Deltagerrekord: 10.000 deltog i ’March for Livet’ i London

Lørdag den 6. september samledes mere end 10.000 mennesker i Londons gader i en fredelig demonstration for værdigheden og helligheden af alt menneskeliv. Ifølge arrangørerne var det den ”største March for Life UK i organisationens historie, da over ti tusinde pro-life-forkæmpere samledes i en fredelig og glædesfyldt demonstration af støtte til det ufødte barn og dets forældre”.
Trods højtråbende moddemonstrationer og blandt andet pro-palæstinensiske protester, bevarede March for Livet-deltagerne både roen og glæden. Marchen foregik lige efter, at Parlamentets Underhus stemte for at fremsætte et lovforslag, der skal legalisere assisteret selvmord samt et lovforslag, der afkriminaliserer selvabort uanset hvor sent, det sker i graviditeten, skriver March for Life UK.
Både kristne og ikke-kristne deltagere

Ifølge Christian Today var de fleste af deltagerne kristne. Samtidig udtrykte arrangørerne glæde over, at også et stigende antal ateister deltog i marchen. Dagen begyndte med gudstjenester og bøn om morgenen, inden marchen gik i gang mod Parlamentspladsen. Årets March for Life blev støttet af en række kristne ledere, heriblandt anglikanske og katolske biskopper, evangelisten Glen Scrivener, administrerende direktør for Christian Concern, Andrea Williams, den evangeliske teolog Dr. Aaron Edwards, parlamentsmedlem Carla Lockhart og pro-life-forkæmperen Regan King.
Der blev holdt en række taler på Parlamentspladsen. Her sagde Carla Lockhart til folkemængderne: ”Hvis menneskerettigheder betyder noget, skal de være konsekvente, de skal gælde for alle. Hvis vi skal se forandring, skal vi hver især spille vores rolle.”
En åndelig kamp
Meddirektør for March for Life, Isabel Vaughan-Spruce, sagde i sin tale: ”Uvurderlige mennesker eller værdiløse stykker væv – hvad tror du på, og endnu vigtigere, hvordan vil du reagere? Disse to verdensbilleder kan ikke sameksistere. De kan ikke begge have ret. Vælg side, men husk hvad de siger – ’hegnet tilhører Satan’.” Isabel Vaughan-Spruce udtrykte sin glæde over de mange historier om pro-life-aktivister over hele landet.
”En studerende fortalte mig, hvordan hun planlagde at starte en pro-life-forening på sit universitet; en anden forklarede, hvordan de var blevet klar over realiteten af den åndelige kamp, og hvordan de havde indset behovet for personlig bøn,” sagde hun. Nogle demonstranter planlægger nu at arrangere morgenkaffe i deres kirker for at øge bevidstheden i deres lokalsamfund. ”Det er de mennesker, der vil være med til at ændre kulturen ved at videregive de sandheder, de har hørt i dag, til andre,” sagde Vaughan-Spruce.
Hun tilføjede, at hun var ”særligt rørt over demonstrationen af kristen enhed i dette centrale evangeliespørgsmål”. ”Så mange forskellige kristne trosretninger – og et stigende antal ateister også – lægger specifikke teologiske forskelle til side for at komme sammen i anerkendelse af værdien af ethvert liv fra undfangelsen,” sagde hun.
”Mens der i Londons centrum syntes at være udbrudt kaos lørdag, hvor politiet desperat forsøgte at kontrollere forskellige protester og anholde hundredvis af mennesker, var pro-life-gruppen et eksempel på freden og glæden hos dem, der er sikre på, at deres sag er retfærdig, og at deres håb er forankret i noget større end politik.” Adam Smith-Connor, der for nylig blev retsforfulgt for at have bedt en stille bøn i en abortkliniks bufferzone,deltog også ved demonstrationen. Han sagde, at det var ”et fantastisk vidnesbyrd” om livets hellighed. ”Vi burde beskytte babyer og ældre, ikke dræbe dem!” fastslog han.
En menneskerettighed
Ben Thatcher, der er meddirektør for March for Life UK, konkluderede: ”Flere og flere mennesker anerkender rimeligheden og konsekvensen bag pro-life-bevægelsen.” ”For at vi kan bekymre os om menneskerettigheder på nogen måde, skal vi starte med at værdsætte selve livet, og det betyder alles ret til liv – ingen er for lille, for ung eller for afhængig til, at deres liv ikke er værdifuldt, og den rettighed skal beskyttes ved lov.”