Har jeg blot dig, da attrår (ønsker) jeg intet på jorden
Sådan lød den autoriserede 1931-oversættelse af Sl 73,25. Netop denne formulering kom jeg til at tænke på, da jeg faldt over en Reel på Facebook forleden.
En far og søn havde optaget en samtale med deres demente hustru og mor. Kvinden havde mistet sin hukommelse og kunne hverken kende sin mand eller sin søn. Men da hun blev spurgt, om hun vidste, hvem Jesus var, lyste hendes ansigt op, og hun sagde: ”Oh ja, jeg ved, hvem Jesus er! Ja, jeg kender Jesus! For jeg elsker Jesus Kristus, min frelser. For han er min frelser, han er min frelser!”
Hvilket vidnesbyrd fra en dement kvinde. Der, hvor al kendskab til det jordiske og de nære omkring hende var forsvundet fra hendes hukommelse – stod kærligheden til Jesus, som boede ved troen i hendes hjerte, tilbage i hendes sind. Jeg tror, demens er en af de sygdomme, flest frygter at få. Tænk ikke at kunne genkende dem, som har betydet allermest for en. Hvor må det være skræmmende og ensomt!
De fleste har nok kendt nogen, der i deres demens har været angste, fordi intet var dem kendt og trygt længere. Men denne kvindes vidnesbyrd vidner om et kendskab, som går dybere end selv den nærmeste menneskelige relation – relationen til Jesus! Der, hvor man har levet i en kærlighedsrelation til ham, vil det dybeste kendskab stå tilbage, der, hvor alt andet er blevet visket ud af ens hukommelse. Dér, hvor Jesus er blevet ens sikre grund, kan man stå fast, selv når grundvoldene vakler.
Derfor er det så vigtigt, at vi – mens vi stadig med vores vilje og forstand kan leve med Jesus – overgiver os til ham med alt, vi er og har. Jeg husker et citat fra dokumentarserien ”Ej Blot Til Lyst”, som blev vist på DR1 i 2005. Her fulgte man nogle ældre skuespillere, der boede i skuespillerforeningens ejendom på Bispebjerg. Blandt de medvirkende skuespillere var Birthe Backhausen, som de fleste husker som Musse fra ”Matador”. Birthe var troende og på det tidspunkt kendelig sygdomssvækket. I interviewet med hende citerede hun en bøn af pave Johannes Paul II:
”Min sjæl synger af taknemmelighed til Dig. I dag, mens jeg stadig er i besiddelse af mine evner, tilbyder jeg Dig på forhånd min accept af Din hellige vilje, og fra nu af ønsker jeg, at hvis en eller anden af disse prøvelser skulle ramme mig, må det tjene Din ære og sjælenes frelse.” Med en sådan bøn og viljes-overgivelse kan vi frimodigt møde, hvad der kommer – også demens. For ”har jeg blot dig, Jesus, da attrår jeg intet på jorden!”
