IPSICC

Genbrugsbutik i Odense er bygget sammen med aktivt menighedshus

LUMI Genbrug i Odense har mange medarbejdere med tilknytning til enten Luthersk Mission eller Kristent Fællesskab.

Den nye LUMI genbrugsbutik på Rødegårdsvej i Odense har til huse i en stor bygning, som ejes af Luthersk Mission (LM). I samme bygning er man i fuld gang med at indrette mødesal for møder og gudstjenester til glæde for bl.a. Kristent Fællesskab, Fyns Frimenighed og Luthersk Missions Odense-kreds.

Den nye genbrugsburik ligger i en tidligere VVS-forretning nær ved et stort indkøbscenter i den sydøstlige del af Odense. LM købte bygningen i sommeren 2024 sammen med Kristent Fællesskab, og de 800 m2 lokaler huser både genbrugsbutikken og menighedslokalerne. Med inspiration fra norske genbrugsbutikker håber evangelist og frimenighedspræst Henrik Hadberg, at kunder fra genbrugsbutikken også vil finde vej til de kristne møder i samme bygning.

Den nye genbrugsbutik er den 9. LUMI-butik, men den første, der er bygget sammen med et missionshus og en kirke, fortæller frimenighedspræst Henrik Hadberg. Fotos: Bjarne Ellegaard

Drives af frivilliige

Den nye genbrugsbutik, som slog dørene op den 1. maj 2025, har mange medarbejdere, som alle har en eller anden form for tilknytning til LM eller Kristent Fællesskab. Genbrugsbutikkens åbningstid er for øjeblikket onsdag, torsdag og fredag kl. 13-17 samt lørdag kl. 10-12. ”Hvis vi kan få flere frivillige til at stå i butikken, vil vi gerne have de sidste to hverdage med i vores åbningstider,” fortæller Bjarne Ellegaard, som er genbrugsbutikkens leder.

LUMI Genbrug

Formålet med LUMI Genbrug Odense er at skaffe midler til Luthersk Missions arbejde lokalt og internationalt i lande som Cambodia, Peru, Etiopien, Tanzania samt blandt flygtninge og nydanskere i Danmark.