over for, og jeg tror ikke, at Gud havde en chance for at trænge igennem til mig på det tidspunkt,” siger han.

Udfordringen møder ham på en café i Aarhus, inden han samme aften skal holde foredrag i Indre Mission. Han har i løbet af de seneste år holdt flere end 30 foredrag på blandt andet efterskoler og højskoler, i kirker og sognegårde. Desuden har han været gæsteprædikant i både folkekirker, baptistkirker og kirker inden for Evangelisk Frikirke Danmark.
”Det er fantastisk at få lov at fortælle min historie og samtidig øve mig på præstegerningen, for min drøm er, at jeg kan få en fast stilling som præst om under et år,” siger han.

Blodprop i hjernen som 29-årig

Jonas Rudbecks livsbane tegnede ellers ikke til at gå i retning af en teologisk uddannelse eller et virke inden for kirken. Hans karriere tordnede derudaf, og selv om han var blevet døbt og konfirmeret på eget initiativ og også som barn havde en fornemmelse af, at Gud eksisterede, fyldte troen ikke noget i hans liv. Han havde i korte perioder gået lidt i kirke for at søge ro fra den uro og angst, der plagede ham. Men det blev ikke til mere end det. Ikke før han i 2019 blev akut indlagt med føleforstyrrelser i benene og adskillige andre alvorlige symptomer. Lægerne kunne ikke tyde symptomerne. De troede, at han havde taget stoffer eller fået en sygdom med hjem fra en udlandsrejse. Først efter 14 dage fandt de ud af, at han havde en blodprop i hjernen.

”Jeg lå på intensivafdelingen i en måneds tid og derefter på flere andre afdelinger i næsten et halvt år. Jeg følte, at jeg havde mistet alt det, jeg havde bygget mit liv på. Da jeg blev flyttet fra en intensivafdeling til en anden på et andet hospital, forsøgte jeg at tage mit eget liv med de piller, de gav mig med,” siger han.

Mens han lå på intensivafdeling, havde han en samtale med en præst. Samtalen stod siden noget tåget for ham, men han huskede, at præsten havde sagt, at han ikke skulle dømme sig selv så hårdt.

”Hun sagde, at den nye pagt, som Gud havde indgået med menneskene gennem Jesus, betød, at jeg ikke behøvede at bære på al den selvfordømmelse. Jesus havde taget det på sig, og nu skulle jeg gå ud og leve mit liv, som jeg bedst kunne.”

”Hun sagde, at den nye pagt, som Gud havde indgået med menneskene gennem Jesus, betød, at jeg ikke behøvede at bære på al den selvfordømmelse. Jesus havde taget det på sig, og nu skulle jeg gå ud og leve mit liv, som jeg bedst kunne.”

Da Jonas Rudbeck skulle udskrives, ville han gerne have en samtale med den præst, han havde talt med allerede, og han bad en sygeplejerske om at hjælpe ham med at få kontakt med præsten. Sygeplejersken forstod ikke, hvad han talte om.

”Hun sagde, at jeg ikke havde haft nogen samtale med en præst. Jeg var jo overvåget døgnet rundt, så hvis der havde været en præst for at tale med mig, ville det stå i min journal. Men det gjorde det ikke. Hun viste mig også billederne af de præster, der var tilknyttet sygehuset, og ingen af dem lignede den præst, jeg huskede at have talt med,” siger han.

Kæreste fra indremissionsk familie

Dengang turde Jonas Rudbeck ikke helt tænke igennem, hvad det betød. I dag er han ret sikker på, at samtalen med præsten var en måde, Gud forsøgte at nå ham på.

”Bibelen er fuld af beretninger om, hvordan Gud udvælger mennesker, der har fejlet. Det gør han på mange forskellige måder, og det var så den måde, Gud kunne nå ind til mig. Tidspunktet var heller ikke tilfældigt, for jeg tror ikke, at jeg havde været åben for troen, mens jeg kørte af sted i overhalingsbanen. Gud fandt mig, da jeg var mest skrøbelig og ikke ville livet mere,” siger Jonans Rudbeck og tager en slurk af sin Hancock Cola.

”Bibelen er fuld af beretninger om, hvordan Gud udvælger mennesker, der har fejlet. Det gør han på mange forskellige måder, og det var så den måde, Gud kunne nå ind til mig.”

Hans kæreste, der er vokset op i en indremissionsk familie, drikker ikke alkohol, og han er også selv holdt op med det. Beslutningen har ikke direkte noget med hans kærestes afholdenhed at gøre, men det gør det lettere for ham, at hun ikke drikker.

”Hele livet er jeg nok på en eller anden måde flygtet fra mig selv, og hvis jeg drak mig fuld i dag, ville jeg gøre det samme igen – flygte. Derfor ønsker jeg ikke at drikke mere. Jeg vil være mig selv, og det føler jeg, at jeg bedst kan være uden alkohol,” siger han.

Han tilføjer, at han ikke har noget imod alkohol – ”Jesus levede jo og gjorde vand til vin”. Men han synes, at der har udviklet sig en kultur, hvor alkohol i udstrakt grad bruges som et redskab til at jagte en identitet.

”Det ser man tydeligt blandt de unge – for eksempel til sidste skoledag,” siger han.

”Men jeg tror, at Gud ønsker, at vi skal være os selv – og gør vi ikke også selv det?” spørger han.

Da han blev udskrevet fra hospitalet, havde han mistet sit arbejde, sin bolig og sin omgangskreds. Han følte sig på bar bund og var præget af angst og bekymring for fremtiden. Men samtalen med præsten havde sået et håb i ham – et frø, der langsomt begyndte at vokse.

”Det blev sået på et tidspunkt, hvor alt var lagt øde i mig, men hvor der også var mulighed for, at noget nyt kunne vokse frem.

”Det blev sået på et tidspunkt, hvor alt var lagt øde i mig, men hvor der også var mulighed for, at noget nyt kunne vokse frem. Da jeg var omgivet af venner, som levede på samme måde som mig, ville det have været som at plante et frø blandt en masse ukrudt, som kunne have dræbt det. Men da jeg lå på hospitalet, kom stofferne helt ud af kroppen, og der var plads til, at Gud kunne komme ind i mit liv,” siger han.

Bibelen gav ro

Inspireret af samtaler med en sognepræst i Ballerup, hvor han boede i tiden efter udskrivelsen fra hospitalet, begyndte han at gå jævnligt i kirke og at læse i Bibelen. Han opdagede, at Bibelens tekster kunne give ham ro og tegnede et billede af en Gud, der greb ind i menneskers liv og havde omsorg for sin skabning.

”Efterhånden som jeg har fordybet mig i Bibelen, har jeg opdaget, hvor fantastisk den er. Alene sammenhængen mellem profetierne i Det Gamle Testamente og Jesu liv og lære, er overvældende,” siger han.

Gennem samvær med andre kristne har han også lært at bede og stole på bønnens kraft, og han oplever, at bibellæsning og bøn har helet ham.

”Gud har taget angsten fra mig og i stedet givet mig en tryghed og en forvisning om, at jeg har et kald som præst,” siger han.

Drømmen om at blive præst kom dog ikke lige med det samme, for tanken om at tage en akademisk uddannelse lå ham fjernt.

”Jeg havde ikke afsluttet folkeskolen og havde kun læst én bog i hele mit liv – en krimi, som jeg faldt over under et besøg hos min far og papmor i London, hvor jeg kedede mig, fordi min far var på arbejde det meste af tiden,” siger han.

Jonas prædiker i Nørre Uttrup. Han læser i dag teologi efter det såkaldte §2-forløb og mangler kun den afsluttende eksamen, hvorefter han kan begynde på Pastoralseminariet i Aarhus.

God til at undervise konfirmander

Jonas Rudbeck søgte derfor i første omgang ind på socialrådgiveruddannelsen i Esbjerg og den såkaldte 3K-uddannelse på Diakonhøjskolen, som er en bachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation. Han blev optaget begge steder og valgte – lidt tilfældigt – Diakonhøjskolen.

Uddannelsen er normeret til fire år, men han blev færdig på tre et halvt og tog endda sideløbende et halvt års studier på Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut. Undervejs havde han også studiejob som kirketjener, hvor han fik lov at undervise konfirmander og opdagede, at det var han god til.

Han fik mod på tanken om at læse teologi og blev af biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, godkendt til at tage et såkaldt §2-forløb med henblik på at blive ordineret som præst i folkekirken. Han mangler nu kun den afsluttende eksamen og regner med herefter at begynde på Pastoralseminariet i Aarhus.

”Hvis alt går vel, og hvis Gud vil, kan jeg blive præst i begyndelsen af 2026,” siger han.

Han har i det sidste års tid besøgt både fri- og folkekirker og kan se styrker ved alle de forskellige kirkesamfund. Folkekirkens store styrke, men også dens svaghed, er dens bredde, mener han.

”Det kan være en svaghed, at folkekirken skal rumme nærmest alt. Men det er også smukt, at præster med forskellige teologiske holdninger kan være i samme kirke. Personligt synes jeg, at vi skal fokusere langt mere på Jesus som centrum for troen, for det er det, vi har til fælles, og det, vi kan basere både kirken og vores personlige tro på,” siger han.

Et fremmed sprog

Han placerer sig selv på den kirkelige højrefløj, men er ikke optaget af bestemte mærkesager af teologisk karakter. Hans drøm er at kunne gøre tærsklen til kirken så lav, at mennesker som han selv – uden baggrund i kirkelige miljøer – kan finde ind i den og finde sig til rette.

”Jeg ved af erfaring, hvor svært det kan være at komme ind i et nok så velmenende fællesskab, som man ikke har forudsætningerne for at forstå. Sprogbrugen og omgangsformen var helt fremmed for mig, og jeg opdager stadig ting, andre opfatter som selvfølgeligt, som jeg ikke har nogen anelse om,” siger han.

Som eksempel nævner han, at da han første gang blev inviteret med i en cellegruppe, anede han ikke, hvad ordet dækkede over.

”Jeg associerede det ikke med andet end en terrorcelle. Jeg kunne selvfølgelig godt regne ud, at det ikke havde noget med det at gøre, men hvad det så var, havde jeg ingen anelse om,” siger han med et smil.

Vil ikke skygge for Kristus

Både når han holder foredrag, og når han prædiker, gør han sig umage med at gøre sproget forståeligt og at holde fokus på Bibelen og på Jesus.

”På min Facebook-profil har jeg et Coverbillede af et maleri af Lucas Cranach, der var en nær ven af og samarbejdspartner med Martin Luther. Maleriet viser Luther i prædikestolen, mens menigheden lytter. I midten står den korsfæstede Kristus, som Luther tydeligt peger på. Det billede er for mig et ideal: Sådan en præst vil jeg gerne være – én, der peger på Kristus, ikke én, der skygger for ham med egne idéer eller kæpheste,” siger Jonas Rudbeck.

Han vil også gerne tilføre folkekirken den alvor og passion, der ligger i kaldet.

”Jeg har prøvet en hel anden karriere, og jeg kunne vælge en karriere igen, hvor jeg kunne tjene rigtig godt. Jeg kunne da også godt tænke mig lidt flere penge, for som studerende mangler man altid penge. Men jeg vågner hver dag og ved, at jeg gerne vil gøre noget godt – for Guds skyld,” siger han og tilføjer:

”Troen har givet mig kærlighed til mig selv og lyst til at leve – og til at give tro og liv videre til andre.”