Alma brændte ud i forsøget på at tjene Gud og mennesker

Alma Nymann Berggren har altid brændt for at tjene Gud og sine medmennesker, men en sygemelding begrænsede hendes tjeneste. Til gengæld fandt hun ind i hvilen hos Gud.

”Jeg voksede op i en kristendom, som var meget ny. Begge mine forældre kom til tro på Gud midt i deres 20’ere, samtidig med de fik børn”, fortæller Alma.  ”Mine forældre har altid været meget opmærksomme på at være der for mennesker og gøre en forskel dér, hvor de kunne. Derfor har min kristendom helt fra starten handlet meget om altid at se muligheder for at gøre det gode og tjene Gud. Så fra starten har jeg været aktiv, og nogle gange kunne man også sige aktivistisk. Det blev særlig tydeligt i mine ungdomsår, hvor der var forskellige ting, som blev vigtige for mig.”

Som ung gik Alma først på Skovbo Efterskole og derefter på Alterna, som er en efterskole, der handler om, at de unge skal styrkes i troen og tjenesten: ”Dér fordybede jeg mig i, hvordan jeg kunne blive en bedre kristen. Vi var bl.a. i Afrika, hvor det også var meget tjenesteorienteret med fokus på, hvordan vi kunne bringe Guds ord til dem, vi kom ud til. Så jeg havde meget fokus på at vokse i troen både i kundskab og i opofrelse – at sætte mig selv til side for den større sags tjeneste.”

For Gud, men med fokus på tjenesten

”Det handlede meget om, hvad det var for en opgave, Gud ville, at jeg skulle udføre. Så Gud har selvfølgelig altid været en del af ligningen, men med meget fokus på, hvad det var, jeg skulle tage fat i. På den måde var der nogle af kristentroens meget vigtige aspekter, som kom lidt i baggrunden. Fx at være Guds barn. På et tidspunkt fik jeg en følelse af, at det med at være Guds barn var stadie ét, og derefter bliver man Guds tjener. Jeg vidste godt, at jeg var elsket af Gud, så det behøvede jeg ikke at fordybe mig så meget i. I stedet fokuserede jeg på at indrette mit liv efter Guds vilje i en radikal selvopofrelse og kærlighed til mennesker. Der var gode intentioner. Det handlede ikke om at iscenesætte eller realisere mig selv; men i praksis blev fokus måske nogle gange, hvordan jeg kunne udvikle mig. Det var for Guds skyld, men med en misforstået forståelse af, hvad han forventede af mig.”

Høje idealer og begrænsninger

På et tidspunkt blev det for meget, og Alma fik det dårligt pga. alle sine aktiviteter og de idealer, hun havde sat op for sig selv: ”De var mere entydige end det, Bibelen taler om. Bibelen har godt nok nogle ret radikale idealer, men der er også en tale om at være børn og være begrænset, og den har et meget realistisk syn på mennesket. Den respekterer det, mennesket er, samtidig med der er et kald til at træde ind i Guds mission og kærlighed og gøre en forskel i verden. Men man er nødt til at leve i begge spor.”

I gymnasietiden fik Alma hurtigt travlt i frivilligt kirkeligt arbejde og sagde ja til alt, hvad hun blev spurgt om. Samtidig var hun meget optaget af at være der for hendes klassekammerater. Dertil kom, at hun var påvirket af tidens præstations- og perfekthedskultur og var meget pligtopfyldende. Som sine klassekammerater ville hun gerne have 12-taller i skolen: ”Mit trosliv kom til at bære præg af præstationskulturen. Jeg skulle hele tiden udvikle mig og blive bedre. Så i stedet for, at min kristentro kom til at påvirke mit forhold fx til skolen, blev det lidt omvendt.”

Hviledag

I slutningen af gymnasiet og efterfølgende, hvor Alma var på Kristeligt Forbund for Studerendes Ledertræningscenter, blev hun mere og mere træt og havde ikke længere lyst til alt det, hun lavede. Men hun indså ikke, at der var noget galt, inden hendes krop sagde stop: ”Jeg mødte så en pige i 3.G, som fortalte mig, at hun var begyndt at holde hviledag, hvor hun ikke lavede lektier eller var frivillig. På den ene side gjorde det mig nysgerrig, men jeg blev også meget provokeret af det og kunne ikke rigtig tage det ind. Senere tog jeg det imidlertid op.”

Gud som far

Efter et år på KFS´s Ledertræningscenter fik Alma det meget dårligt, og hun blev mindet om, at hun ikke havde kaldt Gud for far, når hun bad til ham: ”I stedet var jeg meget optaget af Jesus og af at skulle følge og ligne ham. Det er selvfølgelig ikke dårligt i sig selv, men det var kommet til at stå lidt alene.” Hun begyndte nu at give plads for nogle af de bibelske sandheder, som hun ikke tidligere havde givet plads, bl.a. at leve som Gud barn og lære at slappe af og acceptere sin begrænsning.

”Det at tjene Gud har ikke kun ét konkret udtryk.
Det handler også om at få et sandt og sundt blik på,
hvad det vil sige at være menneske og være skabt begrænset.”

Fysisk skade

Alma arbejdede nu et år på en efterskole, hvorefter hun igen var tilbage i KFS-regi. Denne gang som volontør. I løbet af den tid blev hun ramt af en rygskade: ”På det tidspunkt var jeg ved at forstå, at det også er et kald fra Gud at have omsorg for sin krop og leve indenfor sine grænser – at Gud har skabt hele mig og ikke bare mit hoved. Så det blev en hjælp for mig, nu hvor rygskaden hindrede mig i at fortsætte i det høje tempo.”

Da Alma efterfølgende begyndte at læse religionsvidenskab på Københavns Universitet, måtte hun acceptere, at hun blev nødt til at starte på deltid pga. ryggen og se frem til, at hendes uddannelse kunne komme til at tage lang tid. Samtidig vidste hun ikke, om hun kunne få et normalt arbejdsliv efterfølgende: ”Så jeg måtte snakke med Gud om det og finde fred i, at det var, som det var, og at han har meget til mig også i det begrænsede liv, selvom det måske er noget andet, end hvad jeg havde tænkt. Livet med ham ville aldrig være slut, og jeg ville altid være elsket, selv hvis jeg en dag blev permanent sengeliggende.”

Gud er større

Almas sygdomsforløb både med stress og med ryggen betød også, at tjenesten for Gud blev mere integreret i hendes liv:

”Tjeneste for Gud betyder ikke nødvendigvis, at vi skal være frivillig i kirken i mange timer, men også at vi lige, hvor vi er i de nære relationer, kan være redskaber for hans kærlighed. Det at tjene Gud har ikke kun ét konkret udtryk. Det handler også om at få et sandt og sundt blik på, hvad det vil sige at være menneske og være skabt begrænset – og hvem Gud er i det. Han er altid større, og han bærer altid de mennesker, som jeg går rundt og tænker på eller føler, at jeg skal være noget for. Det er Gud, der bærer verden, og han bærer mig. Jeg kan få lov at læne mig ind i kræfter, der er større end mine egne. Så for mig er det at fordybe mig i min egen begrænsning – særligt gennem gode hvilevaner og langsomhed – med til at minde mig om, at Gud er større. Når jeg møder begrænsning, leder det mig ind i bøn – både fordi jeg har brug for, at Gud møder mig i min begrænsning, og fordi det er en måde at tjene på at bede for andre.”

Taknemlighed

I dag oplever Alma bedring med ryggen og læser på fuld tid efter sin stress-sygemelding: ”Jeg oplever en taknemlighed over, at jeg har lært at leve et mere langsomt liv, og jeg er blevet mere opmærksom på Guds gaver og på, hvem han har skabt mig som. Jeg føler mig også mere til stede, og jeg er mindre optaget af at planlægge fremtiden. Jeg har fået større tillid til, at Gud har omsorg for mig og altid vil komme med fred og glæde til mit liv, uanset hvordan det ser ud.”