Et forsøg på at fremme mod til at bryde med det regelbundne

Vi er nede i den indiske storby Mumbay, en af verdens ti største byer, med lidt mere end 22 millioner indbyggere, hvis man regner forstæder med. Man mærker det gennem hele filmen, en by med liv og larm døgnets 24 timer ugen igennem. Det er bagtæppet for den meget dæmpede historie, hvor vi følger to unge kvinder Prabha og Anu, som begge er sygeplejersker.

Prabha er egentlig gift, men hendes mand ser vi aldrig, lige så lidt som hun selv ser ham, fordi han kort tid efter vielsen rykkede til Tyskland med sigte på arbejde, og efter lidt tid er der ingen kontakt mellem dem. Anu har i al hemmelighed en kæreste, hemmeligt, fordi han er muslim, og hun er hindu, og desuden har hendes forældre udset en kommende ægtefælle til hende, som hun dog indtil videre ikke har imødekommet.

Prabha repræsenterer den dæmpede, pligtopfyldende rolle. Både i arbejde og fritid gør hun, hvad hun kan for at følge samfundets officielle regler. Anu derimod følger meget mere instinktet, følelserne, lysten. Filmen bevæger sig uhyre langsomt og stilfærdigt uden nogen form for sindsoprivende hændelser. Men i bittesmå skridt synes vi at blive skubbet i retning af blik for det frie, individuelt bårede liv. Som sætningen, der dukkede meget tidligt op i filmen, også antyder: ”Livet er i evig forandring”.

Man er nødt til at anerkende forandringer i stedet for at føle sig bastet og bundet af regelrethed og skæbne. Jeg havde ret store forventninger til filmen, da den har fået Cannes filmfestivals næsthøjeste pris, Grand Prix i 2024. Og særligt også fordi jeg selv var i Indien for 15 år siden og mærkede den helt særlige stemning og kultur. Filmen kunne måske bringe mig tilbage til Indien og måske endda åbne lyset for det i flere henseender meget mørkt regelbundne Indien, som jeg selv løb ind i det, da jeg var der, og som er tiltaget meget stærkt siden med den indiske premierminister siden 2014, Modi.

Han leder partiet, Bharatiya Janata Party (BJP), som i de første årtier var et ubetydeligt, meget højre-nationalorienteret parti, men i det nye årtusind begyndte det at bryde igennem, og nu styrer det Indien med hård hånd, hvilket indebærer store vanskeligheder for kristne indere samt andre religiøse indere end hinduer. Jeg mødte hårdt pressede kristne, som også åbnede mit blik for den indiske grundstemning med afsæt i hinduisme, som handler om skæbnebundethed for alle og enhver.

Selv kristne indere måtte kæmpe med sig selv for at finde vej ud af det og turde tro på skæbnefrihed i det kristne gudslys. Og selvom Indien officielt har nedlagt kastesystemet, fik jeg fortalt, at det i mange henseender stadig præger samfundet. Filmen gør et forsøg på at fremme menneskets mod til at træde ud af det tunge skæbnebundne, samfundsstyrede liv. Men jeg synes aldrig, at tonen i filmen for alvor bryder igennem.

Filmen har tydeligvis et anliggende og undervejs momenter, som kunne sætte noget virkeligt befriende i værk, men filmen er samlet set ganske enkelt tæt på at være banal og langsommeligt kedelig. Desuden er dens idé om menneskets vilje til at træde ud af det regelbundne liv heller ikke i ét og alt sand. Betoningen af den individualistiske kærlighedsfølelse som det afgørende nedskærer en anden vigtig tone i livet: viljen til at træde ud af sin egen trang til fordel for andre menneskers trang.

Titel: All We Imagine as Light
Spilletid: 118 minutter
Aldersgrænse: Fra 7 år
Sprog: Malayalam og hindi med danske undertekster
Instruktør: Payal Kapadia, Indien 2024