Præst og forfatter: Vi skal ikke spise mennesker af med scene-kristendom, når de søger det hellige
At bo med udsigt til kirken til den ene side og havnen til den anden passer pensioneret sognepræst Thomas Kristensen og hans hustru Birthe Marie godt. Sådan bor de i Hvide Sande, på Kirkevej, ganske få skridt fra Helligåndskirken, hvor Thomas Kristensen virkede fra 1997 til 2014, da han var sognepræst i Hvide Sande, Haurvig og Lyngvig Sogne på Holmsland Klit.
”Jeg har nok altid betragtet mig selv som klassisk præst, og jeg kan sige, som Georg Geil, der var biskop i Viborg, da jeg var præst i Herning, at jeg står med det ene ben i midten af kirken og det andet til højre for midten. Og så kan man måske også sige, at jeg har det ene ben i landbrugsjorden, hvor jeg voksede op, og det andet i strandkanten og ved fjorden, hvor jeg de seneste år er begyndt at samle rav,” siger han.
Udfordringen er taget på besøg hos Thomas Kristensen for at tale med ham om hans tro og den måde, troen har formet hans liv – og omvendt. For omkring 25 år siden begyndte han at skrive erindringsglimt fra sin barndom ned på opfordring fra sine fire børn, der gerne ville vide lidt mere om, hvad deres far og hans tro var vokset ud af. Det blev begyndelsen på en karriere som forfatter – indtil videre til en række bøger med erindringer og refleksioner over fortiden og en del andagtsbøger med afsæt i kirkeåret og dertil hørende bibeltekster.
”Jeg har ikke haft nogen store åbenbaring eller voldsomme ryk i min tro, men jeg har oplevet mange små glimt af tro, håb og kærlighed – og jeg håber, at jeg i mine bøger kan give lidt af det videre, sådan som jeg også har forsøgt at gøre som præst,” siger han.
”Enten må Gud snart sende en ny vækkelse,
eller også kommer Jesus snart igen. […]
blot vi tror på, at en af de to ting
vil ske inden længe, er der jo
masser af grund til håb.”
Fra brændekomfur til kogeplader
Hans seneste bog ”Kostbare øjeblikke” handler blandt andet om den glædes- og spændingsfyldte oplevelse af at se juletræet blive pyntet med fehår juleaften, at opleve det gamle brændekomfur blive skiftet ud med moderne kogeplader og at se de to nordbagger på husmandsstedet, hvor han voksede op, blive skiftet ud med en lille grå Massey Ferguson-traktor, der blev importeret fra England.
Han er født i 1948 og voksede op som den ældste af tre søskende på et husmandssted ved Hemmet i Vestjylland. Forældrene måtte være nøjsomme, for med de seks køer, nogle kalve, to grisesøer og en flok høns var der kun lige akkurat nok til at mætte familiens munde og derudover købe det mest nødvendige.
”Jeg opfattede det ikke som fattigdom, for alle på egnen havde samme kår. Kun gårdmændene, som havde 12-15 køer og både karl og pige, havde mere end os, men derudover var der ikke de store forskelle. Desuden var min mor god til at tælle de lyse timer og glæde sig over det, vi fik givet. Min far havde vanskeligere ved at se det lyse i livet, men heldigvis tror jeg, at min mors sind har præget mig,” siger Thomas Kristensen.
Hjemmet var ikke specielt missionsk, men egnen var præget af Indre Mission, og Thomas Kristensens far og mor gik indimellem i missionshuset og tog nogle gange børnene med. På hans mors side var familien præget af, at bedsteforældrene havde været med hinanden på Vallekilde Højskole, mens hans mor havde været på den grundtvigske Rødding Højskole. Hans fars forældre derimod havde ikke megen højskoleånd med sig; de var fattige teglværksarbejdere, som til gengæld forstod at slide i det og få meget ud af lidt.
”Jeg er nok givet den gave at kunne se det store i det små, og det er vel en nåde, som troens blik kan være med til at give. Jeg husker allerede som barn, at jeg kunne se muligheder og få drømme ud af selv små ting, og jeg tror, at den kombination af at være ret jordnær og nøgtern og samtidig have et håbefuldt blik på fremtiden var medvirkende til, at jeg blev præst,” siger Thomas Kristensen.
Højtid og opsparet helligånd
Hans forældre havde ikke råd til, at han fortsatte i realskolen, så han kom i stedet i købmandslære og blev udlært kommis. Han fortsatte på handelsgymnasium, og i den periode gik han i kirke næsten hver søndag, når han var hjemme hos forældrene. ”Der var ikke mange unge, der gik i kirken, men for mig var der højtid og noget smukt over kirken og gudstjenesten. Jeg havde en naturlig glæde ved liturgien, som jeg stadig har. Liturgien er så bærende og rummer så meget opsparet helligånd. Derfor er jeg ikke så vild med, når der sker for meget uforudset i gudstjenesten,” siger Thomas Kristensen.
Han overvejede at blive jurist eller økonom, men tanken om, at et af de fag skulle fylde hele hans liv, gjorde ham noget træt og trist, så han valgte teologien, der for ham repræsenterede troen, håbet og kærligheden og glæden ved at dele det med andre.
”I min soldatertid mødte jeg andre unge fra hele landet, der også var engageret i kristne miljøer, og vi samledes omkring en fantastisk dygtig soldaterhjemsleder i København. Jeg kom straks i min studietid også ind i KFS, som jeg aldrig havde hørt om, og der blev jeg en del af en flok, som blev bedt om at stå for ungdomsarbejdet i et missionshus i Aarhus. Jeg blev formand for arbejdet, og lige så stille voksede jeg ind i det. Og det var med til at forme mig undervejs i teologistudiet,” siger Thomas Kristensen.
Evigheden i en ravklump
Hans hustru gennem mere end 50 år, Birthe Marie, har stillet kaffe og hjemmebag frem, og i vindueskarmen for enden af spisebordet står et par urtepotter og et lille kors formet i rav. For omkring ti år siden begyndte Thomas Kristensen, som ellers ikke er et udpræget udendørsmenneske, at samle på rav, og i hans læse- og arbejdsværelse, hvor han også har sin daglige bønnetid hver morgen, står flere små glas med ravstumper, ligesom han har æsker stående med større stykker rav, som han har fundet på blandt andet Fanø og ved Ringkøbing Fjord.
”Ravets gyldne lys og de forskellige farver minder mig om livets lys, og når man finder det blandt tang og sand, er det som at finde et glimt af evigheden midt i den til tider grå hverdag. Der er også noget ved ravet og den måde, det er skabt og formet på, som sætter vores eget liv og vores tid på jorden i perspektiv,” siger Thomas Kristensen og tager en slurk af sin kaffe. Birthe Marie nøjes med en halv kop kaffe, inden hun rejser sig for at gå ud og slå græs på parrets røde havetraktor.
”Jeg synes, at jeg har fået havearbejde nok i min barndom og med vores præstegårdshaver, så det overlader jeg til Birthe Marie, som gerne gør det,” siger Thomas Kristensen. Han mødte sin kone på teologistudiet, og de har fulgtes ad siden og fået fire børn og syv børnebørn. Hun skiftede til kristendomskundskab og blev lærer, men valgte at være hjemmegående, mens børnene voksede op. ”Det betød, at vi betalte af på vores studiegæld, indtil vi havde sølvbryllup, men det gik jo alligevel, og jeg må sige, at Birthe Marie har formået at formidle kristendommen videre til vores børn på en måde, så de har haft deres frihed, sådan som jeg også havde i min opvækst,” siger han.
Søndagsskole og -slik
Birthe Marie har formidlet troen til næste generation ved at gå ind i søndagsskolearbejdet både i Herning og Nørre Snede, hvor Thomas Kristensen var præst de første år, og har i mange år herefter undervist minikonfirmander i Hvide Sande. Desuden har de taget børnene med i kirke stort set hver søndag.
”Efter gudstjenesten kørte vi i kiosken, hvor vi købte søndagsslik. På den måde blev det højtid på flere niveauer. Den slags har Birthe Marie været vældig god til. Vi har også holdt andagt og bordbøn – nogle enkle ting, som har været med til at indkredse dagen og livet,” fortæller han. Desuden har de motiveret børnene til at gå ind i forskellige former for kristent ungdomsarbejde, afhængig af hvad der passede til deres personlighed og interesser.
”Vi er meget taknemlige for, at det har båret frugt. Alle vores fire børn er engageret i kirke og mission på forskellig vis, og gudstjenesten er i centrum for dem alle. Så vi kan sige, at de bliver båret af kirken, det kristne fællesskab og Guds hånd,” uddyber han. Thomas Kristensens familie har ikke været forskånet for udfordringer og problemer. Blandt andet fik parrets ene datter for nogle år siden en hjerneblødning, som har givet hende kroniske mén:
”Det har været svært at se en datter have det så svært. Men jeg har aldrig været vred på Gud. Jeg synes, at jeg har meget at være taknemlig for, og vi er også blevet forskånet for meget. Når vi har mødt vanskeligheder, har det været naturligt for os at tage det med i vores aftenbøn,” siger han. Fra romanen Stengrunden, der er skrevet af en svensk biskop emeritus, Bo Giertz, i 1941 og handler om præster og kirkeliv i Sverige i 1800-tallet, har Thomas Kristensen taget en sætning til sig, ”Så må vi give det over”.
”Jeg er nok givet den gave
at kunne se det store i det små,
og det er vel en nåde,
som troens blik kan være
med til at give.”
”Det er en sætning, som en af romanens personer, en jævn, men åndeligt vis og hjælpsom kvinde, ofte tyer til. Den siger, at det, vi ikke forstår eller ikke magter, må vi give over til Gud. Det har været en stor trøst for mig at bruge det som en fremgangsmåde – og så har jeg hentet meget håb i Bibelen og i salmerne,” siger Thomas Kristensen. Han og hans hustru læser hver dag et stykke i en andagtsbog og har en bønnestund hver for sig.
Derefter læser Thomas Kristensen et par sider i en eller anden teologisk bog. For nylig har han genlæst den tidligere pave Benedikts bog Jesus af Nazaret, som han finder ”blændende og meget lærd”, og nu er han i gang med antologien ’Et folkekirkeligt genmæle’, hvor en gruppe teologer og præster går i rette med teolog Lars Sandbecks forsvar for læren om alles frelse. Han har også læst bøger af de svenske teologer Magnus Malm og Peter Haldorff.
Kendisser på kirkebænken
Som mange andre har han gjort sig tanker om kirkens udvikling og fremtid lokalt, nationalt og globalt, og han kan sagtens få øje på grunde til bekymring. ”Der er en vis afskalning af kirken og dens position, og man kan hæfte sig ved faldende dåbstal, sogne med meget få kirkegængere og missionshuse, der sælges eller rives ned. Jeg er heller ikke begejstret for, at man i dele af folkekirken prædiker alles frelse og sætter spørgsmålstegn ved, om vi kan tale alvorligt om opstandelsen som noget reelt. Men jeg synes, at der er lige så mange håbefulde tegn og tendenser,” siger Thomas Kristensen.
Blandt det positive nævner han, at der fortsat er mennesker, som gør en stor indsats i forskellige former for frivilligt kirkeligt arbejde, bl.a. med bibelcamping og sommerlejre og den kristne musikfestival Å-festival for unge. Og at der er et stigende antal unge mænd, som søger mere konservativ kristendom, blandt andet i katolsk og ortodoks sammenhæng.
”Der sker spændende ting fra kanter, vi måske ikke venter. Herhjemme ser vi en del kendisser og kulturpersonligheder, der søger ind i kirken, og mange af dem giver udtryk for, at det netop er det hellige, de søger. Det sker også i det stille, helt lokalt, at nye mennesker pludselig sidder på kirkebænken, uden at de får deres navne i verdenspressen, og ofte giver de udtryk for samme længsel som for eksempel Casper Christensen,” siger Thomas Kristensen.
Vækkelse eller genkomst
Når ’kirkefremmede’ mennesker på den måde søger kirken, er det vigtigt, at kirken har noget ordentligt at byde ind med, mener Thomas Kristensen. ”Mange har været igennem en sorg eller står af andre grunde et sårbart sted i deres liv og søger noget ægte. De kommer ikke for at få noget smart ny musik, og vi skal ikke spise dem af med underholdningskristendom. De skal møde det hellige og mærke, at her gælder det livet. Her må vi stille vores spørgsmål og lytte efter svar,” siger han.
Han henviser til sin tidligere kollega Frede Møller, der skelnede mellem ’scenekristendom’ og ’alterkristendom’. ”Scenekristendom er den form for kristendom, hvor scenen er stillet op, hvor altereret plejer at stå, og et band står for underholdningen, mens alterkristendom er den mere klassiske form for kristendom, hvor sakramenterne og liturgien er det bærende, og der er alvor og højtid sammen med venlighed,” siger Thomas Kristensen.
Det kristne håb må, ifølge den pensionerede præst, være et håb på trods. Derfor bliver han heller ikke modløs, selv om meget har forandret sig, siden han gik med sin far og mor i kirke og missionshus om barn. ”Min gamle præst i Hemmet, hvor jeg voksede op, som var med til at oprette Menighedsfakultetet, sagde noget, jeg aldrig har kunnet glemme: ”Enten må Gud snart sende en ny vækkelse, eller også kommer Jesus snart igen.” Det samme kunne vi måske sige nu. Men blot vi tror på, at en af de to ting vil ske inden længe, er der jo masser af grund til håb,” siger Thomas Kristensen.
Fakta:
Thomas Kristensen
– Født 1948.
– Uddannet i købmandsforretning som kommis 1967.
– Cand.theol. fra Aarhus Universitet 1978.
– Har været præst i Herning og Nørre Snede og i Hvide Sande, Haurvig og Lyngvig Sogne på Holmsland Klit.
– Gik på pension i 2014 og bor i Hvide Sande med sin hustru.
– Holder foredrag og leder en bibelstudiegruppe for seniorer.
– Er forfatter til en række erindrings- og andagtsbøger, blandt andet ’Det store i det små – om at finde rav og andre kostbare perler’ og ’Livets oaser – andagter til fridage’ samt ’Alle skifter – med rutebilen på livsrejse’. Senest er udkommet ’Kostbare øjeblikke’ (ProRex, 2025).
