Karin og Samuel starter frikirke på Midtfyn
Efter 30 år bliver ”Midtfynsgruppen” nu til Midtfyns Frikirke. I spidsen står Karin og Samuel Barbé, som har et stort hjerte, for at fynboer skal møde Jesus.
En ny epoke for kirkelivet på Midtfyn starter søndag den 7. september kl. 14, hvor Midtfyns Frikirke med Samuel og Karin Barbé i spidsen holder åbningsgudstjeneste.
Kirken, der har bagland i Apostolsk Kirke, har været undervejs en del år. Det er over 30 år siden, at en gruppe apostolere fra området omkring Ringe og Ryslinge begyndte at mødes. Og i mange år har den været kendt som ”Ringegruppen” eller ”Midtfynsgruppen”.
”Der boede nogle i området omkring Ringe, der var blevet kristne og kom i kirken i Odense, så de begyndte at samles. Og gennem årene har der været nogle opblomstringer, hvor der er flere, der er kommet med. Tanken var, at det med årene skulle blive en selvstændig kirke, men det blev det ikke,” fortæller Samuel Barbé.
Blev sendt på besøg
Men for fem år siden besluttede kirken i Odense, som indtil for nylig hed Jacobskirken, men nu er ved at skifte navn til Åbenkirke Odense, at bakke mere op om gruppen og sendte blandt andet Karin og Samuel på besøg. ”Fra første gang, vi besøgte gruppen, hvor vi bare kom som gæster og ikke vidste, at vi ville få en større tilknytning, har jeg rigtig godt kunne lide at være der og har været tiltrukket af, at det er en lille, men meget mangfoldig gruppe,” siger Karin Barbé.
Samuel, der oprindelig er fra Frankrig, tilføjer: ”Jeg kommer også selv fra en lille husmenighed i Frankrig, og det tiltalte mig også bare at være i en lille menighed.” Hurtigt blev han bedt om at lede gruppen ud fra en vision om, at kirken på et tidspunkt skulle blive selvstændig.
Har været i lille menighed
Det dansk-franske ægtepar kommer med stor erfaring både fra kirke-og erhvervsliv. Tilbage i 1990’erne var Karin Barbé for eksempel med i en menighedsplantning i Nykøbing Sjælland. ”Jeg oplevede Guds ledelse til at rejse dertil, hvor der et år forinden startede en lille kirke. Som ung tænker man ikke helt så meget over det, som vi gør nu, men jeg sagde op og fik en lejlighed i byen. Jeg fandt et arbejde og så var det ellers bare at være med i menighedsplantningen,” fortæller Karin og husker særligt, hvordan man ofte har flere kasketter på.
”Jeg var med i ledergruppen og var lovsangsleder. Og da det par, der var ledere, på et tidspunkt rejste, blev jeg spurgt, om jeg ville overtage. Så havde jeg lederkasketten på i to år.”
”Jeg følte mig som Moses i ørkenen.
Jeg passede min familie, havde det godt,
men pludselig kom den brændende busk.
Gud sagde pludselig: Nu er det på tide
at komme tilbage til kirken.”
Kræver godt bagland
Da Karin stoppede som leder, lukkede menighedsplantningen efter nogen tid. Men hun har taget vigtig erfaring med videre: ”Det har blandt andet givet mig, at Gud elsker alle mennesker uanset hvad. Det har også lært mig, at det kræver noget at starte en menighed. Det kræver et bagland. Det kræver et fundament. Det kræver nogle mennesker, der forpligter sig. Hvis de ting ikke er der, så fungerer det simpelthen ikke,” siger hun og sammenligner med det, de nu er ved at bygge på Midtfyn.
”Vi oplever noget meget mere solidt her, end vi gjorde dengang. Vi er flere mennesker, og vi er flere, som har vandret med Gud i mange år. Selvom vi er ved at kappe et bånd til kirken i Odense, så har vi stadig en tæt kontakt. Vi har et netværk, hvor vi dengang stod meget isoleret. Og så har vi jo begge nogle år på bagen.” Efter Nykøbing Sjælland tog Karin videre på bibelskole i Kolding (i dag Acts Academy), hvor hun landede samtidig med Samuel, og der opstod sød musik. De bosatte sig i Odense og har i dag tre voksne børn.
Havde det svært med kirke
For Samuel startede rejsen til at blive præst for mange år siden i Midtfyns Frikirke. Efter bibelskolen begyndte han at tjene med i Jacobskirken i Odense, hvor han kom med i ledergruppen. ”Men efter nogle år gik det galt for mig. Jeg havde jo nogle personlige udfordringer. Kristendommen var blevet meget til nogle regler, som jeg skulle følge, og jeg var ikke glad mere og begyndte at få stress,” fortæller Samuel Barbé, der mistede lysten til kirke. ”Jeg gik næsten otte år uden at komme i kirke, men havde ikke mistet min tro. I den periode blomstrede jeg i min rolle som leder i erhvervslivet.”
Kaldt tilbage til kirken
Samuel sammenligner vendepunktet, hvor lysten til kirke kom tilbage, med den oplevelse, Moses havde. ”Jeg følte mig som Moses i ørkenen. Jeg passede min familie, havde det godt, men pludselig kom den brændende busk. Gud sagde pludselig: ’Nu er det på tide at komme tilbage til kirken.’ Jeg kan ikke beskrive det som andet end en stemme, der kom ud af den blå himmel,” fortæller han.
”Så gik jeg tilbage, og fra det tidspunkt voksede min følelse af kald. Jeg kunne mærke, at jeg skulle tjene mere i kirken og være mindre leder i erhvervslivet.”
Forlader stresset lederjob
For 5-6 år siden gik Samuel gennem en krise på sit arbejde, hvor han oplevede et stigende stress. ”Jeg mærkede, at jeg trivedes meget mindre i den lederstilling, jeg havde i erhvervslivet, og oplevede en periode med mere stress i hverdagen. Det var en god virksomhed, jeg var egentlig glad for mit arbejde, men jeg savnede en dybere mening med det, jeg lavede. Det førte til en stresssygdom, hvor jeg var nødt til at stoppe som leder,” fortæller Samuel.
Han gik nu ind i en tid med overvejelser om at gå en helt ny vej i arbejdslivet. Noget, der ville kræve store ofre. ”Jeg var meget bange for det, for jeg havde meget min sikkerhed i min lederstilling og i økonomien. Jeg var bange for at slippe det og gå i en retning, som var mere udefinerbar. Det var også lidt hårdt. Måske skulle jeg starte forfra. Hvis jeg skulle være præst, skulle jeg også tage en ny uddannelse,” fortæller Samuel.
Anderledes vej til præst
Han valgte at stoppe op og stille og roligt tage en bachelor i Teologi ved Dansk Bibel-Institut, som han stadig er i gang med. Og han roser den lokale kirke for den hjælp, han fik. ”Jeg har kunnet følges med en præst i Odense, som har kunnet hjælpe mig med komme i gang med uddannelsen og at finde ind i rollen som præst. Det har været godt for mig,” fortæller præsten fra Midtfyn, der erkender, at vejen til at blive præst har været anderledes end de fleste. Men det ser han som en styrke.
”At jeg har en anderledes vandring med kirken end de fleste præster, kan hjælpe mig til at forstå mennesker, der føler sig anderledes. Jeg kan trække på min erfaring og sætte mig ind i deres udfordring og have en vis forståelse for, når livet er svært. Jeg bruger også min viden fra min lederuddannelse og erfaring i erhvervslivet.” Da Karin og Samuel begyndte som ledere af gruppen, startede de stille op med nogle bedemøder midt på ugen.
Senere lavede de gudstjenester hver 2. søndag. Nu er der gået fem år, og kirken holder hver søndag sine gudstjenester i Ryslinge i lokaler, der lånes af Luthersk Mission. For Samuel har det været vigtigt, at processen ikke blev forceret. ”Først skulle jeg være sikker på at konsolidere det, der var i forvejen. Det kommer sig nok af, at jeg har været administrativ leder i en virksomhed, så jeg kan godt lide, at administrationen er på plads. Jeg ville gerne være sikker på, at vi var nok mennesker til at afvikle en gudstjeneste om søndagen, og at vi var nok til at holde vores bedemøder midt på ugen,” siger den midtfynske præst, der samtidig ikke ønskede at lade tingene være status quo.
”Jeg tror, at kirken har en mission, og mission er for mig, at vi skal forkynde evangeliet, så mennesker kan møde Guds nåde. Det er ikke bare os, der skal gøre arbejdet, men det er Gud, som gør arbejdet, når vi lader os bruge i dette område.”
Enes med andre kristne
Ægteparret har samtidig arbejdet på at skabe gode relationer til andre kristne i området. I dag samarbejder kirken med Folkekirken, Luthersk Mission, Indre Mission og det kristne hjælpecenter Kildegården, som ligger i byen. ”Det betyder først og fremmest, at vi ikke er alene. Vi er kristne, og godt nok har vi vores forskellige teologiske synspunkter, men vi hører sammen og arbejder i den samme retning. Vi forkynder evangeliet og hjælper mennesker på forskellige måder. Så har vi også forskellig teologi, men vi kan godt enes,” siger Samuel Barbé.
Internt i kirken har Karin Barbé lagt mærke til, at vejen fra gruppe til kirke har gjort noget godt for den måde, den enkelte forholder sig til fællesskabet. ”Jeg har bemærket noget mere ejerskab hos den enkelte, som kan hænge sammen med, at vi nu er på vej til at blive en selvstændig menighed. Vi er ikke bare en gruppe, som hører til en kirke, som vi i øvrigt ikke besøger så tit,” siger Karin og nævner, at hun kan mærke, at det på den måde afhænger lidt mere af, at alle bakker op.
”Ejerskabet gør noget godt for den enkelte og styrker tilhørsforholdet, og det er rigtig vigtigt for menighed. At folk føler sig hjemme og hører til, men det betyder også, at der er flere, der kan være med til at bære.”
Ser frem mod vækst
Da Karin og Samuel kom til gruppen for 5 år siden, samledes der 10-15 personer til en gudstjeneste. I dag er det 20-30. Det er med tro på vækst, at de nu ser fremad. ”Det er nok ikke urealistisk, at vi om 4-5 år er 60-70 personer. Vi ønsker også at udvide vores aktiviteter, så vi kan have børneaktiviteter, teenagearbejde og noget for udsatte familier,” siger Samuel Barbé og understreger, at det ikke kun handler om antal:
”Visionen er at have hjerte for mennesker. Det betyder alle mennesker, uanset hvor svært de har haft det i livet. Derfor glæder jeg mig over at se mennesker blive frelst, at de bliver forvandlet af Guds kraft, når de møder Gud, og deres liv bliver forvandlet. Det er dejligt, at der er kristne fra egnen, som slutter sig til vores kirke. Men jeg vil så meget gerne se nye mennesker komme til tro, og det har vi allerede oplevet flere gange,” siger han.
Søger medhjælpere
Skal visionen lykkes, er ægteparret godt klar over, at der er brug for flere, som får hjerte og kald til at slutte sig til og bære med. Derfor søger de nu helt konkret familier og personer, som kunne overveje at flytte til egnen og tjene med. ”Det skal være nogen, som har lyst til at være med på vores team for at nå mennesker med evangeliet og skabe et godt fællesskab. Så skal man selvfølgelig kunne forlige sig med vores apostolske tankegang. Vi er en del af Apostolsk Kirke, og det skal man jo være med på,” siger Karin Barbé og inviterer nysgerrige til en tid med dialog.
”Så kan vi lære hinanden at kende og hører, hvad Gud har lagt på deres hjerte, og de hører, hvad Gud har lagt på vores. Vi har jo ikke et færdigt program for det hele, så man kan få mulighed for at påvirke det.”