Familiedrama med troen som en mærkbar tone i Italien i 40’erne

En film med usædvanlig billed- og handlings-autencitet leder os ind i landsbyen Vermiglio i et norditaliensk område det sidste års tid af Anden Verdenskrig.

Det lægger ud med, at vi lukkes ind hos en sovende familie i det meget prunkløse hus i landsbyen, hvor der i hver seng ligger to eller tre. Filmens meget stilfærdige opstart præger hele filmens tone – det enkle, stilfærdige liv, langt fra centrale storbyers udvendigt iøjnefaldende livsrammer og liv. Instruktøren Maura Delpora fortæller i et interview, at hun altid har tilbragt tid i den del af Italien og stadib har et hus i det område. ”Jeg tager ofte hen for at bo og skrive på de steder, jeg vælger at fortælle om, og eksponerer mig selv fuldt ud gennem alle fem sanser.”

Men så tilføjer hun: ”Det er et verdenssted, et kultursted.” Så selvom vi befinder os i en meget enkel livsramme, så er vi ikke desto mindre til stede på et afgørende ”verdenssted” og ”kultursted”. Mennesket er med andre ord det samme overalt. Den dybere menneske-kultur og menneske-mentalitet er den samme, uanset hvor man befinder sig i verden. Og jeg vil tilføje: uanset hvor vi befinder os i tid.

Vi er ganske vist tilbage i en tid, der smager af et meget enklere liv, med meget færre forandringsmuligheder end f.eks. den nuværende vestlige/italienske verden. Men verden og mennesker er de samme til alle tider og steder. Om end historien foregår i en stille, enkel langsommelighed, er der også drama forbundet med den. Vi følger familien, hvis far er den lokale skolelærer, og en pæn mængde af den lille flok elever er hans egne børn i forskellige aldre.

Historien sætter særligt fokus på hans tre piger. Dramaet rammer især den ældste af dem, Lucia, da hun bliver forelsket i Pietro, som deserterer ulovligt fra den tysk-italienske hær og gemmer sig i Vermiglio. Det ender med, at Lucia bliver gravid, og de bliver gift. Men da krigen slutter kort efter, er Pietro af formelle grunde nødt til at tage en tur tilbage til sit hjemsted, Sicilien, før han kan vende tilbage til Lucia og det kommende barn. Han vender imidlertid aldrig tilbage. Og det viser sig, at han allerede var gift med en kvinde i Sicilien, som slår ham ihjel, da hun hører om hans nye ægteskab.

Lucia er øjensynlig ødelagt for resten af livet. Hun magter ikke at tage sig af sit nyfødte barn. Men da hun til sidst vælger en tur sydpå til Sicilien for blot at gense gravstedet, er det, som om hun i tilbagevenden til Vermiglio og barnet også ganske langsomt vender tilbage til livet igen. På en vis måde er det, som om Lucia er en variant af den Lucia, som vi i adventstiden synger om i Santa Lucia.

Sangen henviser til en kvinde, som i begyndelsen af 300-tallet blev en af de mange kristne martyrer i Romerriget. Ifølge traditionen kom hun netop fra Sicilien, hvor hun imod sin vilje skulle bortgiftes til en hedensk romer, men får sin mor til i stedet at bruge medgiften til almisser, og hun forbliver ugift, fortsat forbundet med ham, som hun er ”gift” med, Kristus. Det fører til hendes martyrdød.

I Vermiglio vender tingene ganske anderledes. Det samme fornemmes også, når det drejer sig om troen, som mærkes gennem hele filmen som en mærkbar tone i datidens Italien, men tydeligvis ikke sætter sig igennem i hver eneste del af menneskers liv. Hvilket jo ikke er ukendt fra vores egen samtid – eller vores egne liv. Filmen lader også en anden tone præge hele vejen igennem. Helt bogstaveligt: tonen fra Vivaldis De fire årstider.

I Vivaldis stykke begynder det med forår og ender med vinter. Jeg tilstår, at jeg ikke fangede, om det fulgte samme linje i filmen, men det ville være passende, om det startede med vintertonen fra Vivaldi, ligesom filmen lægger ud med meget smukke vinterbilleder i bjerglandet. Og således ville det også give god mening med forårstonen til sidst efter det langsomt tiltagende mørke i filmens historie, som alligevel ender i et forsigtigt forårslys.

Titel: Vermiglio
Genre: Biografi/baseret på virkelig historie, Drama
Aldersgrænse: Tilladt for alle
Spilletid: 119 minutter
Instruktør: Maura Delpora
Italien 2024