Hyldest til hverdagens hjælperyttere
Et af sommerferiens store højdepunkter var 3. etape af Tour de France i Dunkerque. Hele familien sad klinet til en betonmur i målområdet i fem timer for at se en slutspurt, der varede knap fem sekunder. Men hvad gør man ikke for sådan en oplevelse? Ud over særdeles ondt i bagen, fik det mig til at tænke. Der er noget dybt fascinerende i at betragte de store kendte og de små ukendte ryttere kæmpe sig frem.
Vingegaard har dem. Pogacar har dem. Alle mestre har haft dem: hjælperytterne. Uden dem – ingen sejre. De tager vinden dag efter dag, trækker feltet frem, henter vand og mad, brænder kræfterne af på at holde kaptajnen i live. Og når champagnepropperne springer på Champs-Élysées, i Madrid eller i København, er det sjældent deres navne, der hugges i sten.
De skrives i sand.
Ingen står nogensinde øverst på podiet uden en flok hjælperyttere omkring sig. Det gælder både i Touren og i den netop afsluttede Vuelta a España. Sådan er det i cykelsporten. Og sådan er det i livet. Problemet er bare, at vi sjældent ser dem. Hjælperytterne findes i mange forklædninger – på arbejdspladsen, i familien, i foreningslivet. Men i et samfund, hvor vi hylder det ekstraordinære, er det sjældent dem, der får opmærksomheden.
Vi bringer tv-programmer om dem, læser interviews med dem, beundrer dem i næsegrus fascination – selv når vi knap kan forklare, hvad de egentlig er kendte for. Vi vil hellere høre om superstjernerne, iværksætterne, de kendte. Alt handler om dem, der kan sætte ting i gang – og næsten aldrig om dem, der får tingene til at fortsætte og fungere. Imens står hjælperytterne i skyggen.
Og alligevel er det dem, der får det hele til at hænge sammen. Det gamle ordsprog rammer lige i plet: Man kan opnå fantastiske resultater, hvis man er ligeglad med, hvem der får æren. Det er ægtemanden, der passer sin syge hustru. Det er kollegaen, der redder en deadline uden at få sit navn på. Det er læreren, der bliver hængende efter timen for at hjælpe eleven – uden en krone ekstra.
Det er sosu-hjælperen, der gør, hvad der skal gøres, uden hverken løn eller tak. Det er fodboldtræneren, der samler boldene i regnvejret, når alle andre er gået hjem. De kommer ikke på forsiden. De får ingen medaljer. Men uden dem går det hele i stå. ”For det er ved at give, at man får. Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv,” lyder en gammel bøn, som vi burde lære at bede.
Uden hjælperytterne – både på landevejen og i hverdagen – når ingen til målstregen.
