Guds gode gaver har navne og ansigter

Som salmedigter bliver jeg ofte spurgt om inspirationen til en bestemt salme. Ideen til denne høstsalme, som jeg skrev til en familiegudstjeneste, var en pragtfuld replik, som jeg hørte ved et middagsbord, hvor familien sang bordverset Alle gode gaver. Men de to mindste sang af høj røst: Alle gode gaver vi kommer ovenned.
Med al respekt for Jakob Knudsen rejste salmen sig for mig. Som ny helt dugfrisk. Hvilken pointe. Alle Guds gode gaver har navne og ansigter. Vi sad alle sammen ved middagsbordet. Håber vi alle hørte børnenes budskab. Så nu er det ikke længere svært for danskere at holde høstgudstjeneste, selvom den gamle verden er blevet meget fjern for os. Selvom det er pædagogisk at engagere børn ved høstgudstjenester til at bære korn og frugt ind i kirken. For nu drejer det sig blot om at sige det højt: Guds gode gaver sidder lige ved siden af jer på kirkebænken!
Guds gode gaver har navne. Og ansigter. Her er et par vers fra min nye høstsalme, som jeg skrev med al respekt for Jakob Knudsen. Og den kommer med i min nye salmebog:
Gud, vi har høstet marken
og plukket havens frugt.
Med hybenglød i hegnet
står alt septembersmukt.
Så grøn og blå var jorden
den første fødselsdag.
Men kan vi stadig hejse
vor klodes grønne flag?
Alle gode gaver
er flere end vi ser,
så pak dem ud
med tak til Gud.
Vi lever. Vi er her.
Så takker vi dig, Herre,
for landet, hvor vi bor.
For frihed, fred og lege,
for ord som far og mor.
Familiens hverdagskære.
En ven, der viser vej.
Guds gaver har et ansigt.
Et navn som du og jeg.
Alle gode gaver
er flere end vi ser,
så pak dem ud
med tak til Gud.
Vi lever. Vi er her.
Hele salmen findes med en meget fin melodi af Willy Egmose på Youtube: De solbrændt gule marker.